Forført af det ægte Cuba

Den caribiske østat oplever et turistboom, fordi mange er nysgerrige efter at se landet, inden det – måske – forandrer sig efter Fidel Castros død. Der er stor forskel på Havana og provinsen, så det mest originale indtryk får man ved at tage en cocktail af storby, landidyl og kolonicharme.

Der er meget få biler i Trinidads gamle bydel. Man færdes til fods, til hest eller på cykel. Og så ordner man tingene i det tempo, som man har lyst til.
Der er meget få biler i Trinidads gamle bydel. Man færdes til fods, til hest eller på cykel. Og så ordner man tingene i det tempo, som man har lyst til.

Udsigten fra klokketårnet i museet for de kontrarevolutionære bliver ikke mere postkortperfekt med bjergene Sierra Escambray i horisonten. Allerede ved første stop på det flade tag kan vi også kigge ud over de lave huse i byen Trinidad i det centrale Cuba og føle, at vi befinder os i en farverig kulisse, mens hestevogne og soloryttere langsomt bevæger sig rundt i de brostensbelagte gader. Da vi kommer helt op ad den smalle trappe og kigger ud gennem glug-hullerne, så udsigten bliver indrammet som et nostalgisk fotografi, er vi tæt på at kåre byen som den største oplevelse på turen.

Vi er taget på rundrejse i Cuba på egen hånd. Dels for at kunne være os selv og improvisere undervejs, dels for at komme så tæt på befolkningen som muligt, i håb om at finde det ægte Cuba. Da vi er klatret ned fra klokketårnet og vil gøre en slags status på de ti dage, som har været passende længde til at få et førstehåndsindtryk af, hvor forskellig landet kan være, trænger Trinidad sig på som en etter. Men hvad så med Viñales og ikke mindst hovedstaden Havana…?

Romantisk nostalgi

Det er nemt at blive forført af Cuba. Ikke kun på grund af solen, rommen og musikken. Det er hele stemningen af en svunden tid, og her – nogenlunde midt i landet på den sydvendte kyst – ligger Trinidad som et stærkt vidnesbyrd. Byen gik økonomisk i stå ved uafhængigheden i 1902 fra de spanske erobrere og kom ikke rigtig i gang igen med Castro-revolutionen i 1959.

Læs mere: Charme og varme i gæstfrie Algeriet

Læs mere: På eventyr ved Phuket

Det er til gengæld blevet Trinidads redning. For manglen på kapital til at udvikle den og bygge nyt i næsten hundrede år har givet den unik status som en af Latinamerikas bedst bevarede koloni-byer, og da UNESCO erklærede den som verdensarv i 1988, besluttede den cubanske regering at frede Trinidad for den samme modernisering, som er overgået Havana uden for centrum.

El Morro-fæstningen i Havana er det ældste bygningsværk fra 1500-tallet, som kan ses overalt i byen, også her fra Malecon, den 8 km lange promenade ud til Florida-strædet.
El Morro-fæstningen i Havana er det ældste bygningsværk fra 1500-tallet, som kan ses overalt i byen, også her fra Malecon, den 8 km lange promenade ud til Florida-strædet.

Derfor lever byen op til alle vores forestillinger om det gamle, romantisk-nostalgiske Cuba. Også fordi den virker velhavende i modsætning til mange andre steder i det nedslidte, socialistiske samfund. De nuværende indbyggere forvalter arven efter driftige plantageejere, bankmænd og handelsfolk, som siden byens grundlæggelse i 1514 af den spanske conquistador Diego Velasquez, investerede deres formuer, især tjent på sukkerørsindustrien, i imponerende palæer og byhuse. Udadtil virker de ikke særligt prangende, men indendørs ikke har de sparet på noget.

Herskabeligt logi

Alt denne koloni-pragt oplever vi på vores bed and breakfast, eller casa particular, som det hedder på spansk.

Mere end 300 lokale husejere har de sidste 20 år åbnet deres hjem for turister, og er man heldig, kan man ligesom os komme til at bo herskabeligt og stilrent i et meget velholdt hus fra 1882, som er gået i arv gennem fire generationer.

Det er lige så smukt, når vi besøger de private restauranter, paladars, der også er som at træde ind i en fremmed spisestue med lysekroner under de høje udskårne trælofter, antikke møbler og spejle, broderede duge med fint, gammelt service.

Læs mere: 5 sansefulde byer på Italiens hælespids

Læs mere: Kunst og konger i vinterferien

Og det er ikke det eneste af de karakteristiske byhuse, som har fået nyt liv i turismens tjeneste.

Omkring det naturlige centrum, Plaza Mayor, hvor de lokale også mødes efter kirkegang i Iglesia Parroquial Mayor med de fire sideskibe, eller blot for at nyde den svalende skygge fra torvets palmetræer, ligger flere museer indrettet i store og små palæer, bl.a. Det Romantiske Museum, som huser en udstilling med genstande fra overklassens Cuba, og Det Byhistoriske Museum, som fortæller om byens rolle under slaveriet, sukkerets betydning og byens deltagelse i kampen for selvstændighed.

Taxa gennem historien

Egentlig er vi glade for at have fundet denne perle til sidst, for den bliver sammen med rundrejsens øvrige oplevelser nordpå i Viñales og Havana en fin kontrast til at give et facetteret billede af Cuba som andet end det mere kosmopolitiske liv i hovedstaden. Men det er Havana, vi lander og slutter i, og den har sin egen charme, som ikke vil gøre turen fuldendt, hvis vi sprang let henover.

