Faldefærdig skønhed i ruinbyen Detroit

Urban explorers har længe været tiltrukket af smadrede og forladte bygninger verden over, men intet sted finder man mere forfald i al dens skønhed end i Detroit.

Engang var Fisher Body Plant en topmoderne bilfabrik, men det kan være svært at se i dag efter årtiers forfald.
Engang var Fisher Body Plant en topmoderne bilfabrik, men det kan være svært at se i dag efter årtiers forfald.

»Detroit er det bedste sted til urban exploring.«

Alanna sidder i sin gule Ford Focus og spørger, hvor vi skal køre hen. Hun kender alle de bedste øde fabrikker, ramponerede kirker og faldefærdige kvarterer, men det er op til mig, hvor vi skal hen. Alanna er turguide på Detroiturbex, der tager besøgende til alle hjørner af bymæssig forfald i Detroits mørke underside.

Få byer har taget imod så mange slag som Detroit. Finanskrisen ramte som et baseballbat, og tusindvis af boligejere kunne ikke længere betale deres huslån og blev sendt på gaden. På få år forlod 200.000 indbyggere Detroit. Forretninger drejede nøglen om, fabrikker lukkede og i 2013 gik byen konkurs. Men midt i al elendigheden begyndte nogle folk at få øje på skønheden i forfaldet. De var ’urban explorers’ og de smadrede ruder, graffitiklædte vægge og bunker af murbrokker var deres Eiffeltårn eller Colosseum.

Alanna er vokset op i forstæderne, og har udforsket byens ødeland gennem de sidste fem år.
Alanna er vokset op i forstæderne, og har udforsket byens ødeland gennem de sidste fem år.

Men ikke alle ser samme lys i udforsk­ningen. Alanna vil helst ikke give sit efternavn, for hun ved, at folk, der dyrker Detroits forfald, risikerer at få verbale tæsk. Morbidt, kalder folk det. Ruin-porno. Men sådan ser Alanna det slet ikke.

»Tværtimod. For mig er det en hyldest til den flotte arkitektur, som uden tvivl for­svinder med de her bygninger, for der bliver ikke bygget i den stil længere.«

Fra bilfabrik til faldefærdigt kunstværk

Vi sætter os ind i den gule Ford Focus og sætter kurs mod første stop – Packard Automotive Plant. Engang var det Detroits stolthed og ved åbningen i 1903 regnedes den for verdens mest moderne bilfabrik. Det er dog ikke til at se i dag. Flere ydermure er helt forsvundet, etager er faldet sammen, og graffiti pibler frem på hver en barflade.

»Fabrikken er et godt eksempel på, hvad der er sket med Detroit gennem årtierne,« siger Alanna.

Som professionel fotograf havde Alanna i årevis snuset rundt i byens tomme byg­ninger som Packard Automotive Plant, men hun begyndte først at arrangere ture for halvandet år siden efter at have overtaget kunderne fra Detroiturbex fra en kollega. Siden da har hun i gennemsnit haft en til to ture om ugen – alt lige fra lokale gymnasieelever til fotografer og nysgerrige turister fra hele verden.

»Jeg tror det er særligt fascinerende for europæere, fordi byen er så anderledes og spredt ud over så meget land. De fleste har aldrig set så meget forfald, lige fra huse til fabrikker og hele kvarterer, der er øde,« siger hun.

Læs også: Amerikansk kamp om Cuba

Alanna understreger, at hun ikke bryder ind nogen steder. Teknisk set er det stadig ulovligt at opholde sig på mange af de faldefærdige bygninger, men ofte står bygninger vidt åbne og generelt ser politiet gennem fingre med det.

»Politiet ved, at folk kommer her, men der er så mange bygninger, at de umuligt kan holde øje med dem alle,« siger Alanna.

