Guldøen. Nærkontakt med Sumatras eventyrlige verden

Indonesien. På en rundrejse på Sumatra kan man møde vilde orangutanger i junglen og opleve en unik kultur, hvor kvinder traditionelt er familiens overhoved.

Tropevarmen ligger som en tyk dyne over byen Medan. Det er den største by på verdens sjettestørste ø, Sumatra, hvis oprindelige navn på sanskrit betyder ’guldøen’.

Byen er støvet, men ikke mere end den gennemsnitlige, asiatiske by. Den er varm, men ikke mere end hvad man kan forvente, når man befinder sig kun 600 kilometer nord for Ækvator. Luftfugtigheden er på 94, temperaturen på 30, og rundrejsen er i gang.

Motorcyklerne fylder det meste på de brede veje. De larmer – og forurener – men det er den hurtigste og billigste måde at transportere sig på i en by som Medan.

Jeg går en tur langs vejen og kommer forbi en af de mange små warunger – en gaderestaurant. En mand råber mig ind. Interesseret, men ikke insisterende lyder det: »How are you?«

Maden i de små warunger er generelt i top. Det er her, de lokale spiser, og hvis der er fyldt op i warungen, laver de god mad. Selv uden for spisetiderne samles lokale med de ansatte og sidder og vender verdenssituationen over en cigaret og en kop ingefærte.

To kvinder, den ene buttet med et stort modersmærke på kinden og skulderlangt hår, står ved gryderne. Den anden, lige så lavstammet og buttet med helt kort hår, har et lidt mere mistænksomt blik.

»Hvad laver han på vores domæne,« synes hun at tænke, mens jeg peger på en gryde med fisk og en karrysauce. De forstår, tror jeg. Jeg bliver vist hen til et lille aluminiumsbord med tre små, dertilhørende metalstole, og det gør tingene nemmere, at der kun er én mulighed på menuen. Her går det med fagter.

Det minder om at være i et lille telt, fordi der er hængt presenning ned over indgangene, men der er skygge. En lille flok lokale sidder i rummet ved siden af og snakker. Det er en slags café eller kiosk, hvor man kan få drikkevarer, snacks og cigaretter. Et yngre ægtepar optager det andet af de tre borde i rummet, og de spiser det sidste af deres fisk, inden jeg får min serveret.

»Sambal?,« spørger den lille, tykke kok mig.

Sambal er den lokale chilisauce, og jeg ved ikke helt, hvad jeg får svaret, men der er bid i saucen, da den bliver serveret sammen med den halve, stegte fisk. Men ikke så meget, at det blokerer for nogle af de lækre smagsnuancer, som den grillede fisk giver til saucen.

60 pct. i Medan er muslimer, og de sidste 40 udgøres af protestanter, katolikker, hinduer, muslimer og nogle få andre trosretninger. I modsætning til andre steder i Indonesien er Nord- og Vestsumatra utrolig diverst, når det kommer til religion og kultur. Især kristendommen har som følge af den hollandske kolonitid et godt greb i en stor minoritet af indoneserne her, men flertallet er altså muslimer.

Det er da også deres helligdom, vi først tager ud for at se. Vi kører mod byens største moské, Masjid Raya, som blev bygget i 1909. Byens to største attraktioner, sultanens palads Maisoon Palace og moskéen, er begge designet af hollændere og bygget for hollandske tobakspenge. Den primært marokkansk-inspirerede moské er forholdsvis tom, men når man når til de varmeste tidspunkter på dagen, bliver de lange korridorer, med højt til loftet, fyldt med sovende mænd, der udnytter den kølige skygge i moskéen.

Maisoon Palace består af 20 rum, men der er lukket for dele af paladset, da den nuværende sultan, en 18-årig dreng og kulturel kransekagefigur uden politisk magt, stadig ejer bygningen. Han bor dog på den østindonesiske ø Sulawesi.

