Det overdrevne Dubai

Dubai er eskapader af storslåethed, hvor der storsatses på turismen, fordi olien så småt løber op. Derfor skal det sælges på wauw-faktor, for i Dubai er der værdi i nyt, ikke i gammelt.

Verdens længste metrostrækning findes, sjovt nok, i Dubai.
Verdens længste metrostrækning findes, sjovt nok, i Dubai.

»Nej, nej, nej, frøken. Skibet er kun otte år gammelt,« siger ejeren af bådrestauranten og ler nervøst.

Jeg skulle nødig tro, at hans sejlende restaurant var et levn fra fortidens perledykkeri.

I sin iver efter at forsikre mig om bådens stand, opdager han slet ikke, at jeg er slukøret over hans svar. Pludselig er plankegulvet, lanternerne og det åbne dæk med udsigt til et oplyst Dubai mindre charmerende. Det er kunstigt.

Og kunstigt er netop ordet, jeg i dagene op til afrejsen oftest hører udtalt af andre i forbindelse med min rejse til oliestaten.

Jeg troede, jeg kunne modbevise det. At de andre ikke havde ledt godt og længe nok. At mit program, der lovede en tur til det gamle Dubai og en middag på ét af de træskibe, som unge mænd i tiden før de gyldne oliedage foretog deres ofte livsfarlige dyk efter perler fra, ville vise, at de tog fejl.

Verdensrekordernes højborg

Her sidder jeg så. På et nybygget skib, der ikke engang er lavet af tømmeret fra datidens perleskibe. Bevares, det er bygget til at ligne et perleskib, men det ér ikke det samme.

I koppen er der kardemomme-kaffe og i hovedet modløshed. Det gamle Dubai var heller ikke gammelt. Ret skal være ret, 40 centimeter af den flere meter høje bymur er original. Resten er rekonstrueret. Kunstigt og historieløst, akkurat som omverdenen havde advaret om.

Det er resten af Dubai også, må jeg sande. Lige fra telefonmasterne, der er iklædt palmekostume, til de farverige blomsterbede langs motorvejen, der holdes i live af sorte vandslanger, der drypper løs alle døgnets timer.

Trods bestræbelserne på at holde liv i ørkenlandskabets beplantning overlever blomsterne kun én måned, før man må plante nyt.

Hvad landet ikke har i historie, har det til gengæld i pomp og pragt. Og det tæller vel også for en slags kultur på sin egen sære måde.

I Dubai hører man ofte sætninger, der indledes med et »verdens« efterfulgt »største«, »hurtigste«, »tungeste«, »højeste«, »længste«. Det er rekordernes land, og alle indbyggere, fra taxachauffører til hoteldirektører, taler i varme vendinger om Dubais storslåethed.

Det er som om, at tingene først rigtig tæller, hvis de overgår noget andet. Helst alt andet.

Overdrivelse fremmer forståelsen

Tag Burj Khalifa, verdens højeste skyskraber. Selvsamme bygning er også den bygning i verden, der har flest etager, verdens højeste elevator, verdens højest beliggende natklub og verdens højest beliggende restaurant.

Kører man gennem emiratet, kan rekorderne heller ikke undgå at springe i øjnene. Der er verdens længste metrostrækning, som Dubais sheik Mohammed gerne kører med, verdens højeste hotel, JW Marriott, og verdens største shoppingcenter, baseret på samlet areal, med flere end 1200 butikker og en skøjtebane med olympiske mål i bunden.

Ude foran shoppingcenteret finder man verdens største, koreograferede springvand, der skyder vand 150 meter op i luften, og smutter man forbi Dubai nytårsaften, vil man opleve verdens største nytårsfyrværkeri.

Og på krydderi- og guldmarkedet, der ellers har noget autencitet, finder man verdens største guldring. 64 kilo. Jo, alt er større, længere og hurtigere i Dubai. Hvis noget ikke er en rekord, skyldes det i højere grad, at ingen andre lande har noget lignende – og at der dermed ikke er nogen at slå – end at Dubai ikke haft en intention om at overgå det.

Hotel Burj Al Arab, der i en lang periode var verdens eneste 7-stjernede hotel, og de to konstruerede øer, der, set fra luften, ligner henholdsvis en palme og verden er gode eksempler herpå.

»Hvorfor? Fordi vi kan!«

Palmen er stadig undervejs, og i alt skal den ende ud med at have 17 grene. Hvorfor? Bare fordi Dubai kan.

For at forstå Dubais begejstring for rekorder, er det oplagt at tage et kig på emiratets historie.

I flere årtier drog europæiske lande fordel af Dubais fremragende placering i forhold til handelsruter med Indien og det fjerne østen. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at Dubai begyndte at udvikle sig til det moderne emirat, vi kender i dag.

Datidens sheik lavede et smart træk, da han besluttede at fjerne skatten og opgradere havnefronten, så den kunne blive regionens mest populære. Et tiltag, der betød, at Dubais havn i dag er den travleste i regionen. At man tilmed fandt olie i 1960’erne boostede kun landets økonomi yderligere.

Her er altså tale om et land, der gik fra at have meget lidt til pludselig at have rigtig meget. Og så sker der nogle gange det, at man skal have det hele. Resterne, der vidner om det, der var, er der ingen, der interesserer sig for. Derfor river man ned og bygger nyt.

Som landet står i dag ligner det noget, der kun har oplevet opsving på opsving, og sådan foretrækker man det. Emiratet er overgjort, glinsende og, set med danske øjne, en smule vanvittigt, men det er også ret imponerende, at Dubai ikke får ideer ud fra, hvad der er muligt, men i stedet muliggør det umulige.

Som at gro blomster i ørkensand.

Rejseliv var inviteret af Emirates.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.