Det er dog stadig vigtigt at være forsigtig, når man bevæger sig rundt i ruinerne. Der kan være glasskår og søm på gulvet, mens loftet er faldet ned nogle steder. Alanna går i en stor bue uden om pøle af vand, da de langsomt eroderer gulvet. Skrotsamlere er berygtede for at bryde ind i tomme huse og stjæle alt af værdi fra toiletter til badekar, vandrør og alt metal, som de sælger videre. Og af og til bliver der sat ild til tomme huse.

»Jeg går kun ind i bygninger, som jeg ved er åbne,« siger Alanna.

Hun indrømmer dog, at hun altid har en peberspray med i tasken, selv om hun aldrig har brugt den. Ofte har hun skrottyve eller hjemløse at takke for, at der er åbne døre eller vinduer at kravle ind ad.

»Men de forårsager stor skade på bygningerne, for når vinduer og døre ikke er dækket til, så forårsager vejret stor skade på bygningen. Du vil blive forbløffet over, hvor smadret en bygning kan se ud på blot tre år, så snart vinduerne er forsvundet,« siger hun.

Allan bor i de tomme bygninger

En skrammelkasse af en bil, med to madrasser på taget, kører forbi os. Manden bag rattet hedder Allan. En hjemløs mand, der sover i en af de tomme bygninger på fabrikken, og Alanna forklarer, at sikkerhedsvagterne kender ham.

»De er faktisk glade for, at han er der, fordi han holder uvedkommende væk.«

Som hjemløs har Allan Hill boet i ruinerne af Packard Automotive Plant i ni år.
Som hjemløs har Allan Hill boet i ruinerne af Packard Automotive Plant i ni år.

Da vi stopper et par minutter senere, ser Allan os og kommer hen til os.

»Det her sted betyder meget for mig,« siger han. Allan Hill forklarer, at han har boet her i ni år. I mange år drak han for meget, tog stoffer og havde direkte kurs mod afgrunden.

»Jeg var skingrende skør og tænkte; skal jeg virkelig dø som en fuld og nedbrudt mand? Men i en alder af 61 år fandt jeg Jesus.«

Det blev hans redning. Han blev ædru og begyndte at gå til gudstjeneste hver uge og går nu rundt med en kasket på hovedet, hvor der står ’Jesus is my boss’.

En sikkerhedsvagt triller op til os i sin bil.

»Kender du de her personer, Al?« spørger vagten.

»Ja, bare rolig, de er med mig.«

Vagten nikker og kører videre.

Vi kører videre, forbi huse med brædder for vinduerne, sortsvedne grunde og vakkelvorne palæer, der vidner om en fjern storhedstid. Alanna forklarer, at der stadig er omkring 80.000 tomme bygninger.

»Det er derfor, Detroit er så populær en destination for urban explorers – der er uendeligt mange steder at udforske.«

Alanna fortæller, at da hun engang gik ind i et af de øde huse, vi passerer, fandt hun tøj, der hang på bøjler og mad i køleskabet.

»Det var, som om beboerne bare rejste sig op og forlod huset.«

Kunstnerens legeplads

Hun foreslår, at vi kigger forbi et kunstprojekt, der er helt unikt og helt i tråd med Detroits sjæl. Da vi kører ind på den lille villavej, er det, som om vi er landet på en planet befolket af sære skabninger. Heidelberg Project er den lokale kunstner Tyree Guytons bizarre legeplads. Gaden er som en feberdrøm, hvor kasserede ting kommer til live – en dukke rider på toppen af et bjerg af sko og tøjdyr prøver at kravle om bord på en båd, som var det Noahs Ark for legetøj, og på træerne hænger skilte malet som ure, som får Salvador Dalís malerier til at virke ordinære.

»Det virker rodet, men kigger man nærmere, er der en me­ning med galskaben,« siger Alanna.

Heidelberg Project er et sært kunstmuseum i det fri, skabt af en lokal kunstner, der laver omskiftelige værker af vores skrald på tomme grunde.
Heidelberg Project er et sært kunstmuseum i det fri, skabt af en lokal kunstner, der laver omskiftelige værker af vores skrald på tomme grunde.

Forfaldet har dog også ramt Detroits religiøse hjørnesten. East Grand Boulevard Methodist Church er en stor rød murstensklods, der er knap 100 år gammel, men har stået tom i 15 år.