Fra Medan går rundrejsen videre til orangutangernes paradis i den sumatranske jungle, Bukit Lawang i Gunung Leuser Nationalpark, som dækker en million hektar.

Der er 90 kilometer til Bukit Lawang, og i Indonesien tager sådan en tur nemt tre timer. Dårlige veje og tæt trafik bærer skylden.

Det er eftertragtet at bo langs de store veje. Her er det nemmest at drive en forretning. Her kører alle nemlig forbi. En såkaldt Rukah, som er et toetagers hus med butik i stuen og beboelse på førstesalen, er især populær.

»Vi er 245 millioner. Vi skal skabe vores eget liv og skabe vores egne job. Derfor starter mange forretning,« siger min guide Lindung.

Der er ingen klar adskillelse mellem byerne, da huse og butikker ligger tæt langs vejen. Byerne har dog en del autonomi på distriktsniveau, og det ses tydeligt, da vi ankommer til byen Binjai. Her er vejene nyere, der er træer og blomster i midterrabatten, og der er klare afmærkninger i hvidt.

»I nogle byer bruger man pengene på skoler i stedet,« konstaterer Lindung tørt.

Klokken er omkring 13, da vi kører gennem Binjai, og gaden er fyldt med unge mennesker i blåt og hvidt. Det er de lokale mellemskoleelever, der har fået fri. Kort efter bliver bevoksningen tættere, varmen bliver mindre trykkende, og overalt er der grønt. Vi er i junglen.

Cikaderne, der kører på hele natten med deres evindelige summeri, og en enkelt abe eller to er det eneste, der generer min nattesøvn i det lille hotel på grænsen til Gunung Leuser Nationalpark på Sumatra. Her er ingen aircondition, men den hvide luftvifte modvirker, at jeg føler mig påvirket af varmen.

Jeg bor på Bukit Lawang Ecolodge, som samarbejder med nationalparken om at skabe opmærksomhed om de truede orangutanger. En af de store menneskeaber, som er kritisk truet. Der har været en indsats for at redde og genindsætte de store primater i deres rette element siden 1973, og i dag er der godt 7.000 orangutanger på Sumatra. Man kan også opleve orangutanger på Borneo, men det er en anden art, og de er mindre truede. Abens primære fjende er i dag mennesker. Mere specifikt den massive ødelæggelse af regnskoven, som blandt andet gummi- og palmeolieplantager er ansvarlige for.

Vi begiver os ind i junglen, på vej mod en såkaldt fodrestation, hvor turister kan komme for at se de halvvilde orangutanger blive fodret. Når frugten bliver knap i regnskoven, ved en del orangutanger, at de kan finde mad her. Vi ser dog ikke nogen orangutanger ved denne fodrestation, men allerede ved indgangen til selve nationalparken bliver vi mødt af en orangutang og dens unge på 2,5 år.

De er vant til parkens rangere, og med lidt frugt og et par efterligninger af orangutangens skrig, bliver de lokket nærmere. Så tæt på, at man kan røre ved dem. Den store menneskeabe, som kan blive op til 90 kilo tung for hanner og 45 kilo for hunner, holder sig på et par meters afstand, men stiller velvilligt op som fotomodel.

»Når vi kommer længere ind i skoven, er de ikke nær så glade for mennesker og kameraer,« siger vores guide Lilli, der har været guide i Bukit Lawang-området i 12 år.

Rangerne giver navne til de aber, de ser flere gange, og Lilli kender alle aberne ved navn.

»Wati, Wati?!,« råber han til en 11-årig legesyg orangutang, der, som de fleste orangutanger, holder sig for sig selv, når den ikke parrer sig eller har små unger. Nogle af aberne har Lilli fulgt, siden de blev født, og det har mange af de andre rangere også. Der er derfor et helt specielt bånd mellem de ansatte og dyrene.

Mødet med de unge orangutanger, der svinger sig rundt i lianer og træer, er en stor oplevelse. De kigger nysgerrigt, og man kan ikke undgå at komme til at menneskeliggøre dem.