Den minder meget om Barcelona ved første øjekast. Ligesom sin spanske lillebror afspejler den også byens og landets omskiftelige historie gennem sine kvarterer, fra Havanas storhedstid som driftig havneby til den post-revolutionære kamp for at klare sig udelukkende med kammeratlig hjælp fra ligesindede stater.

Trinidad bruges tit som kulisse til optagelser om kolonitiden.
Trinidad bruges tit som kulisse til optagelser om kolonitiden.

Vi bruger de første dage til at få styr på historien gennem seværdighederne. Vi kunne have booket et af de populære åbne dollargrin med engelsktalende guide ved rattet, men det er lidt for turistet til os med stråhat og høj cigarføring, så vi foretrækker den mere folkelige transport til fods og med taxa i mere udrangerede amerikanerbiler fra 1940erne og 50erne.

Hverdag i Havana

Vi bliver bragt tilbage til den spanske erobring i 1500-tallet på El Morro-fæstningen, der både står som monument og museum med genstande fra pirattiden, og tager et tigerspring frem i tiden på Museo de la Revolución, der dokumenterer Che Guevaras og brødrene Castros ankomst til Cuba fra Mexico i 1956 for at gennemføre revolutionen tre år senere.

Læs mere: Dansk turisme sætter ny rekord

Læs mere: Kamp om verdens længste flyrute

Ellers er det hverdagens folkelighed i de smalle gader i Vieja og Centro-kvartererne, som giver det bedste indtryk af et caribisk samfund i forandring. På den ene side har det stået stille i smukt forfald, og på den anden side prøver det at renovere og tilpasse sig de moderne tider.

Livsglæden er trods de langsomme fremskridt smittende, hvor vi end kommer, men da vi spørger, hvordan de tror, fremtiden bliver, efter Fidel Castros død i november sidste år, trækker de fleste på skuldrene og vil helst ikke svare direkte. Men bror Raúl Castros gradvise tilladelse til privatisering får flere af de yngre cubanere til at springe fra borgerlønnen på 120 kr. om måneden til et mere lukrativt, selvstændigt arbejde inden for turistbranchen.

Grønt slowlife

Der er langt fra Havana til Viñales. Ikke i kilometer, mens den komfortable, moderne Viazul-bus kører nordpå til Cubas spisekammer på knapt tre timer inklusive pit-stop på en fin rasteplads. Men i livsstil. Heroppe passer man sit i et landsby-agtigt fællesskab, som man har gjort det, siden byen blev grundlagt i 1870erne.

Piña colada to-go med helt friske frugter er helt almindeligt.
Piña colada to-go med helt friske frugter er helt almindeligt.

Når Viñales overhovedet er med på vores rejserute, er det fordi, den lille by har det modsatte af, hvad andre destinationer i Cuba er kendt for. Dens beliggenhed i en frodig dal for enden af den snoede vej fra hovedbyen Pinar del Rio, omkranset af Sierra los Organos-bjergene, og fuld af aktive landbrug, hvor man stadig arbejder som i gamle dage med oksekærrer og hestevogne, gav den verdensarv-status i 1999.

Læs mere: Skærmene fjernes fra ryglænet

Det har givet dem en lind strøm af grøn turisme, som vil opleve kombinationen af naturrigdom og originalitet, og det er også ret fantastisk at opleve dette slowlife med udsigt til de sjældne, firkantede mogotes-klipper, som ellers kun findes i Sydøstasien.

Dragende natur

Hele regionen regnes for Cubas mest frugtbare, det er her, de bedste frugter og grøntsager samt cigarer kommer fra som forsyning til resten af landet. Vi hyrer en lokal taxa til at køre rundt til de kulinariske seværdigheder, fra øko-gården Casa de Confienza til en af de mange tobaksfarme, hvor vi ser en cigar blive rullet i løbet af nul-komma-fem indendørs i de karakteristiske tørrehuse.

Selv herude er der også vidnesbyrd om landets omvekslende historie, for netop den øde beliggenhed har været godt skjulested for både erobrere og forfulgte gennem tiden. Vi stopper ved drypstenshulerne Cueva del Indio, der er opkaldt efter lokale indianere, som gemte sig her, da de spanske erobrere nåede vestpå i 1500-tallet. Nu om dage er de åbne for besøgende, så man kan gå og sejle forbi stalakitterne.

En god halv times kørsel herfra ligger hulerne Los Portales, hvor den med-revolutionære Che Guevara opholdt sig i sikkert skjul under missil-krisen med USA i 1962, og der er gemt nogle af hans ejendele fra dengang, som man kan se. På samme tidspunkt havde FideI Castro besøgt ham herude, og han blev så begejstret for naturen, at han fik en kunstner til at male det gigantiske Mural de la Prehistoria, som på hulemaler-vis forestiller menneskets udvikling i meget stærke farver.

Våd afslutning

Efter sådan en rundtur anbefaler de fleste rejsebureauer nogle dages afslapning ved badestrandene i Varadero eller Jibacoa tæt på Havana til at samle indtrykkene.

Ingen af vores destinationer lå lige ud til vandet, og selv om vi tog lokalbussen ud til Playa Acón 13 km væk fra Trinidad og fik opfyldt alle fantasier om en Bounty-strand, savner vi mere af den slags, da Viazul-bussen for vores vedkommende gør holdt i Havana for sidste gang.

Alternativet er dagsture fra hovedstaden til strandene Playas del Este otte km øst for byen med særbussen T3, så vi om aftenen også lige kan nå at gå i Hemingways fodspor til de barer i Vieja, hvor han fra 1930erne angiveligt var med til at gøre mojito og daiquiri berømte. Og det er også en vigtig del i opdagelsen af det historiske Cuba.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.