En dag i Disneys magiske univers

Magic Kingdom i Disneyworld i Florida er et oplagt rejsemål på USA-turen, hvis man har børn med.

karaktererne fra Disney klassikeren »Skønheden og udyret«. 
karaktererne fra Disney klassikeren »Skønheden og udyret«. 

»Far, er vi i Disneyworld nu?«

Sønnen på fire stirrer op på en kæmpefigur af fisken Nemo.

Vi er på Disney Art Of Animation Resort. Et af Disneys egne enorme hoteller i Orlando, hjemsted for Disneyworld. Som er så stort og med sin indretning med velkendte animationsfigurer fra Disney-universet gør, at vi snildt kunne bilde vores børn ind, at de allerede vár i verdens mest berømte forlystelsespark.

Disneyworld i Orlando består udover adskillige hoteller af fem forlystelsesparker og et shopping- og underholdningsområde kendt som Downtown Disney. Det hele over så stort et areal, at der er god brug for shuttlebusserne, der i fast rutefart kører mellem hotellerne, parkerne og Downtown Disney.

Og så stort, at man umuligt kan nå at opleve det hele på et par dage. Så med to børn på fire og fem vælger vi at koncentrere os om den største og mest kendte park, Magic Kingdom, der passer bedst til mindre børn. Og som alene består af fem områder, fra Tomorrowland til Fantasyland, der omkranser den brede hovedgade, der fører fra indgangen op om parkens centrum – det berømte eventyrslot.

En hel dag i Magic Kingdom

Vi tager afsted mod parken tidlig næste morgen, og lejer allerede ved indgangen en klapvogn, hvis den mindste bliver træt i benene. Der er både enkelte og dobbelte klapvogne til rådighed, og investeringen viser sig at være en god idé, for man får gået nogle kilometer, hvis man opholder sig en hel dag i Magic Kingdom.

Vi har dog ikke gået mange skridt, før vi møder en af Magic Kingdoms allerstørste favoritter. Her står Mickey og Minnie Mouse og uddeler kram og bliver fotograferet med alle, der kommer forbi.

Køen er 30 meter lang, så vi betakker os, men finder hurtigt ud af, at de mange Disney-figurer, der dukker op forskellige steder i parken i løbet af dagen, er en attraktion i sig selv. Flere steder møder vi endda gæster, der går rundt med små bøger, som de får Disney-figurerne til at skrive autografer i. Og det uagtet, at der sikkert er en eller anden ukendt filipensplaget teenager inde i Disney-dragten.

Men sådan er det her i Disneyworld. Gæsterne er kommet her for et øjeblik at glemme virkeligheden og leve sig ind i fantasiens verden.

Fantasyland med Fastpass

Det første område, vi udforsker, er Fantasyland, og lige efter slottet stiller vi os op i køen til at komme ind og hilse på nogle af prinsesserne på slottet.

Efter 40 minutter i kø opgiver vi, for vi rykker os ganske enkelt ikke ud af stedet. Det er her, det går op for os, at hvis vi vil have noget ud af dagen, må vi have fat i et FastPass, hvor man kan glide forbi køen.

Disneyworld kører, mens vi er her, en test på opgraderingen af Fastpass – til FastPass+, som bl.a. giver mulighed for hjemmefra at booke plads på eftertragtede forlystelser. Vi har ikke booket hjemmefra, men får som en del af testperioden lov at vælge tre forlystelser hver, vi vil foran i køen til.

Det løfter humøret betragteligt og tiden flyver pludselig afsted i rutschebanen Big Thunder Mountain Railroad, med kanonkuglerne flyvende om ørerne i en båd sammen med Kaptajn Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean-forlystelsen, og ikke mindst med speederen i bund på racerbanen Tomorrowland Speedway, hvor bilerne har rigtige totakts-motorer og det lugter af benzin.

En af bil-figurerne fra tegneserien »Biler«.
En af bil-figurerne fra tegneserien »Biler«.

Park med historisk charme

Lige bortset fra sidstnævnte og så måske Space Mountain, der er en imponerende indendørs rutschebane, prøver vi ikke mange forlystelser i Magic Kingdom, der overgår dem, man finder i en almindelig dansk forlystelsespark, og mange af dem trænger oven i købet til en gevaldig opgradering set i forhold til nutidens krav om sug i maven.

Men parken har sin egen historiske charme, og det er dybest set dét, som gør Magic Kingdom et besøg værd. Ikke mindst da mørket falder på og et spektakulært show, der i animationer og film eksponeres op på eventyrslottet og nattehimlen, går i gang. Og afsluttes med et fyrværkeri, der får Tivolis i København til at ligne et lille heksehyl til sammenligning.

10 tips til en vellykket dag

1. Bo på et af Disneys egne hoteller. De findes i alle prisklasser og ligger alle tæt på forlystelsesparkerne. Udover at være en oplevelse i sig selv, er de forbundet af det gratis transport­system, hvilket gør det nemt, billigt og enkelt at komme rundt.

2. Husk, at det ikke er muligt at medbringe egen mad og drikke i Disneys parker, så lad være med at smøre en madpakke på forhånd. Alle tasker undersøges ved indgangen.

3. Hvis du rejser i vintermånederne, så vær opmærksom på, at vejret i Orlando kan være skiftende. Tag et lille regnslag med, der ikke fylder for meget, så du ikke får ødelagt dagen, hvis vejret bliver dårligt.

4. Beslut på forhånd, hvor mange parker, du vil besøge, og hvor mange dage af din ferie, du vil bruge på Disneyworld. Regn med én dag per forlystelsespark. Vær også opmærksom på, at nogle parker er bedst for mindre børn, som eksempelvis Magic Kingdom, mens større børn vil få mest ud af at besøge Epcot eller Animal Kingdom.

5. Hvis du ikke vil nøjes med at kigge, skal du have et fastpass. Køerne til forlystelserne – især de bedste og mest populære – er uendelig lange, og uden et fastpass når du ikke noget som helst.

6. Hvis du vil fotograferes sammen med en Disney-figur, så hav tålmodighed og tag ikke den første og den bedste ved indgangen. De dukker op hele tiden og køerne bliver kortere, jo længere du når ind i parken.

7. Indled dit besøg i Magic Kingdom med at få et overblik over området, så du ikke ender med at gå formålsløst rundt de første timer. Der udleveres kort over parken ved indgangen, men en god idé er også at starte med en tur rundt i parken med Disneys veterantog. Det stopper lige ved hovedindgangen og turen tager omkring 20 minutter. Så har du overblikket.

8. Disneyworld i Florida har indført brugen af et såkaldt »magic band«, som fungerer som nøgle på hotelværelset, adgangskort til forlystelser, og som betalingsmiddel. Det er nemt, men også en smule farligt for økonomien, så instruer dine børn grundigt i brugen, inden I slår jer løs.

9. Gå ikke glip af en tur i Downtown Disney. Her er masser af sjove restauranter og verdens største Disney-butik samt en butik kun med Disney-julepynt og en butik kun med Disney-kunst. Det er en god idé at købe, når du ser noget, du gerne vil have – det er ikke givet, at du senere kan huske, hvor du så det.

10. Med FastPass kan man hjemmefra booke de forlystelser, man gerne vil prøve, og dermed komme forrest i køen. Gør det i så god tid som muligt.

Besøg slottet »Princess Fairytale Hall« og mød Disneys Askepot, Rapunzel og andre eventyrlige prinsesser og Disney karrakter.
Besøg slottet »Princess Fairytale Hall« og mød Disneys Askepot, Rapunzel og andre eventyrlige prinsesser og Disney karrakter.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.