Vi vandrer videre gennem junglen på snævre stier. Man skal et godt stykke længere ind i skoven, før man skal hugge sig vej med macheter gennem tæt bevokset junglekrat og træer. Junglen er primært grøn, men røde blomster, sort-gule leopard-sommerfugle og de store, brune stammer på 350-år gamle træer bryder med det grønne. En fugl letter fra sit skjul i trækronerne, og dens gigantiske vingefang skygger for os i en skovbund, hvor der i forvejen kun kommer sparsomme solstråler igennem. Det er rart, for når temperaturen er over de 30 med en luftfugtighed, der nærmer sig 100, kan det være udmattende at gå så langt.

Vi gør stop ved et stort træ i en lille lysning og får frokost. Egentlig er turen kun tre timer, men hvis man er minimum tre personer, kan du tilkøbe en heldagstur, og det gør vi. Det indebærer en længere vandretur lidt dybere ind i skoven, og guiden har desuden været forbi den lokale restaurant fra morgenen og medbragt den lokale specialitet nasi goreng, som er stegt ris med krydderier og grøntsager. Det er velsmagende, og at have aber, store fugle og en tæt jungle som bagtæppe får på en måde maden, der er pakket ind i et bananblad, til at smage endnu bedre.

Det kan anbefales at bruge lidt længere tid i junglen, da chancen dermed øges for at se flere dyr. Hvor mange dyr, afhænger af sæsonen. Vi så otte orangutanger, to forskellige arter makak-aber, de såkaldte Thomas Leaf-gibbonaber, og en del fugle. Officielt findes der både bjørne, tigre og næsehorn i Sumatras regnskov, men alle tre arter er så sjældne, at der går år mellem, at nogle kan dokumentere, de har set dyrene. Vores guide viser os den lille, indonesiske solbjørns kradsemærker på et træ, og han fortæller, at en kollega så en Sumatratiger for to måneder siden. Men nogle organisationer anser både tigre og næsehorn for stort set uddøde, og man skal derfor ikke regne med at se dem på sin vandretur i junglen. Hvis man kommer udelukkende for dyreoplevelsen, kan man tage direkte til nationalparken og trekke fra Bukit Lawang til Acehprovinsen i nord på 6-7 dage, hvor man sover i junglen og går ad nye stier hver dag. Det er ikke for de sarte, og man skal være i god form.

Vi lægger junglen bag os og kører i stedet mod øst. Her i Sumatras højland, Karohøjlandet, kan stort set alt dyrkes. Der er mandariner, kaffe, kål, majs, citrus, mango og jeg kunne blive ved. Regeringen forsøger at få folk til at dyrke kaffe fremfor palmeolie, i nogle af de små landsbyer i højlandet, for at undgå for meget skovhugst og for at sikre de lokale en bedre levestandard. Der er nemlig gode penge at hente i kaffedyrkning. Et kilo af de gode arabicabønner fra landsbyen Dokan, som vi gør stop i, får de lokale bønder cirka 13 kr. for.

I Dokan besøger vi et af de traditionelle træhuse, der stadig er i brug. Her bor syv familier under samme tag, men ifølge en af de lokale beboere, vil de meget hellere have deres eget hus. Det forstår man godt, da der er cirka 8-10 kvadratmeter per familie, og man laver mad over fire åbne ildsteder.

Det mærkes tydeligt, at vi bevæger os væk fra det muslimsk-dominerede lavland til Batakfolkets kristne områder. I regionen ligger kirkerne næsten tættere end værtshusene i Aalborgs Jomfru Ane Gade eller caféerne på Østerbro.