»Der plejer at være en åben dør herovre,« siger Alanna.

I mellemtiden er der dog blevet sømmet en spånplade foran døren måske for at holde folk som os ude. Det stopper dog ikke Alanna, og efter at have snust lidt omkring opdager hun en ulåst sidedør. Kort efter står vi i en stor gymnastiksal, der hører til kirken, hvor basketballkurv­­ene hænger i laser og malingen er skrabet væk, så den blotter væggens mursten.

Da vi først står i selve kirkeskibet, tager det vejret fra os. De korngule glasmalerier sender et magisk skær ind i lokalet, hvor kirkebænkene ligger strøet over det hele, som var en tornado braget igennem. Sne er fyget ind, og fra et hul i taget drypper et minivandfald ind. I et hjørne står noget babylegetøj i kraftige farver, og hvis det ikke var, fordi det var dækket af støv, ville man tro, at et lille barn for nyligt havde siddet her på gulvet og leget. Der er noget skummelt, men også meget smukt over det hele.

»Der er noget fredfyldt over at være inde i de her bygninger, og man har det næsten altid helt for sig selv,« siger Alanna.

Da hun var lille, drømte hun om at blive arkæolog, så disse ture er nærmest en måde at udleve barndommens illusioner på.

»Når man først begynder at ’urban explore’, så kan man ikke stoppe,« siger Alanna.

Vores sidste stop er endnu et offer for bilbranchens fald i Detroit. Her på Fisher Body Plant 21 fremstillede de bilkarosserier og på sit højeste i 1920erne, spyttede de næsten 400.000 karosserier ud årligt til bilfirmaer som Ford, Buick, Chevrolet og Cadillac. Fisher var et kvalitetsstempel, og engang havde Fisher-brødrene 40 fabrikker rundt om i USA. Det er dog ikke til at se længere, og fabrikken lukkede dørene i 1984.

På sjette etage kan man se nogle spor efter, hvor karosserierne blev kørt langs samlebånd, til hvor de blev spraymalet.
På sjette etage kan man se nogle spor efter, hvor karosserierne blev kørt langs samlebånd, til hvor de blev spraymalet.

»Der er ikke mange spor tilbage, der afslører, at det engang var en bilfabrik.«

Alanna fisker en lommelygte op af sin taske, mens vi tager en mørk trappe op til næste etage. Gelænderet er væk, og trinnene er dækket af støv, blade og rester af murbrokker og glas. Alanna fortæller, at der blev optaget nogle scener til Michael Bays Transformers-film her, og derfor er der sat nyere trægelændere op i en anden trappeopgang. Midt i det hele forsvinder gulvet.

»Forrige år sneede det så meget, at vægten af sneen fik det til at falde sammen,« siger Alanna.

Detroit på rette kurs

Og midt i forfaldet illustrerer det de små lyspunkter. Skateboardere bruger det sammenstyrtede gulv som en rampe, og Alanna har set fotografer og graffitimalere, der ser fabrikken som et tomt lærred. Engang så hun endda et kristent rockband fra New York, der optog en musikvideo i ruinerne.

»Jeg tror aldrig, jeg har set så meget graffiti som her i Detroit. Det er en af grundene til, at det er en attraktiv by for kunstnere,« siger Alanna.

Selv om det ikke er til at se på de mange faldefærdige bygninger, er Detroit faktisk på rette kurs, så det er nu, man skal dyrke byens forfald, inden det er for sent. Byggekraner spirer frem, huse bliver revet ned, og tomme grunde bliver omdannet til bylandbrug, hvor der bliver dyrket frugt og grønt til Detroits beboere. Der er endda blevet sat nye vinduer i et af de mest ikoniske vrag; banegården Michigan Central Station.

»Bygninger, som jeg plejede at udforske, bliver nu sat i stand, og der er ikke lige så mange forladte bygninger tilbage i Detroit længere. Byen er ved at genopfinde sig selv.«

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.