Her er din rejsekalender for 2014

Safari i januar, Paris i maj, ølfest i Tyskland i septeber. Hvor man skal hen hvornår afhænger bl.a. af årstid og begivenheder. Vi guider til tre forskellige rejsemål i hver af de kommende 12 måneder.

Karnevalet i Salvador, Brasilien.
Karnevalet i Salvador, Brasilien.

JANUAR 2014

Sverige
Hvad: Hotel og natur
Hvor: Jukkasjärvi ved Kiruna

Hvorfor ikke gøre en kold, mørk måned endnu koldere og mørkere? Icehotel, ishotellet, i svenske Lapland er bygget op for 24. gang, og i den lange nat er du måske heldig at se nordlys. Netop i år er de magnetiske aktiviteter størst.

icehotel.com

USA
Hvad:
Familie- og badeferie
Hvor: Miami og Orlando i Florida

Kombiner badestranden, Art Deco husene og måske en afstikker til Everglades og alle krokodillerne med dage i Orlando, hvor alle bliver børn igen i DisneyWorld, Sea World, Universal Studios, og den nyeste oplevelsespark: Harry Potters »Wizarding World«

miami.gov og visitorlando.com

Tanzania
Hvad: Aktiv ferie og eventyr
Hvor: Kilimanjaro nær grænsen til Kenya

Det er højsæson for at bestige Afrikas top. Kilimanjaro, 5.598 meter over havet, som er et af verdens få bjerge i den højde, man kan komme til tops på uden bjergbestigererfaring. Bagefter kan man snuppe en safari i Serengeti Nationalpark.

tanzaniatouristboard.com

Læs også:This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

FEBRUAR 2014

Kap Verde
Hvad: Bade- og søsportsferie
Hvor: Syd for Kanarieøerne

Solen skinner mere og vandet er varmere – og så blæser det, hvilket gør Kap Verde øerne til et hot-spot for surfere, windsurfere og kitesurfere. De vejrsikre øer er charterrejsemål fra Danmark.

caboverde.com

Brasilien
Hvad: Kultur og karneval
Hvor: Salvador i Bahia

Karnevalet i Salvador er sjovere og større end det berømte i Rio, siger de lokale. I 2014 starter karnevalet officielt torsdag 27. februar og varer til tirsdag 4. marts. Uofficielt fortsætter festen både tirsdag og askeonsdag.

salvadorcarnival.info

Læs også:This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Antarktis
Hvad: Enestående naturoplevelse
Hvor: Den Antarktiske Halvø

Det er sommer på den sydlige halvkugle og sæson for krydstogtsekspeditioner til Antarktis. Dyrene er ikke bange for mennesker - de slumrende sæler på isflagerne løfter højst hovedet, når en gummibåd kommer forbi, og forældrene i pingvinkolonierne har alt for travlt med deres unger til at ænse turister.

iaato.org/da/visitor-guideline

MARTS 2014

Østrig
Østrig

Østrig
Hvad: Ski og party
Hvor: Sölden i Ötztal

Skiområdet i Sölden ligger højt og er desuden forbundet med en gletcher, så man kan stå på ski lænæge. Og så er området kendt for formidable fester sæsonen igennem, som Electric Mountain Festival på Giggijoch, hvor verdens bedste DJ’s er på scenen.

soelden.com

Spanien
Hvad:
Storbyferie og landets største gadefest
Hvor: Valencia

Den smukke by med den muslimske fortid har masser af arkitektur og er kendt for sine mange fester. Fra 15. til 19. marts er der Fallas i byen. Landets største gadefest med musik og dans, fyrværkeri, optog og afbrænding af store papmache-dukkers udformet som tidens kendte personer.

visitvalencia.com

Maldiverne
Hvad: Badeferie
Hvor: Det Indiske Ocean

Der er dømt driverliv med sand mellem tæerne på bountystrande og i krystalklart vand over koralrev med stribede fisk. Vandflyverne bringer turisterne ud til småøerne i de forskellige atoller.

visitmaldives.com

APRIL 2014

Grækenland
Hvad: Kultur og øferie
Hvor: Iraklion på Kreta

Turistsæsonen er ikke rigtig begyndt endnu, lige bortset fra påskeugen, som er den allerstørste højtid i landet. Den græsk-ortodokse påske følger ikke altid vores, men i 2014 er det samme dato: påskedag 20. april, og den fejres med røde æg, optog gennem gaderne med Jesus på korset, messer og helstegte lam.

crete.gr

Storbyferie med natur, Holland.
Storbyferie med natur, Holland.

