Dronningen af Dødszonen

43-årige Gerlinde Kaltenbrunner er en af kun to kvinder, der har stået på toppen af klodens 14 højeste bjerge. En bedrift, der sluttede med en dramatisk bestigning af et af verdens farligste bjerge, K2 i Pakistan.

Gerlinde Kaltenbrunner på Nuptse i 2012.
Gerlinde Kaltenbrunner på Nuptse i 2012.

Mount Everest er nok verdens højeste bjerg. Men verdens næsthøjeste, K2, er bjergbestigernes bjerg.

Det er stejlere, er udsat for dårligere vejr, er dækket af mere is, oplever flere laviner, og har langt flere dødsfald på samvittigheden end Everest.

Og mens over 5.600 mennesker har besteget Everest, har kun godt 300 bjergbestigere nået toppen af det 8.611 meter høje K2 i Pakistan.

En af dem er 43-årige østrigske Gerlinde Kaltenbrunner.

Hun er samtidig en af kun to kvinder, der har besteget de øvrige 13 bjerge i verden, som er over 8.000 meter høje.

Og den eneste kvinde, der har stået på verdens 14 højeste bjerge uden brug af den kunstige ilt, som gør det nemmere at opholde sig i den såkaldte dødszone, højder over 8.000 meter. 

VIND billetter til foredraget med Gerlinde Kaltenbrunner. Klik her og deltag i konkurrencen


National Geographic Live
Den bedrift fik i 2012 magasinet National Geographic til at kåre hende som Årets Eventyrer, og på tirsdag fortæller hun som en del af arrangementet »National Geographic Live« om sine oplevelser på og på vej til verdens højeste tinder.

Og de er dramatiske. For man kravler ikke bare lige op på noget, der er over 8 kilometer højt. Og man gør det sjældent uden omkostninger, Gerlinde Kaltenbrunner har ligesom mange andre bjergbestigere været udsat for ekstrem kulde, vanvittig udmattelse og smertelige tab af venner, der aldrig kom tilbage fra bjergene.

Alligevel bliver hun ved.

»Jeg bestiger bjerge, fordi det er mit liv. Når jeg klatrer, eksisterer intet andet, der er bare mig og bjerget. Det har været min passion, siden jeg som barn første gang kom op på et bjerg. Bjerge har for mig en helt særlig kraft. Og på en eller anden måde føler jeg, at det at være i dem også giver mig kraft,« siger Gerlinde Kaltenbrunner.

Klatre med præsten
Den spinkle østriger begyndte allerede som syv-årig at vandre i bjergene omkring landsbyen Spital am Pyhrn, hvor hun voksede op. Hendes familie var katolsk, og det var sammen med den lokale katolske præst, hun fik sine første oplevelser i naturen. Det var også ham, der lærte hende så meget klatreteknik, at hun som 13-årig foretog sin første egentlige bjergbestigning til toppen af bjerget Sturzhahn i de østrigske alper. Derfra fyldte bjergene mere og mere i hendes liv, og i 1994, som 23-årig, rejste hun til Karakorum-bjergkæden i Pakistan og forsøgte at nå toppen af det 8.051 meter høje Broad Peak.

Vejret tvang hende tilbage, inden hun nåede helt op, men undervejs fik hun et glimt af K2.

»Jeg blev dybt fascineret af bjerget,« siger Gerlinde Kaltenbrunner. »Men drømte ikke på det tidspunkt om, at jeg nogensinde skulle kunne klatre op på det«.

Der skulle gå 13 år, inden hun forsøgte at bestige K2. 13 år, som hun brugte på først at spare ferie og penge op fra sit job som sygeplejerske til at kunne komme ud i bjergene, og derefter på at være bjergbestiger på fuld tid og professionelt.

Målet var at bestige alle verdens 14 højeste tinder. Et vanvittigt ambitiøst mål, som kun 30 mennesker i verden til dato har nået. Og næsten umuligt at gøre uden brug af den kunstige ilt, mange bjergbestigere anvender i de mest ekstreme højder.

»Jeg klatrer uden brug af ilt, fordi jeg vil bestige bjergene ved egen kraft. Man ved ikke, inden man kommer op i højden, hvordan man klarer sig i den tynde luft, men jeg vidste lige fra starten, at hvis jeg ikke kunne komme op på de højeste bjerge uden ilt, ville jeg hellere klatre på lavere bjerge,« siger Gerlinde Kaltenbrunner.

