Fem flotte Shakespeare-fortolkninger

Den 23. april 2016 er det 400 år siden, William Shakespeare lod tæppet falde for sin tid i denne verden, men hans skrivekunst lever i al sin tidløse styrke. Her er en håndfuld af de mange fine oplevelser.

THE WINTER’S TALE by Wheeldon, , choreography - Christopher Wheeldon, music - Joby Talbot, designs - Bob Crowley, The Royal Ballet, The Royal Opera House, 2014, Credit: Johan Persson/www.perssonphotography.com
THE WINTER’S TALE by Wheeldon, , choreography - Christopher Wheeldon, music - Joby Talbot, designs - Bob Crowley, The Royal Ballet, The Royal Opera House, 2014, Credit: Johan Persson/www.perssonphotography.com

1.Hjemme hos Hamlet

Hvad: Internationalt Shakespeare Program
Hvor: Kronborg, Helsingør
Hvornår: 1/8 – 21/8
Billetter: billetten.dk
Info: hamletscene.dk

At opleve Shakespeare på Kronborg Slot mellem de gamle stenmure, hvor Hamlet udspiller sig, gør historien mere autentisk end noget andet sted i verden. Her præsenterer HamletScenen løbende både skuespil, opera og film – alt med afsæt i Shakespeares største værker. Fra i år udvides den årlige festival til hele tre uger i anledning af 400-året for dødsdagen, og fordi det også er 200 år siden, den allerførste Shakespeare-forestilling blev opført på Kronborg Slot.

Det er et luksusprogram, hvor publikum får store, internationale oplevelser ud af rejsen til Helsingør.

Naturligvis Hamlet – her i en kort ny version kaldet ’Hamlet in Absentia’. Samt ’Measure for Measure’ med Cheek by Jowl og Pushkin Theatre fra Moskva.

Siden er der besøg af Londons Globe Theatre med den romantiske, tumult-agtige ’The Two Gentlemen of Verona’, koncerter og friluftsbio med den Oscarvindende Hamlet-film fra 1948 med Laurence Olivier i titelrollen.

2. Shakespeares fødeby

Hvad: Cymbeline
Hvor: Royal Shakespeare Theatre, Stratford-Upon-Avon
Hvornår: 29/4 – 15/10
Billetter: londonmusicals.dk eller rsc.org.uk
Info: rsc.org.uk

Der hviler en sky af historisk magi over en aften med et Shakespeare skuespil i byen Stratford-upon-Avon, hvor den unge William voksede op, og den gamle kunstner blev stedt til hvile.

Her kan man tilrettelægge sin egen Shakespeare-tur i byen og se både hans fødehjem, hans skole og kirken, hvor han er begravet, for siden at slutte med en teateroplevelse under vingerne af The Royal Shakespeare Company. De omskriver og opsætter store og små produktioner for alle målgrupper for at udbrede kendskabet til William Shakespeare og hans livsklogskab. Og har i år tilrettelagt et fyldigt program på teatret. Bl.a. skuespillet ’Cymbeline’, der er en saftig intrige med drama, hemmelige giftermål, rygter om utroskab, jalousi, flugt i forklædning – og godt med kærlighed. Et opbud af livets helt store følelser på godt og ondt. Dog med en ganske happy ending.

Teatret ved floden har siddepladser rundt om scenen på tre sider – næsten som en cirkusarena – ligesom på Shakespeares tid. Man kan booke gode billetter hjemmefra hos Ticmate.com, også selv om der meldes udsolgt på teatret.

3. Shakespeare på tå

Hvad: Ballet - The Winter´s Tale
Hvor: Royal Opera House, London
Hvornår: 12/4 – 10/6
Billetter: ticmate.com, londonmusicals.dk
Info: roh.org.uk

Er man usikker på, om Shakespeares rige og blomstrende sprog gør det svært at fange handlingen i et skuespil, kan man ty til Royal Opera House i London for en balletversion: Musikkens sprog er for alle, og læser man handlingen i The Winter’s Tale hjemmefra eller køber program i teatret, er det blot at nyde nogle af verdens bedste dansere i vildt smukke kostumer og den spændende scenografi. Se traileren med smagsprøver på teatrets hjemmeside.

Joby Talbot har skrevet musik til historien om jalousi, et fornægtet barn og en del andre forviklinger, før man er igennem aftenen. Og Christopher Wheeldons klassiske koreografi med et twist fik ved premieren i 2014 en kritiker Award og en nominering til en Olivier Award for ’Outstanding Achievement’.

Royal Opera House i Covent Garden er en oplevelse med store søjler på facaden og et teaterrum med guld, rødt og masser af stemning. Og en middag i en af restauranterne eller champagne med en bid laks i baren er en festlig start på aftenen i husets stil. Reserver bord i god tid. Billetter fås hjemmefra på londonmusicals.dk eller ticmate.com, også hvis teatret melder udsolgt.

4. Umulig kærlighed

Hvad: Romeo & Julie / West Side Story
Hvor: Salzburg, Østrig
Hvornår: 13/5 – 16/5
Billetter & info: salzburgerfestspiele.at

Pinsefestspillene i musikbyen Salzburg sætter spotlight på Shakespeare i år med tåreperseren over dem alle – den sørgelige historie om Romeo og Julie, der ikke kan få hinanden. Den bliver fortalt som ballet og tillige som et tankeeksperimenterende skuespil ’Ein Zartes Ding’, hvor Romeo og Julie overlever og nu er et ældre ægtepar. Se, dén var ny!

Og endelig, ganske utraditionelt for festspillene, i form af musicalen ’West Side Story’, hvor dramaet er flyttet i tid og sted og til andre samfundsgrupper end i datidens Verona. Men historien er den samme: Maria og Tony tilhører hver deres rivaliserende bande - og så går det ikke med romancen.

Mezzosopranen Cecilia Bartoli, der er kunstnerisk leder af pinsefestspillene, spiller selv Maria sammen med et hold af prisbelønnede navne hentet fra Broadway. Og venezuelanske Simon Bolivar Symphony Orchestra giver Leonard Bernsteins musik liv, så det bliver hot med de latinamerikanske rytmer. Meldes der udsolgt, så ring hver morgen til billetkontoret for afbud. Eller vent til West Side Story sættes op igen ved sommerfestspillene i juli og august i Salzburg.

5. Ej blot til lyst

Hvad: Macbeth
Hvor: Göteborg Operaen
Hvornår: 30/4 – 22/5
Billetter & info: sv.opera.se

Der er noget råt og uforsonligt over det tunge, moderne operahus ved kysten i Göteborg, som matcher Shakespeares megadrama ’Macbeth’. Vi er ovre i den ikke spor muntre afdeling med denne klassiker om magtsyge og grådighed, præsenteret som opera med Verdis flotte musik. Store solister, operakor, dansere og statister giver sagen liv og krop i en ganske nutidig, men samtidig tidløs scenografi på teatrets store scene. Operaen varer tre timer – med pauser – med det helt store udtræk af følelser fra det menneskelig sinds mørke afkroge, der åbenbart var nøjagtig ligeså aktuelle for 400 år siden. Men frygt ej for længden, for man sidder komfortabelt i Operaens sæder, og der er gode barer og caféer til pauserne.

Der synges på originalsproget, men også i Gøteborg er man med på, at de færreste kan italiensk, så der er svenske overtekster. De kører i et bånd oppe over scenen. Det er ikke kønt, men det er en stor fordel at kunne følge med i, hvad de er uenige om og fortvivlede oven på scenen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.