En nat på Ondskabens Hotel

Stanley Hotel lige ved Rocky Mountain National Park er hotellet, hvor Stephen King fik idéen til sin kultklassiker Ondskabens Hotel. Det er faktisk ganske hyggeligt. Selv om rygtet siger, det spøger.

Jack Nicholson på coveret til den filmatiserede kultklassiker om hotellet.
Jack Nicholson på coveret til den filmatiserede kultklassiker om hotellet.

Vejen snørkler sig op gennem dalen. Sneen daler tyst. Bjergskråningerne forsvinder i tågelignende skyer, mens vi kører længere ind i Rocky Mountains. I tankerne zoomer jeg ud og ser en bil køre gennem et vinterlandskab. Får øje på Jack Nicholsons underfundige fjæs i en af hans mest uforglemmelige roller: som forfatter, alkoholiker og psykotisk morder i kultklassikeren Ondskabens Hotel.

Vi er på vej til Stanley Hotel i den lille by Estes Park i Colorados Rocky Mountains. Det var her, Stephen King – efter en enkelt gyselig nat – lod sig inspirere til et af sine største værker.

Stanley Hotel har samme farve som den nyfaldne puddersne, der dækker klipperne bag hotellet, og inde bag hoveddøren venter en varm lobby med gyldne lamper, og på vores hjørneværelse strømmer lys ind gennem vinduerne.

Men hotellets lange gange er dunkle. På væggene hænger høje spejle, der forvrænger ens spejlbillede og får det til at flimre, og der er sorthvide portrætter af hotellets tidligere ejere. Det siges, her spøger, men er det ikke sandt, så skulle disse skæggede mænds dystre blikke være nok til at skræmme gæster. Også dem, der ikke bevæger sig ned til værelse 217.

Værelse 217

25. juni 1911 var der en gaslækage på lige netop dette værelse, men stuepigen Miss Wilson anede ikke uråd, da hun trådte ind gennem døren. Hun havde et levende lys i hænderne, og sekundet efter skete der en voldsom eksplosion på værelset.

Miss Wilson blev blæst ned i festlokalerne på etagen nedenunder, men overlevede på mirakuløs vis og arbejdede på hotellet til sin død som 90-årig i 1950. Efter eksplosionen begyndte folk dog at berette om sære hændelser på værelse 217. Og det gør de stadig den dag i dag, 103 år senere.

Gæster fortæller om, hvordan de stiller kufferterne på værelset og går til middag. Når de kommer tilbage, er tøjet pakket ud. Folk bliver svøbt ekstra stramt i deres tæpper om natten. Deres sko står pænt ved sengekanten om morgenen, selv når de har smidt dem i hjørnet aftenen forinden.

Ugifte par har desuden berettet om en usynlig kraft, der skubber dem fra hinanden, hvis de kommer lidt for tæt på hinanden.

I sidstnævnte tilfælde er det Miss Wilson, der er på spil, siges det. Hun var af den gamle skole og insisterede på, at ugifte mænd bor i gæstehuset for ungkarle i sidebygningen.

Kongen af uhygge

Mørket falder på, og vi går ned i baren. På væggene hænger portrætter af berømtheder, der i tidens løb har boet her. Blandt andet Stephen King – manden, der er om nogen er ansvarlig for hotellets berømmelse.

King var her i 1973. Hotellet var egentlig lukket ned for vinteren, men King og hans kone fik alligevel et værelse. Værelse 217.

Fra sin plads bag bardisken fortalte den bartenderen dem, at man ofte kunne høre barnelatter fra tredje sal, hvor tjenerne plejede at bo. Men gik man derop, var der ingen.

Han fortalte også, at man ofte kunne høre musik fra koncertsalen. Men gik man der ind, var den tom.

Om natten havde King et mareridt, hvor hans søn blev kvalt af brandslangen, der hang uden for værelset. Han vågnede, da han rullede ud af sengen og ramte gulvet. Gik ud på altanen. Røg en cigaret. Og havde plottet til sin gyserklassiker klar.

En overnatning

I dag er der ingen brandslange uden for værelse 217, da alt for mange gæster tog billeder, mens de lod sig »kvæle« af den.

Bjergene uden for vinduerne står nu som mørke silhuetter mod den sorte nattehimmel, og gangene ligger øde hen. De virker længere i mørket. Jeg går en sidste tur rundt på hotellet, spejder op i en stejl trappeskakt, op på en trædør. Nogen har ridset noget i den.

»REDRUM«, står der med firskårne bogstaver.

Jeg går tilbage til værelset og kravler under dynen. Tænker på de mange historier om mærkelige hændelser på hotellet, jeg har hørt dagen igennem.

Jeg har dog intet set eller hørt. Jeg lukker øjnene. Lytter til stilheden. Og tænker, at det er godt, jeg ikke tror på spøgelser.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.