Tre forsøg på K2
Gerlinde Kaltenbrunner rejste første gang til K2 i 2007. Og igen i 2009. Ingen af gangene lod bjerget hende komme op på toppen af dets tinde. Begge gange var de sidste par hundrede meter for farligt.

I 2010 forsøgte hun sig en tredje gang, denne gang var hendes ven, den svenske ekstremskiløber Fredrik Ericsson, som ville løbe på ski ned ad K2, med på holdet.

De var sammen nået op til lejren i 8.000 meters højde og var på grund af tåge, stærk vind og fygende sne de eneste, der natten til 6. august 2010 kravlede ud af teltet for at fortsætte mod toppen. Efter syv timers kamp mod vejret og højden nåede de til foden af den stejle kløft, der har fået tilnavnet »flaskehals«, og som er den absolut farligste strækning på hele bjerget. Her stoppede Fredrik Ericsson for at fastgøre et reb.

Pludselig rev den klippeblok, han stod på, sig løs, han mistede balancen og tumlede ned i afgrunden mod gletsjeren 3.000 meter længere nede. Det hele på få sekunder.

Gerlinde Kaltenbrunner stod chokeret tilbage. Han var faldet lige forbi hende. Hun kravlede så langt ned ad bjergsiden, hun turde, men fandt kun hans ski. Hun afbrød øjeblikkeligt sit forsøg på at nå toppen af K2 og rejste hjem.

»Jeg ville ikke tilbage til K2 efter Fredriks død. Og der gik lang tid, hvor jeg slet ikke ville have noget at gøre med K2. Men langsomt ændrede mine tanker sig. Fredrik og alle andre, der er døde i bjergene, kommer ikke tilbage af, at jeg stopper med at bestige bjerge. Men at have oplevet venner dø ved at gøre det, som de også elskede, har gjort, at jeg nu er blevet endnu mere forsigtig, træner endnu hårdere, og løber endnu færre risici, »siger Gerlinde Kaltenbrunner.

Sidste forsøg
I 2011 tog hun til K2 igen.

Denne gang til den modsatte side af bjerget, den sjældent bestegne nordside, der er langt stejlere og dermed kendt som værende en sværere rute end den sydlige, som hun – og som de fleste bjergbestigere på K2 gør – havde forsøgt sig på tidligere.

Men også langt mere afsidesliggende. Og det er vigtigt for Gerlinde Kaltenbrunner. For det er ikke kun toppen, der driver hende.

»Jeg er især draget mod bjerge, der ligger langt væk fra civilisationen. Det kan være hårdt undervejs til en top, med kulden og den tynde luft i højden – men når man er der, langt væk fra alting, omgivet af intet andet end natur, og man ser en solopgang med alle sine nuancer af farver, fra gyldent til violet, føler jeg mig i ét med naturen, og det giver mig energi til alt det hårde.«

Naturen gav Gerlinde Kaltenbrunner nok energi til igen at forsøge at komme op på toppen af K2.

Hendes mand, Tysklands førende bjergbestiger i højt terræn, Ralf Dujmovits, vendte om undervejs, han mente, det var alt for farligt at fortsætte. Kort tid efter blev de tilbageværende bjergbestigere i gruppen ramt af en mindre lavine. Og længere oppe måtte de fire overnatte i en nødlejr på et 1 x 1,5 meter klippefrempring i minus 25 graders kulde.

Men 23. august 2011 kl. 18.18, i fjerde forsøg, efter næsten 80 dage undervejs, og 17 år efter, hun første gang så K2, stod Gerlinde Kaltenbrunner på dets tinde. Hun var ekstremt udmattet, det var bidende koldt, og det var meget sent på dagen i forhold til den farlige nedstigning.

Men det var en af de stærkeste oplevelser ud af de tusindvis af stærke, Gerlinde Kaltenbrunner har haft i sit liv i bjergene.

»Vi havde talt meget om Fredrik undervejs, om alt det gode ved ham. Og da jeg endelig trådte op på toppen af K2, var det, som om han var der sammen med mig.

VIND billetter til foredraget med Gerlinde Kaltenbrunner. Klik her og deltag i konkurrencen

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.