Ved sydøstasiens største sø, Toba-søen på Sumatra, har den etniske batakgruppe hjemme. De er primært, og i modsætning til de fleste andre indonesere, kristne, og gruppen består af seks etniske undergrupper. Deres kuturelle og geografiske centrum er Samosir, som er en menneskabt ø i den kæmpestore kratersø Toba. De var oprindeligt animister, men siden 1800-tallet, da den slesvig-holstenske præst Nommensen oversatte biblen til Bataksproget og begyndte at missionere på Sumatra, har majoriteten været kristne, og stort set ingen batakker holder fast i den oprindelige tro. Da den kristne kirke kom til området, blev de traditionelle ritualer set som barbariske, og præsterne forbød dem ganske enkelt. De holder dog fast i en lang række af deres gamle traditioner, og en del af dem bor stadig i de spektakulære trælanghuse, som er specielt for batakkerne. I Karo-battakkernes huse kan op til otte familier bo.

Vi bor lidt mere luksuriøst på resortet Tabo Cottages, der er placeret på den kunstige ø Samosir i midten af søen, der er verdens største vulkanske kratersø, der blev dannet ved et udbrud for 74.000 år siden. Tabo Cottages gør meget ud af at samarbejde med lokalområdet og har ligget på stedet i over 20 år, drevet af den samme tyske ejer. Her kan man både hoppe i swimmingpoolen og søen, hvis det frister med en rigtig sødukkert.

Næste stop på rundrejsen er Bukittingi, en by i 900 meters højde. Byen er omgivet af høje vulkaner og dybe kløfter, og fra mit værelse på hotellet Hills, der ligger med udsigt over hele byen, kan jeg til venstre se Merapi på 2.891 meter og til højre Singgalang på 2.877 meter. De ser meget faretruende ud, som de nærmest skråner ind over byens huse med de bøffelhornsformede tage.

De godt 100.000 indbyggere betyder, at der er liv i bjergbyen, uden at den er trængt og overfyldt, og klimaet er ganske behageligt det meste af tiden.

Jeg bevæger mig til udkigspunktet på kanten af byen, hvor man kan kigge ud over den store kløft, der omringer byen. Hundrede meter høje klipper rejser sig majestætisk, mens en doven abe ved udkigspunktet ikke lader sig imponere af udsigten.

Byens marked Pas Atas er et virvar af smage, dufte og farver, og her kan du købe alt, du kan forestille dig.

»Hvis man kunne skille biler ad og sælge dem som samlesæt, ville man gøre det her,« siger vores guide.

I nærheden ligger det gamle hollandske fort, Fort de Kock. Det blev brugt under Padri-krigene i 1800-tallet, hvor hollænderne hjalp det lokale Minangkabau-folk ’Atas’ med at besejre Padrierne, som ville påtvinge de lokale folk streng, islamisk lov. Sejren til Minangkabau-folket betød også en slags reformation af islam, som gjorde, at de lokale stadig i dag blander gammeldags matriarkalsk kultur med islam. Det ses blandt andet ved, at de oprindelige huse, hvor taget forestiller hornene fra vandbøfler, går i arv til døtre, ikke sønner. Og den ældste kvinde i familien er stadig det traditionelle overhoved hos Minang-folket.

Et af de største slotte fra matriarkernes storhedstid findes i Batusangkar, som vi besøger, netop mens regntiden, for en sjælden gangs skyld, viser sit sande ansigt og velsigner gaderne med et 15 centimeters lag af vand, man må træde igennem. Efter en time er regnen allerede stoppet, og solen varmer hurtigt de gamle kongers genopbyggede 1600-talspalads op.

Derefter kører vi mod syd, hvor vi besøger guldgravere, koranskoler og en kaffeproducent, der byder på førsteklasses Sumatra-kaffe med udsigt ud over de grønne kaffemarker, inden vi sent om eftermiddagen ankommer til byen Padang – hovedstad for Sydsumatra. Indbyggertallet er lige omkring en million, og byen er især kendt for sin mad. En af hofretterne er Rendang, som er langtidsstegt oksekød i karrysovs. Jeg spiser mig mæt, læner mig tilbage og nyder synet fra restauranten ud over det Indiske Ocean.

Sumatra er noget af en mundfuld.

Berlingske var inviteret af Asiatours.dk

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.