Dykkerreportage: Frygten for det dybe blå

Rejseliv er taget til Sharm el-Sheikh for at sende en nybegynder i dykning under vandoverfladen for første gang.

Farverige fiskestimer er der nok af i Egypten.
Farverige fiskestimer er der nok af i Egypten.

Jeg er bange. Mit hjerte pumper blod ud i årene på mig med alt for høj fart. Jeg suger den tørre luft fra cylinderen på min ryg ned i lungerne, men de kræver mere luft.

Mit åndedræt bliver hurtigere og mere panisk. Overfor mig sidder min dykkerinstruktør Charl Farmer roligt på sandbunden og prøver at få mig til at falde ned, men det er for sent – jeg hyperventilerer, og saltvandet trænger ind gennem læberne. Jeg skyder mig op til overfladen, spytter mundstykket ud og gisper efter luft.

Jeg befinder mig lidt uden for Sharm el-Sheikh ved det Røde Hav. Stedet er en yndet dykkerdestination på grund af havets velholdte koraller og milde temperaturer. Jeg er her for som nybegynder i disciplinen dykning at tage et Open Water-dykkercertifikat, som, når jeg har kursusbeviset i hånden, giver mig lov til at dykke ned til 18 meters dybde.

Normalt er jeg en garvet svømmer, så panikanfaldet kommer bag på mig.

»Prøver vi igen i morgen?« spørger Charl Farmer.

Ikke medfølende, men kontant og en anelse barskt.

»Ja da!« sprutter det ud af mig.

I bussen næste morgen får jeg placeret mig ved siden af et engelsk ægtepar i midten af halvtredserne. De er kede af at høre om min oplevelse i går.

»Du skal nok klare det. Jeg var også skræmt fra vid og sans første gang. Men i dag tror jeg ikke, jeg kan leve, hvis ikke jeg har mulighed for at dykke,« siger manden.

Ved dykkercentret står Charl Farmer klar til at tage imod mig. Og så står jeg der igen. Med vand til navlen og kærtegnende bølgeskvulp på albuerne. Vandet omslutter mig endnu engang. Og alt ændrer sig endnu engang. Mine sanser skærpes og dulmes på én og samme tid. Jeg kan mærke, at hele min krop er i højeste alarmberedskab, men alt under vand foregår i kvart hastighed.

Jeg skal blive et med havet
Pludselig går det op for mig, at jeg skal indgå i en aparte form for symbiose med havet for at nyde turen gennem det. Langsomt begynder musklerne at slappe af.

Vi gennemgår øvelserne, som de andre to kursister gennemførte i går. I starten er det ubehageligt, og jeg skal flere gange bruge ekstra lang tid på at få vejrtrækning og puls ned, før vi kan fortsætte. Men jeg bliver under vandet. Jeg tvinger den irrationelle frygt om bagerst i hjernen, og lægger i stedet al mit fokus i øvelserne.

Pludselig er det ovre. Jeg har gennemført første praktiske lektion i dykning. Charl Farmer signalerer til mig, at jeg skal følge efter ham ned på dybere vand. En stribet tigerfisk svømmer forbi mig. Nonchalant slår den ud med finnen og forsvinder ind i koralrevet. Elegant i én flydende bevægelse. Det føles som om den hoverer mig direkte op i mit åbne ansigt: »Du er en sølle nybegynder, kluntet og ude af balance. Det her kommer du aldrig til at mestre.«

Charl Farmer fører mig ned på seks meters dybde, og der leger vi Kongens Efterfølger et stykke tid. Jeg kan stadig mærke mit hjerte banke hårdt i brystet, men det er ikke længere en panisk dunken, nærmere en forelsket trallen. På magisk vis har frygten forladt mig, og i stedet overtager en ophøjet ro min krop lidt efter lidt. Som en anden mahayanabuddhist opnår jeg en form for meditativ zentilstand, mens jeg flyder vægtløs gennem det store blå.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Trykudligning satte en stopper
Desværre vil skæbnen ikke det samme som jeg, og da jeg om eftermiddagen ligger ude i det Røde Hav sammen med mine medkursister med fem meter vand over os til anden praktiske lektion, får jeg problemer med at trykudligne. Efter adskillelige forsøg på at løse problemet bliver jeg ramt af en voldsom smerte i ørerne, og Charl Farmer mener ikke, det er forsvarligt, at jeg fortsætter kurset.

Mine medkursister foretager som næste del af kurset rigtige Open Water-dyk på 12 og 18 meters dybde og modtager sidst på ugen kursubeviset og er dermed en del af den store »dykkerfamilie«.

Det skal jeg også nok komme til, for når man først har oplevet livet på den anden side af den irrationelle frygt, er det, som manden i bussen sagde, ikke noget, man har lyst til at give slip på igen.

Rejseliv var inviteret af Atlantis Rejser

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.