Holland
Hvad:
Storbyferie med natur
Hvor: Amsterdam

Byen med kanalerne, de smukke gavlhuse og »red light district«. Her er oplevelser året rundt, men fra midten af april til starten af maj er der ekstra kulør på områderne uden for byen. Da blomstrer tulipanmarkerne. Noordoostpolder i Flevoland og Kop van Noord-Holland har mange blomstermarker.

iamsterdam.com

Jordan
Hvad: Den glemte by
Hvor: Petra i Wadi Musa

Årstiden – ikke for koldt og ikke for varmt – er perfekt til et besøg i byen, som for mere end 2.000 lå i kløften og hvor beboerne skar imponerende huse, templer og gravsteder ind i klippesiderne. Byen blev forladt, glemt og sandede til, og blev først i 1892 genopdaget.

visitpetra.jo

MAJ 2014

Canada
Hvad: Hvaler i massevis
Hvor: Vancouver Island

Det er tiden, hvor gråhvalerne kommer med deres unger for at mæske sig langs øerne ud for den canadiske vestkyst. Man regner med, at et par tusinde hvaler tilbringer vinteren i Baja i Mexico, hvor de føder deres unger, hvorefter de svømmer de 8.000 kilometer nordpå for at tilbringe sommeren der.

vancouverisland.com

Læs også:

Frankrig
Hvad: Forår i byernes by
Hvor: Paris

Det er kliché, men det bliver det ikke mindre romantisk af. Paris klædt i lysegrønne træer og mild forårsvarme inviterer til slentreture i parkerne, til pauser ved Seinen, og kaffe på små caféer. Tag trappen til toppen af Notre Dame og se ud over Île de la Cité og floden og gå bagefter gennem Île Saint-Louis og find Bertillon, som laver byens bedste is.

parisinfo.com

Zimbabwe
Hvad: Røg, som tordner
Hvor: Victoria Falls ved Victoriasøen

Regnsæsonen er overstået og solen skinner, men vandstanden er stadig så høj, at der er de bedste forhold til at udforske det fantastiske vandfald. Da Livingstone i 1855 kaldte vandfaldet Victoria Falls, var det bare endnu et navn i rækken. Bl.a. makololo-stammen det »Mosi-oa-Tunya«, røg, som tordner.

zimbabwetourism.net

JUNI 2014

Storbritannien
Hvad: De blomstrende engelske haver
Hvor: London

Der er ganske vist flere parker end haver i London. Men byen er nu alligevel et godt udgangspunkt for at opleve de statelige britiske hjem med deres fantastiske haver, der ligger omkring byen. Tag for eksempel til Oxford og fortsæt herfra til Blenheim Palace med uendelige parklandskaber designet af »Capability« brown.

visitlondon.com

Peru
Peru

Peru
Hvad: Verdens første ferieresort
Hvor: Machu Picchu

Det er byen i skyerne. En fæstning-lignende bebyggelse på en solfyldt skråning højt i Andesbjergene, som har ligget glemt i århundreder. Inkaerne byggede den og forlod den, og først da den amerikanske arkæolog Hiram Bingham nærmest snublede over ruinerne i 1911, fandt man Machu Picchu igen.

visitperu.com

Canada
Hvad: Verdens største jazzfestival
Hvor: Montreal i Quebec

Den canadiske sommer er »sweet, but desperate short«, som de selv siger. Måske er det derfor, at canadierne gør deres bedste for at få det bedste ud af den. Som med »Festival International de Jazz de Montreal«, som efter sigende skulle være verdens største jazz-festival. Det foregår i år fra 26. juni til 6. juli.

