Filippinerne: Øhop og skjulte strande i El Nido

Det er ikke tilfældigt, at forfatteren til The Beach, Alex Garland, fik sin inspiration fra El Nido i Filippinerne. Her kan man hoppe fra ø til ø med dramatiske klipper, smaragdgrønt vand, farverige koraller og uspolerede palmestrande.

»Denne vej,« siger Romer.

Vi er ikke helt sikre på, hvad vores filippinske guide med det ungdommelige ansigt og runde mave mener med ’denne vej’, som han ligger der og plasker i det dybblå vand.

Det kan umuligt være det lille hul i klippvæggen lige over vandoverfladen, kan det?

Vi tager snorkelmasken på og opdager, at der rent faktisk er en smal klippesprække under vandet, som vi kan svømme igennem.

Da vi igen stikker hovedet op af vandet, befinder vi os i en anden verden. Det er, som vi er trådt ind i en gotisk balsal, hvor væggene består af mørke klipper, der lodret rejser sig 50 meter over os til alle sider, og scenekanten består af en lille klat gyldent sand i den ene ende.

»Det var den her skjulte strand, der inspirerede forfatteren til ’The Beach’,« siger Romer.

For en stund ved ingen, hvad de skal gøre med balsalen, men står blot og er ved at vride nakken ad led, som om de ikke tror på, at stedet er virkeligt. Lige nu er det eneste rigtige, man kan gøre i denne verden, at sidde på en strand med fødderne i vandet og måbe over naturen.

Den hemmelige strand, som de lokale ganske rammende kalder »Secret beach«, omend det navn må siges at være en selvmodsigelse af dimensioner – dusinvis af bådture sender folk gennem sprækken i klippevæggen hver dag – er blot et af de første stop på vores øhop her i El Nido, en lille flække på nordspidsen af øen Palawan i Filippinerne.

Og i løbet af de næste par dage finder vi ud af, at »Secret Beach« langt fra er den eneste uforlignelige »hemmelighed«, som El Nido har tænkt sig at lokke os med.

Turistfrit ø-paradis
Når man første gang kaster blikket over El Nido – de gyldne sandstrande, den frodige jungle og de dramatiske klippeøer, der rejser sig abrupt fra det smaragd-grønne vand – bliver man forbløffet over, at stedet ikke er overrendt af turister.

For mens børnefamilier og backpackere flokkes til andre lande i Sydøstasien som Thailand, Laos og Vietnam, så har Filippinerne formået at holde sig under radaren. Hvor Thailand i 2012 havde flere end 22 millioner besøgende, så håbede Filippinerne på for første gang at runde fem millioner turister i 2013.

En del af forklaringen er, at landet har ry for at være et farligt sted at rejse, men det spiller også ind, at infrastrukturen på ingen måde er gearet til masseturisme.

Det er stadig en dagsrejse at komme til El Nido med fly fra hovedstaden Manila og så en seks timer lang bumlende bustur fra hovedbyen Puerto Princesa ad en kun delvist asfalteret vej, hvor chaufføren konstant må dytte for at holde okser, skolebørn og herreløse hunde af banen. Men det er også en del af tiltrækningen – man har følelsen af at have fundet en uopdaget perle, fem minutter inden storturismen gør sit indtog.

Selve El Nido by er ikke nogen fryd for øjet – der er affald i gaderne, ramponerede blikhuse og larmende motorcykler – men stedet er ikke uden en vis charme. Der hersker en afslappet, næsten backpacker-agtig, stemning, og her er ingen hotelkæder, ingen skyskrabere, ingen blinkende neonskilte, ingen McDonald’s, KFC eller andre fastfoodkæder.

Måske er det mest sigende, at der hver dag slukkes for strømmen fra kl. 06 til kl. 14, og der ingen hæveautomater er i hele byen, så man skal have rigeligt med kontanter med sig (skønt nogle restauranter, hoteller og turarrangører tager kreditkort, er det langt fra alle).

Til gengæld mærker man de lokales venlige sind, når de lyser op i et smil, der afslører en mund fuld af skæve tænder, blot man taler til dem.

I El Nido går livet sin gang fra tidlig morgenstund. Kvinder går til markedet med mangoer og fisk under armen, mænd samles foran et fjernsyn på gaden for at se folkehelten Manny Pacquaio bokse, og over alt tøffer tricycles forbi – motorcykler med små, overdækkede sidevogne, som er den mest gængse transportform til kortere strækninger.

Men den virkelige juvel finder man i bugten ud for El Nido.

Hop fra ø til ø
Kaster man blikket ud over vandet, rammer det nemt et par håndfulde forskellige øer. Ud for El Nido finder man nemlig Bacuit-øhavet, der består af 45 klippeøer, som rejser sig nærmest lodret op af vandet, hvor de højeste rager 650 meter i vejret. For foden lokker hvide sandstrande med løftet om en uforstyrret eksistens.

Og det er netop disse øer, der er hele El Nidos eksistensgrundlag. For intet besøg her er komplet, uden at man går ombord på en af de små bangkaer (traditionelle udriggerbåde) og hopper fra ø til ø.

Vi beslutter os for at være lidt mere aktive og tager en kajaktur, men vi får dog hjælp, da Romer og besætningen smider kajakkerne op på en bangka og sejler de tre kvarter for motor til øen Miniloc. Ud for kysten sætter vi en rød kajak i vandet og padler gennem en åbning i klipperne, og pludselig åbner en lagune med dybblåt vand sig op foran os.

Lagunen hedder Small Lagoon, og vores næste stop, med navnet Big Lagoon, er endnu mere fascinerende. Vi sejler over lavvandede koraller og dybt, mørkegrønt vand, inden vi fortøjrer kajakken til en lille flydedok midt i lagunen, hvor vi øver hovedspring i det lune vand.

