Guide: 3 steder du kan mærke krigen

Rejselivs skribent, der er tidligere linjeofficer, havde svært ved at holde tårerne tilbage under sit besøg ved Første Verdenskrigs slagmarker i Flandern.

Kirkegård i Flandern fra Første Verdenskrig,
Kirkegård i Flandern fra Første Verdenskrig,

»Hvorfor var der ikke nogen, der stoppede de meningsløse myrderier?« spurgte min hustru.

Hun var stærkt grebet af det, hun så på In Flanders Fields-museet i Ypres i Belgien.

Det letteste ville have været at svare, at det var, fordi generalerne (og politikerne) var stupide og – koste hvad det ville – ønskede at erobre land. Det ville heller ikke være helt forkert, men det er ikke hele forklaringen.

Forklaringen var i lige så høj grad, at skyttegravskrigen 1914-1918 med de vanvittige tab af menneskeliv var et resultat af, at den herskende militærdoktrin var blevet overhalet af teknologien.

Krigsførelse drejer sig grundlæggende om mobilitet og våbenvirkning – idag kalder man det »ild og bevægelse«: Altså evnen til at bringe sine våben derhen, hvor de vil have den største (ødelæggende) virkning på ens fjende. Man skal med sine våben ramme sin fjende, og man skal med bevægelsen nå fjenden eller undgå virkningen af fjendens våben.

I 1914 herskede stadig resterne af »mass charge«-doktrinen, hvor enten kavalleri eller infanteri (eller begge i forening) angreb fjenden over en bred front i »fair og åben nærkamp«.

Men den våbenteknologi, der nu var med forsvarere i nedgravede befæstningsværker med for eksempel maskingeværer, gjorde de angribende i til »sitting ducks«. Ligeledes var præcisionen i artilleriets beskydning voldsomt forbedret.

Den ubalance, der var mellem doktrin og teknologi, gjorde, at den forsvarende part havde så store fordele, at det først meget sent i krigen blev muligt for Storbritannien, Frankrig, USA med flere at gennembryde fjendens linier og fremtvinge en våbenhvile.

2014 er 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse, og det var grunden til, at jeg – en grådlabil midaldrende tidligere linjeofficer – sammen med ligesindede venner befandt mig i Flandern og Nordfrankrig, hvor nogle af de største og blodigste slag fandt sted.

Vi koncentrerede vores besøg om netop Ypres, hvor man på et relativt lille område kan få indblik i krigen og dens rædsler.

Ypres var centrum for tre slag under Første Verdenskrig i henholdsvis 1914, 1915 og 1917. Alene det tredje slag ved Ypres (dette slag går også under navnet »Passchendaele«, selv om Passchendaele kun var én kamphandling blandt mange i slaget) varede fra 31. juli til 10. november 1917 med (konservativt) anslåede tab på 571.000 soldater – unge mænd mellem 18 og 25 år.

Langt de fleste var menige soldater. Forholdsvis få officerer døde, og stort set ingen med grad over kaptajn.

Det var iøvrigt ved det første slag, som løb henover julen i 1914, at soldater på begge sider juleaften forlod skyttegravene og mødtes i Ingenmandsland og ønskede hinanden glædelig jul og sang julesalmer sammen. En aktivitet, som faldt de respektive overkommandoer voldsomt for brystet, og som herefter blev strengt forbudt: Ingen fraternisering med fjenden.

Det er jo også svært at slå nogen ihjel, man netop har hygget sig med.

For lige at sætte dødsatallet ved det tredje slag i perspektiv: 5.500 soldater mistede livet hver dag i området omkring den lille by Ypres. En mindre dansk by som Hadsund har knapt 5.500 indbyggere – unge som gamle.

Når man tager rundt i området, hvor der alle steder er skilte, som viser til steder med relation til Første Verdenskrig, er det svært at forstå, at den natur, som nu fremstår ualmindeligt smuk, grøn og let bølgende med pæne huse og byer, velplejede kirkegårde og mindesmærker, har lagt grund til så store rædsler.

Men sådan så der ikke ud dengang. Stort set al vegetation var slået ihjel. Der var ingen græs, der var ingen træer, der var den bare brune jord, med kratere efter granater, pigtråd og store skyttegravsanlæg. Det er svært at forestille sig, hvor trøstesløst, det måtte have været.