montrealjazzfest.com

JULI 2014

USA
Hvad: En ø med sine helt egne bjørne
Hvor: Kodiak Island i Alaska

Bjørnene på Kodiak-øen er noget for sig selv. De er ganske vist i familie med de brune bjørne, men de er større og derfor en selvstændig art. Det bedste tidspunkt at se dem er i juli, august og september. Det er også tidspunktet, hvor laksene springer op af Kodiaks floder, og hvor fiske-entusiaster og bjørne konkurrerer om den bedste fangst.

kodiak.org

Østrig
Hvad: Mozart med mere
Hvor: Salzburg i Salzburgerland

Der er Mozarts hus, Mozartkugler, Mozart Platz, Mozart dukketeater – og så er der Mozart Festival, eller rettere sagt Salzburger Festival. Den østrigske by, der bugner af barok, næsten flyder over i operaer og skuespil i perioden 18. juli til 31. august. En af festivalens store begivenheder er verdenspremiere på en opera bygget over Charlotte Salomons historie, »Leben? oder Theater?«.

salzburgerfestspiele.at

Læs også:

Kina
Hvad: Det mystiske Lushan-bjerg
Hvor: I den nordlige del af Jiangxi provinsen

Bjergmassivet er omgivet af mystik, poesi og kunst. Den højeste tinde er 1.474 meter over havet og rejser sig af søer og skove, og ad dets sider buldrer vandfald, mens det hele svøbes i tåge-skyer. Landskabet, »The Great Hang Yang Peak«, er udnævnt til verdensnaturarv, for »historiske levn i harmoni med naturen samt bjergets betydning for det kinesiske folks kultur.«

china-lushan.com

AUGUST 2014

Australien
Hvad: Ayers Rock – Uluru
Hvor: Midt i landet i Northern Territory

Ayers Rock kaldtes den store røde sandsten, som rejser sig 348 meter op fra det flade, hede landskab. Nu kaldes stenen Uluru, det oprindelige aboriginal navn. August og september er det bedste tidspunkt at besøge området, hvor temperaturen ikke er for høj, mellem 10 og 28 grader, og dagene ikke for korte.

parksaustralia.gov.au/uluru

Italien
Italien

Italien
Hvad: Opera under åben himmel
Hvor: Arena di Verona

Den antikke arena fra år 30 e. Kr. har en fremragende akustik, og i 1850erne blev ruinerne taget i brug som operateater. Siden har der, bortset fra krigsårene 1915-1918 og 1940-1945, hver sommer været operaforestillinger fra scenen. I år er det operafestival nummer 92, og august med de varme nætter er højsæson. På programmet i år er blandt andet Carmen af George Bizet.

arena-verona.com

Sri Lanka
Hvad: Festen for tanden
Hvor: I byen Kandy midt på øen

Esala Perahera festivalen har en historie, der er ældre end buddhismen, men i det 18. århundrede blev den til en årlig fest for byens vigtige relikvie, Buddhas tand, som opbevares i Tandens Tempel. Under festivalen, som holdes omkring fuldmåne i juli-august, i år er det fra 1. til 11. august, er der parader igennem byens gader.

daladamaligawa.org

SEPTEMBER 2014

Irland
Hvad: Musik, østers og Guinness
Hvor: I Galway, Irland

Galway International Oyster & Seafood Festival er verdens ældste af sin slags. Fra 1994 til i dag har man sagt velkommen til en halv million deltagere, som har spist mere en tre millioner østers. Og østers skal selvfølgelig ledsages af champagne, irsk stout og god irsk musik. Der er festival fra 25. til 28. september.

galwayoysterfestival.com

Malaysia
Hvad: Skovens menneske
Hvor: I Sepilok Orangutang Center i Sabah, Borneo

Forladte, indfangede eller skadede orangutanger plejes i centre med det formål at sætte dem tilbage i naturen. Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre er et af dem. Besøg det i september, som er slutningen af højsæsonen, men inden regnsæsonen mellem november og marts.

sepilok.com

Tyskland
Hvad: Verdens største ølfest
Hvor: München i Bayern

Store skummende ølkrus, 14 kæmpe øltelte samt hornorkestre til at sætte stemningen. Det er tid til Oktoberfest, som mest foregår i september. Her er markeder og forlystelsespark, souvenirboder og tusindvis af besøgende og tørstige turister. Årets fest er fra 20. september til 5. oktober

oktoberfest.de

OKTOBER 2014

Sydafrika
Hvad: Hvalfestival
Hvor: Hermanus lidt sydøst for Cape Town

Det er det sted i verden, hvor det fra land er lettest at se hvaler, når de sydlige rethvaler hvert efterår føder deres unger i Walker Bay.