Stort set alle øerne omkring El Nido lader til at gemme på en hemmelighed – en skjult sandstrand, en gemt lagune, en passage, der er usynlig på afstand – og selv om vi sjældent har det helt for os selv, er det svært ikke at blive begejstret over naturen.

Paradisisk sandstrand
Til frokost lægger vores bangka til, ved hvad der ved første øjekast ligner et postkort. Men det viser sig skam at være rigtigt nok: en paradisisk sandstrand klemt inde for foden af de karakteristiske mørke kalkstensklipper. Her laver Romer og de to øvrige medlemmer af besætningen, Miguel og Jason (det er ganske normalt for filippinere at have engelskklingende navne), hurtigt et lille bål, hvor de griller medbragte fisk og kyllingespid.

I træerne over os kan man være heldig at se aber og næsehornsfugle, mens en meterlang varan har fået færten af kødet og spiller med sin blågrå tunge, mens den kigger frem fra sin hule.

»Den er her altid, i håb om, at den kan få lidt af vores rester,« siger Romer.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Senere udforsker vi verdenen under havets overflade. Bacuit Bay er et af Filippinernes største havreservater med flere end 800 fiskearter, havskildpadder, delfiner, dygonger, djævlerokker, koralrev og af og til hvalhajer. Vi snorkler gennem pangfarvede koraller i lilla, neongule og grønne nuancer, hvor små klovnfisk boltrer sig i søgræs, og vi svømmer gennem stimer af zebrastribede småfisk, der kun modvilligt flytter sig for os.

Det er primært på vandet og omkring øerne, at El Nido funkler, men til lands er der også nogle gode attraktioner.

Las Cabanas lidt uden for El Nido har en fin sandstrand, hvor man kan dase i palmetræernes skygge, eller man kan hyre en guide og vandre til toppen af bjerget bag El Nido eller til et vandfald i junglen en times kørsel fra byen. Eller man kan gøre som os og lave så lidt som muligt; med mindre man synes, det er stressende at skulle vælge mellem hvilket sted langs hovedgaden, man vil have en massage til 35 kroner fra.

På vores sidste dag slår vi os ned på Alternative Cafe, hvor vi sidder i små »fuglereder« der svæver ti meter over stranden. Her drikker vi mango-smoothies og ser bangkaerne komme tøffende hjem efter en dag på havet, mens solen langsomt sniger sig længere ned mod horisonten.

Et par danske gutter, vi har mødt tidligere, kommer forbi, og vi falder i snak og beslutter helt spontant at hyre vores egen båd og sejle ud mod solnedgangen.

Vi sejler til øen Cadlao, hvor vi bliver sat af på det, de to filipinske guider ganske passende kalder Sunset Beach. Vi har stranden helt for os selv og sætter os på en væltet træstamme med en ukulele og en overraskende god flaske lokal Emperador-cognac til 15 kroner literen i hånden, mens den flammende sol forsvinder bag de mørke øer.

På sin vis virker det som en ganske rimelig måde at sige farvel til El Nido på.

El Nidos danske restauratør
For enden af stranden i El Nido ligger restauranten El Nido Corner, hvor et lille dansk flag blafrer i vinden.

Stedet er ejet af 56-årige Ole Jakobsen, der har drevet restauranten siden 2007. Han besøgte første gang El Nido i 2001, hvor han reddede sig en hård sygdom og blev passet af en lokal kvinde. De faldt for hinanden og to år senere vendte han tilbage til El Nido og giftede sig med sin filippinske kærlighed.

Efter at have rejst rundt i Filippinerne i seks måneder for at finde det bedste sted at slå sig ned, endte de der, hvor det hele begyndte – El Nido. - Hvad var det, du faldt for ved El Nido?

»Jeg har rejst meget, men det, jeg faldt for her, var menneskerne. Filippinere er et meget blødt folkefærd, og de har hjerter som børn. Og så har vi nogle helt unikke øhop her. Jeg har været på Ko Phi Phi (i Thailand, red.) og i Vietnam, men det her slår dem alle,« siger Ole Jakobsen.- Hvad er dine yndlingssteder i El Nido?

»Det er Big Lagoon og Small Lagoon på øen Miniloc – der skal noget til for at overgå det. Cadlao Lagoon er også ret enestående. Hvis man tager på en bådturene, så vil jeg anbefale tur A og tur C, som de bedste.«- Det er 12 år siden, du kom her første gang. Hvordan har området ændret sig siden da?

»Der er flere turister, og hvor folk tidligere kun besøgte El Nido i højsæsonen, så er der nu turister stort set året rundt. Men udviklingen er sket på en pæn måde. Her er ingen skyskrabere, og hver restaurant og hotel har sin egen stil, og de fleste har filippinske ejere. Den største forskel er, at vejen til Puerto Princesa nu er asfalteret næsten hele vejen.«- Hvordan, tror du, vil stedet udvikle sig over de næste år?

»Filippinerne er stadig ikke rigtigt på folks radar. De tager i stedet til Thailand og Vietnam, som godt nok er billigere, men også meget mere turistet. Der er en utrolig alsidig natur her i Filippinerne lige fra vulkaner til risterrasser, laguner og bountystrande, men jeg tror ikke, at turismen for alvor slår igennem i El Nido, fordi de dyre resorts ejer den lokale lufthavn, og det begrænser, hvor mange fly der får lov til at flyve hertil. Så udviklingen går langsomt. Det kræver stadig en del at komme hertil, men det er indsatsen værd.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.