Guide: Det græske ø-paradis

De Ioniske Øer ligger som en frodig perlerække ud for Grækenlands vestkyst. De begynder med Zakynthos i syd og slutter med Korfu nær den italienske støvlehæl

Kønne Agios Nikitas på Lefkas.
Kønne Agios Nikitas på Lefkas.

Det internationale jetset har holdt til på De Ioniske Øer lige siden turismens barndom, der strækker sig helt tilbage til dengang, hvor den eventyrlystne sagnkonge Odysseus fra øen Ithaka tog på verdenshistoriens mest berømte græske ø-hop.

Langt senere købte milliardæren Onassis den lille ø Scorpios ud for Lefkas og brugte øen som den romantiske kulisse, da han blev gift med den amerikanske præsidentenke Jaqueline Kennedy.

I vor tid mødes det internationale jetset i Fiskardo på det nordlige Kefalonia eller måske i de lækre fiskerestauranter i lille Agni på Korfu.

Lufthavnen i Prevesa på fastlandet er for mange danskere den første kontakt med den del af Grækenland, der ligger tættest på Italien. Kysten herfra og op mod grænsen til Albanien og videre langs Adriaterhavet er præget af frodig skærgård med mange charmerende byer og badebugter.

Vi tager her fire rejsemål på stribe fra øen Lefkas i syd over Parga og Sivota på fastlandet for at slutte på Korfu.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Lefkas - Milliardærdøtrenes ø
Lefkas er forbundet med det græske fastland via en svingbar pontonbro. Af samme årsag er der ikke væsentlige færgeruter til øen.

Efter mange strejfture langs kystens smukke bugter og ind over højlandet midt på øen er dommen ganske enkel: Lefkas er en dejligt varieret ø med skjulte bade- og sejlerbugter og åbne caribiske strande på vindsiden.

Turismen er især koncentreret i kystbyen Nidri. Ud for byens stille småstensstrande ligger frodige øer med hvide sejlbåde i forgrunden.

En af øerne er Scorpios, kendt som milliardæren Onassis’ ø. Her ligger han begravet med sine to børn.

Ind til sidste sommer var den ejet af hans barnebarn Athena Onassis Roussel. Den 28-årige Athena har dog solgt øen til en anden milliardærdatter, russiske Ekaterina Rybolovleva på 24. Hendes far skulle have givet omkring 900 mio. kroner for Scorpios, naboøen Sparti og et bjerg på en tredie ø, der også ejedes af Onassis.

Begge unge kvinder er iøvrigt glimrende dressurryttere. Vi får se, om det bliver muligt at besøge det ellers lukkede Scorpios her i 2014.

Tips
- Prøv en tur på havet. Man kan nå syv øer på en enkelt dagtur. Men brug turen som en appetitvækker. Øen Kefalonia er røget af charterbureauernes programmer, men turbåden lægger til i den meget charmerende pastelfarvede in-by Fiskardo. Der gøres også stop på Odysseus’ ø Ithaka.

- Tag en tur op i de små og større bjerglandsbyer. De ligger i frodige landskaber og oser af afslappet lokalmiljø. Byen Karia i femhundrede meters højde er den største af dem med et fint torv under store platantræer, et folklore-museum og gode busforbindelser til hovedbyen Lefkada.

Amfiteatet Parga
Parga ligger et stykke nord for lufthavnen i Prevesa. Hele byen former sig som et amfiteater ned mod havet og havnepromenaden med en glimrende bystrand.

Mod nord vokser byen op mod den gamle venetianske borg. Heroppe er der en egen lokal atmosfære med udsigt ned over den store sandstrand Valtos.

Det er også heroppe, familien Tsovilis har deres hyggelige Sakis taverna. Når turisterne er rejst, plukker de oliven fra deres meget store oliventræer. De skæres ikke ned som mange andre steder i Grækenland.

Når olivenhøsten så er i hus, bliver der brygget lidt Ouzo til sommerens gæster.

Tips
- Tag en tur ned til byen Ammoudia syd for Parga. Ved siden af den dejligste sandstrand munder floden Acheron ud i havet. Floden var en af flere, der ifølge den græske mytologi løb ned i dødsriget Hades. I dag er her et stilfærdigt liv med fiskere og et par glimrende fiskerestauranter.

- For den historisk interesserede er der ikke langt til klostrene højt oppe på Meteoras stenfingre eller ruinbyer som Elea på et stort plateau med udsigt over en frodig dal.

Sejlerbyen Sivota
Sivota er et nyt charterrejsemål længere oppe ad den græske vestkyst.

Der er næsten ikke noget natteliv, men en livlig havn med mange anløb af sejlbåde. Det kan være ganske underholdende at se de mange nybegyndere fjolle rundt med sejl og tovværk. Betragtet i en sikker afstand fra de hyggelige taverner på promenaden.

Der er et utal af typiske græske strande omkring Sivota. Strande, hvor det er en god idé at have badesko på. Den mest børnevenlige sandstrand i nærheden hedder Zevi. De er alle omgivet af frodig skov med udsigt til ubeboede småøer eller andre badebugter. Vandet er krystalklart.

Tips
- Det er en rigtig god idé at leje en lille motorbåd og tage på opdagelse langs bugter og småøer. I kan få en strand for jer selv eller lægge til ved en taverne. En halv dag koster lidt over 200 kr, plus benzin.

- Skulle I ikke have mod på at leje en båd, kan I tage med livlige kaptajn Costas på en orienteringstur. Der vanker måske en lille tår hjemmebrygget vin. Men husk at behandle ham med venlig opmærksomhed, så liver han gevaldigt op.

Korfu - Italien uden for Italien
Det indre af Kerkyra, Korfu by, er i dag fredet. Fredningen er afgrænset af to kæmpemæssige venetianske fæstninger. Fæstninger der formåede at holde tyrkerne på afstand. Her er snævre stræder, mange caféer, og charmerende pladser med bourganvilla og jacaranda i pangfarver.

Stilen og arkitekturen i byen bære helt klart præg af italienerne.

Vi tog en herlig bustur med lokalbussen hen over den nordlige del af øen til badebyen Sidari helt mod nord. Turen gik gennem landsbyer med lyssignaler, hvor kun en bil ad gangen kunne passere. Vi blev også overbevist om, at Korfu har omkring tre millioner oliventræer. Der var grønt og frodigt overalt.

Fra Sidari er der næsten lige langt til de kønneste badebyer mod henholdsvis nordøst og nordvest. Vejene går sine steder højt oppe ad bjergsiderne med åndeløse kig ned mod havet.

Tip
- Trænger I til en stille kaffe eller drink med udsigt, kan Faliraki nær havnen i Korfu by anbefales. Fra kanten af havet er der en fin udsigt til den største borg og færdslen af færger, fiskerbåde, lystsejlere og krydstogtsskibe.

- Vi kan anbefale et besøg i den kendte badeby Palaiokastritsa for foden af stejle bjerge med mange grotter og småstrande.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.