I byen Hermanus er der Whale Festival med underholdning og arrangementer, hvor man også fejrer det sydafrikanske forår. I år fra 3. til 6. oktober.

whalefestival.co.za

USA
Hvad:
Overvældende efterårsfarver
Hvor: Shenandoah National Park i Virginia

Der er træer med blade i alle gyldne nuancer. Et syn, der hver år får tusinder af turister til at tage den 169 kilometer »Skyline Drive« i Blue Ridge Mountains i Shenandoah National Park, som er et af de mange steder i USA, hvor efteråret tager sig smukkest ud.

virginia.org

Ungarn
Hvad: Moderne kunst i gammel kulturhovedstad
Hvor: Rundt om i Budapest

I en snes år har efterårsfestivalen i den ungarnske hovedstad heddet »Budapest Autumn Festival«, men her for nylig blev navnet ændret til »Café Budapest« for at understrege det nutidige islæt og at et hav af caféer og gallerier er grundstammen i festivalen. Programmet for festivalen, som i år er fra 11. til 20. oktober, er moderne kunst.

cafebudapestfest.hu

NOVEMBER 2014

Indien
Hvad:
Oplev Maharajah-paladser fra et rullende palads
Hvor: Rajasthan i Nordindien

November er den tørreste måned i den indiske delstat. Der er lav luftfugtighed og forholdvis lav temperatur. Tag det legendariske tog »Palace on Wheels«, som siden 1995 har kørt mellem forter og overvældende paladser i Jaipur, Udaipur, Jodhpur og Agra med Taj Mahal, og bo selv i en luksus, der passer til fortidens pragt.

palaceonwheelsindia.com

Mexico
Hvad: I og under vandet
Hvor: Yucatán halvøen

Den flade halvø, som rækker ud i Den Mexicanske Golf, er kendt for sine fine strande og mange hoteller og turistbyer. Men hvad man ikke umiddelbart kan se, er de underjordiske huler og kanaler, som breder sig som en labyrint under halvøen, og som man kan svømme og dykke i.

travelyucatan.com

Norge
Norge

Norge
Hvad: Spæghuggere på madjagt
Hvor: Nær Lofoten i Nordnorge

De smæsker sig i norske sild, de store sort-hvide spækhuggere, og de har fundet ud af, at dem er der mange af syd for Lofoten. Eller har været. For i de senere år er mængden af sild dalende, i stedet har spækhuggerne fået smag for laks og makrel. Tag på hvalsafari i gummibåd. I perioden 1. november til 30. januar er der safariture tre gange om ugen.

tysfjord-turistsenter.no

DECEMBER 2014

Østrig
Hvad: Julemarkeder og julemusik
Hvor: Wiens pladser og koncertsale

Der er julemarkeder med boder med julepynt og julegaver, kager og glühwein, og der er julemusik i kirker og koncertsale. Som regel er der også et drys sne over det hele. Og efter den traditionelle nytårskoncert starter næste sæson: nytårsballerne.

wien.info

Finland
Hvad: Julemandens juleland
Hvor: Rovaniemi ved polarcirklen

Santa-turismen er blevet stor omkring Rovaniemi. Julemandens by, Santa Claus Village eller den underjordiske Santapark fyldt med nisser. Et besøg i en same-lejr og en tur på en rensdyrkane er også et must under et julebesøg.

visitrovaniemi.fi

Thailand
Hvad: En hængekøje under palmerne
Hvor: Koh Samui i Sydthailand

Byt julestress ud med dasedage på hvide sandstrande med klart badevand. Eller måske en sightseeing-tur rundt til øens seværdigheder, der bl.a. tæller Hin Ta Hin Yai, naturlige klippeformationer af det mandlige og kvindelige kønsorgan. Og slap så af med spa, massage og gode restauranter.

kohsamui-tourism.com

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.