Og lugten... den må have været forfærdelig. En stor mængde lig – soldater faldet i Ingenmandsland – blev aldrig bjærget og lå og rådnede.

Måske havde jeg qua min officersbaggrund lettere ved at forstille mig, hvor forfærdeligt, det måtte have været. Men det gjorde også, at min øjne aldrig blev rigtig tørre, og klumpen i halsen ville ikke forsvinde.

Det bør man se

Når man er i området omkring Ypres, er der nogle ting, man bør se. Det ovenfor nævnte In Flanders Fields museum er én. Men man skal nok ikke tage alt for små børn med ind, da der ikke er gjort noget for at skjule rædslerne. Det meste kan alle med fordel se, men der findes billeder, som er meget ubehagelige.

1. Menin Gate
Menin Gate (eller MenenPoort) i Ypres er monument for de Commonwealth-soldater, som faldt omkring Ypres, men som ikke kunne identificeres. Deres navne – 54.896 ialt – er skrevet i den port, som udgør monumentet.

Fra tid til anden er der et navn, der bliver slettet, da man stadig finder menneskerester i området i forbindelse med udgravninger til byggeri og veje. Og såfremt disse kan identificeres, begraves de på ny, og så er de ikke længere »..denied the known and honoured burial given to their comrades in death«, som det står på Menin Gate.

Hver aften kl. 20 blæser brandmændene i Ypres »Last Post« og »Retræte« til ære for de faldne. Det har de gjort hver eneste dag siden 1927, kun afbrudt under Anden Verdenskrig, da Ypres var besat af tyskerne. Men den dag, Menin Gate blev befriet, blev der igen blæst, selv om kampene fortsat rasede i og omkring Ypres. Hver aften kommer der adskillige hundrede tilskuere til den højtidelige og gribende ceremoni, hvor der også hver aften er kransenedlæggelse.

2. Carriére Wellington
Der blev under den store krig udfoldet stor kreativitet for at komme ud af den statiske krigsførelse. Et eksempel kan man se i Carriére Wellington i Arras på den anden side af grænsen til Frankrig.

Slaget i Arras indgik i en storstilet offensiv, som i 1917 skulle afslutte krigen på 48 timer, hvilket selv kun overfladisk historiekyndige kan gennemskue ikke skete.

For at komme så tæt på tyskerne som muligt besluttede de engelske styrker, som holdt Arras, at inddrage kalkminerne under byen, idet disse gik under Ingenmandsland og endte tæt på de tyske styrkers skyttegravsanlæg.

Planen var at klargøre kalkminerne, så soldaterne kunne dukke op i selve de tyske anlæg ved, at man umiddelbart før angrebet sprængte den sidste halve meter jord væk, og så.... »charge«!

500 minearbejdere blev indforskrevet fra New Zealand til at gennemføre de meget farlige udgravninger – 41 af dem døde og flere end 150 blev skadet under udgravningerne.

Otte dage før slaget gik 24.000 soldater ned i minerne og opholdt sig dér under kummerlige forhold indtil angrebet. Kalkminerne havde dårlig luft, pladsen var ekstremt trang, vandet sivede ned, og de sanitære forhold med åbne latriner placeret i hulerne må have været tæt på ubeskrivelige.

3. Kirkegårde – og chokolade
Hvis man er historisk interesseret, er der rigtig meget, man kan se i Flandern fra Første Verdenskrig, og herunder også de mange kirkegårde.

Nogle vil finde dem smukke, andre vil ikke, men de viser, at der rent faktisk var mennesker, der døde i krigen, nu hvor de fleste spor er slettet. Der er kolossale mængder af kors på de mange kirkegårde, og det selv om de tyske soldater er begravet fire under hvert kors på mange af deres kirkegårde.

Der er imidlertid grænser for, hvor mange krigsrædsler man kan udholde, så et godt råd er, at man ikke skal se for meget krig hver dag.

Flandern er meget andet end Første Verdenskrig, eksempelvis de historiske flamske byer Gent, Antwerpen og i særdeleshed Brügge med kunstværker, chokolade og kniplinger.

Og det skal man også huske at nyde, når man er der.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.