Kina – ad vandvejen på Yangtze

Rundrejse. Omgivelserne er imponerende, selv når tågen lægger sig som et slørende filter. Og på land er der enestående møder med spændende kultur og arkitektur. Rejseliv er taget på cruise ned ad Kinas længste flod.

Poeter, billedkunstnere, revolutionære og intellektuelle har i ord, musik og billeder igennem tiderne beskrevet Kinas længste flod – og en af de store civilisationers mest vitale trafikårer. Og det er med god grund, at Yangtze er en af verdens ikoniske floder. En sejlads på bare et lille afsnit af den mere end 6.300 kilometer lange flod er nemlig en helt særlig oplevelse, sander vi hurtigt.

Hen under aftenen går vi om bord på Victoria Selina, der ligger sammen med mange andre krydstogtsbåde ved flodbredden i Chongqing. Forude venter tre nætter og fire dage om bord på skibet, før vi når endedestinationen Yichang.

De godt 650 kilometer fra Chongqing til Yichang er den strækning, de fleste vælger på et Yangtze-krydstogt, som i østlig retning tager tre nætter og fire dage. I modsatte retning kræves yderligere en nat, fordi det går imod strømmen.

Det er et stykke hverdag, vi passerer. Folk bor omkring floden, skibe transporterer alt fra Maersk containere til træstammer, og fiskere på spinkle bambus-pontoner hiver net med små fisk op og står i skarp kontrast til de nye, triste betonhuse i 30 eller flere etager, som vi hyppigt ser inde på land.

Der er noget både ophøjet og melankolsk over landskabet langs Yangtze-floden, oplever vi allerede næste morgen. De næsten tusinde meter høje bjergvægge rejser sig lodret i dramatisk vælde på begge sider af floden. Samtidig lægger en ofte tilbagevendende tåge sig som et filter over omgivelserne og skjuler de øverste tinder. Det er nærmest som at kigge igennem et stykke pergamentpapir.

Sådan er Yangtze-floden. På én og samme tid prosaisk og poetisk.

Men flodens iltre gemyt er blevet tæmmet en hel del, efter indvielsen af verdens største dæmning i 2009. Hvor floden før opdæmningen opførte sig uregerligt med lejlighedsvise katastrofale oversvømmelser, har ingeniørerne overtaget noget af Vor Herres domæne. Men prisen har været høj – for høj, mener en del.

Mere end en million mennesker er blevet tvangsforflyttet. Agerland, hele byer og kulturskatte er forsvundet under vandet som et sunket Atlantis, idet dæmningen har hævet vandspejlet, så det nogle gange når 175 meter over havniveau. Også dyre- og plantelivet har måtte bøde. Floddelfinerne vurderes således uddøde.

Byen Fengdu ankommer vi til tidligt næste morgen. Det meste af Fengdus gamle bydel ligger under vand, efter dæmningen er blevet etableret, men med kinesisk ildhu er en ny by skudt op i rekordfart på flodens sydlige side.

Det er djævlebyen, de fleste besøger i Fengdu. Den består af en række templer, som kravler op ad Mingshan-bjerget. Gamle sagn fortæller drabelige beretninger herfra. Om helvede.

Vi skal da også igennem Helvedes Port og derpå passere ’broen over afgrunden’ for at nå videre ind i dette middelalderlige rædselskabinet af figurer og malerier, som de fleste af de mindreårige i rejseselskabet udtrykker nogen ængstelse for at kigge på.

I vores vestlige selskab på 15 personer bliver vi dog tilbudt at afkorte besøget her, til gengæld for et visit hos den ældre herre, Mao, som bor i en nyere bolig et kvarters kørsel herfra. Det bliver et møde med en af de 1,2 millioner mennesker, som er blevet tvangsforflyttede.

Han drev landbrug indtil dæmningen blev opført, men snart efter blev Maos små jordlodder oversvømmet. Som kompensation fik han et beløb af staten til at etablere sig for i sit nye hus. Selv måtte han indskyde det meste af den sparsomme opsparing, men i dag er han glad for sin tilværelse:

»Huset er godt – det er bygget i cement og modstår regn og vind. Det gjorde mit gamle hus ikke. Før tog det seks timer at kommer over til den anden side af floden til Fengdu, i dag kun et kvarter. Sundheden er bedre i dag, for vi har friskt og rent vand. Men desværre har det også medført, at mange af mine kollegaer ikke har kunnet finde jobs, og det har medført tragedier, som i visse tilfælde har udløst selvmord,« fortæller Mao åbenhjertigt.

Atter ombord på skibet sænker mørket sig, og under middagsbuffeten flokkes de godt og vel 200 passagerer – flest kinesere – omkring fadene. Efter spisning er der sociale events i form af danseshows, akupunktur, foredrag om dæmningsprojektet, indføring i kinesisk historie og andre adspredelser. Herpå ender aftenen i kahytten med læsning og rar nattesøvn.

Om morgenen er der flere, som praktiserer tai chi på det øverste dæk. Vejrliget varsler igen i dag dis og tåge. Men omgivelserne har dog ændret sig.

Vi sejler nu ind i den første af ’De Tre Kløfter’ og oplever klippevæggene på nært hold. Qutang-kløften er blot otte kilometer lang, men vanvittig intens. Man føler sig knuget af de bastante tågeindhyllede bjerge. Helt som at betragte en af de traditionelle, kinesiske landskabs-kalligrafier.

Vores flodbåd kaster anker i Wushan. Her stiger vi ombord i små både, som sejler os op ad bifloden Daning og ind i ’de tre små kløfter’, der er en om end endnu mere fortryllende naturoplevelse. Klippevæggene rejser sig mere end 700 meter over os.

Med ét er den dominerende farve på floden grøn – og ikke mudret blålig som hidtil. Bifloden er uhyre smal, og intensiteten overvældende.

Aberne springer kåde imellem trækronerne.

I bunden af Dicui-kløften bliver passagen så smal, at vi må stå af de små både og gå over flydepontoner ind igennem en endnu smallere kløft. Her mødes vi af et sangkor, som er klædt i områdets klassiske farverige klædedragter.

De sidste to af de tre kløfter, Wu og Xiling venter forude. Wu på 45 kilometer byder på drama med sine 12 kilometer høje tinder. Vi ser hængende kister placeret i små afsnit på bjergvæggene. Begravelsestraditionen blev praktiseret indtil for relativt nylig og skulle sikre de dødes sjæl at nå tættere på himlen.

Tillige aner vi nogle små stier, som godt ind i 1900-tallet blev brugt af barfodede mænd med reb om kroppene, som trak flodbådene igennem de farlige strømhvirvler.

Dag tre når vi sidst på aftenen frem til den første af de i alt fem sluser i dæmningen. Her ligger vi i et par timer i kø blandt andre flodbåde, der alle forsøger at kommerigennem den første af sluserne.

Dimensionerne er overvældende. De mange ton tunge døre laver en farlig støj, når de åbnes og lukkes. Det tager en times tid at passere hver af sluserne.

De fleste trodser den sidste nats søvn, og sidder på dækkene og betragter passagen igennem alle fem sluser.

Næste morgen bliver vi kørt i busser ud til et udsigtspunkt, hvorfra hele dæmningsprojektet kan ses fra oven. 2.335 meter bred og 185 høj er dæmningen. Herfra er der kort sejlads til kajen udenfor Yichang, hvor de fleste slutter rejsen.

Fire dage og tre nætter igennem Yangtzes mest interessante afsnit er slut.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.