Guide til hyggelige Lübeck

Kun 80 km syd for den danske grænse ligger en af Tysklands mest kendte indkøbsbyer. Lübeck er mest kendt for sit store julemarked, men er også perfekt til en lille efterårsferietur.

 

Ingen lange køer, intet sikkerhedstjek. Der er masser af benplads og brede vinduer til at nyde udsigten. Vi har sat os til rette i et strømlinet tysk ICE-tog, der kører direkte fra Københavns Hovedbanegård til Hamborg og Berlin via Lübeck.

Læs også: Guide: Drop de klassiske storbyer

Toget kører 250 km i timen i Tyskland, men kun 160 i Danmark. Det ligner det danske IC4-tog. Et tog, jeg har hørt om, men endnu kun set på billeder.

Efter et benstræk på Scandlines-færgen går vi om bord igen for at lande i centrum af Lübeck fire timer efter afgangen fra København.

Fra banegården er er kun få hundrede meter forbi den kendte dobbelttårnede byport Holstentor fra 1478 til den gamle bydel Altstadt, hvor vi har booket et værelse på Hotel Jensen. Et nydeligt hotel med en meget venlig, hjemlig atmosfære lige ned til floden Trave. 

Blomster og vasketøj
Jo da, jeg har været i Lübeck før. Det var noget med et hyggeligt julemarked. For længe siden. Som så mange andre har minder om. 

Nu er det en behagelig efterårsdag, så vi går en tur langs Trave. Der er pænt besøgt på restauranterne langs floden. Ud for dem tilbyder et par bådfirmaer en times sejltur rundt om den gamle bydel. 

Efter restauranterne kommer en lang række charmerende bindingsværkshuse. En lille butique med hattedesign falder i øjnene ved siden af en lav indgang til en hyggelig gård med blomster og vasketøj.

Vi strejfer lidt rundt og havner på Rådhuspladsen med torvedag. Boderne bugner af lækre fødevarer, bla. pølser, der ikke må indeholde så mange tilsætningsstoffer som i Danmark. Fra torvet udgår et net af gågader.

Indkøb og marcipan
De hotteste og mest kendte indkøbssteder ligger som perler på en snor i centrum af Lübecks gågader. Det er stormagasinerne Karstadt, TK Maxx, Peek & Cloppenburg og forretningsarkaden König Passage.

Udvalget er stort og priserne ligger pænt under det danske. Jeg blev overrasket over det store udvalg af herretøj i Peek & Cloppenburg.

Vi kiggede også lige indenfor i et par historiske forretninger som det gamle Löwe-apotek med alskens sundhedsprodukter, og den berømte Lübecker marcipan-producent Niederegger på hovedgaden Breite Strasse. 

Her anvender man kun 100 pct. mandler og intet sukker. Det fælles krav for marcipanen i Lübeck er ellers mindst 70 pct. mandler og højest 30 pct. sukker. Jeg huskede marcipanen som meget sød, men den fås altså også i en mindre sød udgave.

Som en væsentlig by i rækken af Hansestæder omkring Østersøen er den gamle bydel præget af store købmandshuse. Salt fra Europas største saltmine i Lüneburg syd for Lübeck udgjorde den væsentligste del af byens velstand.

Skibe sejlede ud med salt til blandt andre Danmark og Frankrig. De vendte så hjem med saltsild og rødvin i lasten. 

Lübeck er stadig kendt for sin franske Bordeaux-rødvin, der efter lagring i Lübecks kældre bliver til den specielle Lübecker Rotspon.

Det var endda Napoleons franske officerer, der under besættelsen af Lübeck i begyndelsen af 1800-tallet fremhævede den tyske udgave af deres vin.

Labskovs og idyl
Rent gastronomisk er Lübeck ikke et sted, der vælter sig i Michelin-stjerner. Til gengæld er det sjovt at smage nye udgaver af kendte retter som Wienerschnitzel, skipper labskov og frikadeller. 

Og så skal vi ikke glemme den velskænkede tyske fadøl. Den er en obligatorisk følgesvend. Vær dog forberedt på, at det tager lidt tid at skænke den smagfulde fadøl med flot skum.

Efter kun et kort ophold kan vi anbefale et par spisesteder som restaurant Yachtzimmer på Hotel Jensen og Schiffergesellschaft længere mod nord i Altstadt.

Schiffergesellschaft rummer nogle hyggelige historiske lokaler med skibsmodeller under loftet og ædelt træ overalt. Stedets historie strækker sig helt tilbage til midten af 1500-tallet, hvor skipperne udgjorde byens elite.

Gaden Engelsgrube fører langs Schiffergesellschaft mod vandet. På begge sider af gaden er der små huller i husfacaderne. De fører ind til herlige labyrinter af smalle stræder mellem bindingsværkshuse og grønne oaser.

Lübeck er et rejsemål, der går lige ind på lystavlen. Der er en hyggelig gammel bydel, folk er venlige og der er masser af muligheder for pitstop og shopping.

5 ting I skal opleve i Lübeck

Tårnet i St. Petri
Udsigten fra tårnet på St. Petri-kirken i centrum er fremragende. Samtidig giver platformen i 50 meters højde et godt overblik over den herlige gamle hansestad med over 200.000 indbyggere. Der er endda elevator derop. Kirken, der først var genopbygget i 1980erne, fungerer i dag som udstillingsbygning.
Havnerundtur
Rundturene med båd giver et godt indtryk af den gamle hansestad med adgang til Østersøen. I vil se den aktive havn med store moderne skibe i silhuet med byens mange kirketårne og sejle ind i snævre farvande, hvor lystbådene ligger fortøjet for enden af  private haver.
Baggårdene
Snup et godt bykort og gå på strejftog i de romantiske baggårde. Udefra ser de ikke ud af meget. Kun en snæver gang i husmuren. Men mange af dem afslører sig som små idylliske perler med lave bindingsværkshuse, borde og bænke og finurlige blomsterarrangementer. Der er flest baggårde langs gaden Engelsgrube.

Døden fra Lübeck

Udtrykket stammer fra et 30 meter langt vægmaleri i Marienkirche af Bernt Notke. Billedet fra 1400-tallet forestillede døden i kædedans med alle typer mennesker, fra paven til den almindelige arbejder. »I døden er vi alle lige« kunne være overskriften for denne dødedans. Den hedder da også Totentanz i Tyskland
Det oprindelige maleri blev erstattet af en kopi i 1700-tallet. Hele Marienkirche blev dog sammen med en 1/5 af den gamle indre bydel så godt som jævnet med jorden under et allieret bombeangreb i 1942. I 1959 var kirken genrejst, og i 2 af vinduerne er indsat klip i farvemosaik fra det lange vægmaleri.
Dukketeatermuseet
Theaterfigurenmuseum nær St. Petri-kirken giver et uventet og farverigt indblik i, hvordan dukketeatret har udviklet sig i mange egne af verden. De mange hundrede udtryksfulde dukker fordelt over 4 etager sætter nemt fantasien i gang. Man får simpelthen lyst til at have sit eget gående skulder-teater. Museet har en fin lille butik.

Læs også: 5 x kultur i Hamborg

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.