Den hippe pakkerejse

Tendens. Vi vil opleve mere på vores ferie, og derfor er rundrejsen blevet en populær rejseform.

Himlens Tempel i Kinas hovedstad, Beijing er bestemt et besøg værd.
Himlens Tempel i Kinas hovedstad, Beijing er bestemt et besøg værd.

Når ferien skal bestilles, er rundrejsen blevet et populært valg for mange danskere, der vil se noget andet og mere, end man gør på en klassisk charterrejse, men som stadig gerne vil gøre det trygt og nemt for sig selv med en pakkerejse.

Hos Albatros Rejser, der har specialiseret sig i rundrejser, oplever man en stigende interesse for rejseformen, hvor gæsterne rejser sammen i større grupper og oftest fra sted til sted i et område, land eller måske en hel region.

»De seneste fire-fem år kan vi se, at der er kommet større interesse for rundrejsemarkedet, og vi kan se, at flere rejsearrangører er begyndt at beskæftige sig med det,« siger Steen Albrechtsen, der er pressechef i Albatros Travel.

Han oplever, at folk vil have mere ud af deres ferie og derfor vælger rundrejsen for at få lidt af det hele.

»Folk vil opleve mere, og rejselysten stilles ikke ved bare at ligge på en strand. De fleste har været i Thailand fire gange, og nu vil de se, hvad der ligger bag. Før tog man typisk til USA for solen i Miami eller shoppeturen i New York, men nu vil man på tværs af landet og se sydstaterne og få fortalt alle de sjove historier af en rejseleder. Folk vil ikke bare ligge på langs,« fortæller Steen Albrechtsen, der fremhæver ture til Centralasien, Norditalien og flodture langs Rhinen og Donau som noget, der især hitter blandt deres kunder lige nu.

Karina Madsen Smed, der er turismeforsker ved Aalborg Universitet og bl.a. forsker i motivationen bag vores måde at rejse på, oplever også, at der er en tendens til, at vi skal have så meget ud af ferien som muligt.

»Vi vil have så meget ud af den begrænsede ferietid, vi har, så vi effektiviserer på ferien, som vi gør i hverdagen. De fleste mennesker, i hvert fald i den vestlige del af verden, har en meget hektisk og stresset hverdag, og når man så endelig har ferie, vil man gerne have så meget ud af den som muligt, og der kommer rundrejserne til sin ret. Vi vil have en masse highlights, hvor man kommer mange steder hen og får set rigtig meget,« siger hun, men påpeger, at vi i dag rejser mere og på mange forskellige måder, hvorfor rundrejsen ofte blot er én ud af flere ferieformer, vi vælger.

Samme tendens oplever Nikolai Johnsen, der er pressechef hos et af Danmarks største rejseselskaber, Star Tour. I samarbejde med bureauet Tema Rejser arrangerer de også rundrejser – og især de lidt anderledes af slagsen er ofte populære, for de giver point på prestigekontoen, fortæller han:

»Generelt for rundrejser er tendensen, at danskerne er blevet mere eventyrlystne, og selv Nordkorea er efterhånden blevet et turistmål. Tidligere var de færreste ellers interesserede i ’farlige’ rejsemål som Namibia og Myanmar. Men mange danske rejsende i dag går decideret efter de mere uopdyrkede og vovede rejsemål. Det giver prestige og eksotiske check-ins på sociale medier. Det vidner om et større mod blandt de rejsende, der er blevet mere hårdhudede og rutinerede, når det kommer til valget af rejsemål,« siger Nikolai Johnsen og tilføjer, at de sidste år havde et ægtepar på 87 år på rundrejse i Mongoliet med overnatning i Gobi-ørkenen.

Karina Madsen Smed forklarer også, at rundrejsen er blevet den hippe udgave af en klassisk pakkerejse, som indimellem har haft svært ved at forny sig og tilbyde nye elementer til et stadigt mere rejsevant publikum. Derfor har pakkerejsen haft tendens til at blive set som triviel og umoderne.

»Det er ikke altid bevidst, men man bruger sine rejser i forskellige sociale sammenhænge, og der har pakkerejser generelt været lavt i hierarkiet, hvor det var finere at være på rundrejser, kulturrejser eller andet – det er lidt den hippe form for pakkerejse,« siger hun og tilføjer, at selv om rundrejser også ofte har elementer af sol og strand, så er der mulighed for at få ’lidt af det hele’, og det tiltaler mange.

»Man skaber sin egen rejseidentitet gennem forskellige komponenter, for i dag har man det fint med charter, og i morgen vil man se noget kulturelt. Det kan være svært at dedikere sig til én rejseform, der udelukker alt det andet, man gerne vil, og så er rundrejsen god, fordi man kan tage lidt af det hele,« siger Karina Madsen Smed og tilføjer, at rundrejser, langt hen ad vejen, også er et udtryk for, at rejsebureauerne må forny sig selv i en tid, hvor verden er blevet let tilgængelig.

»I dag kan alle booke hotel og fly selv, så hvis rejsebureauer fortsat skal spille en rolle, skal de give os ekstraordinære produkter og services.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.