De 3 hemmelige steder i Prag

Har du også set de klassiske seværdigheder i den tjekkiske hovedstad, Prag? Så har vi fundet tre mindre kendte steder, man ikke skal dele med et hav af andre turister.

Kinsky haven, hvor Sankt Michael trækirken står, som blev transporteret hertil i 1929 fra Transkarpatien.
Kinsky haven, hvor Sankt Michael trækirken står, som blev transporteret hertil i 1929 fra Transkarpatien.

De fleste danske turister kender den tjekkiske hovedstad Prags klassiske seværdigheder. Karlsbroen, Rådhuspladsen med det astronomiske ur, og Tyn Kirken, hvor den danske astronom Tycho de Brahe ligger begravet. Eller Prags Borg med sine smukke sale og den kæmpemæssige gotiske Sankt Vitus Katedral.

Den tjekkiske hovedstad har mange flotte historiske seværdigheder og spændende steder. Så mange endda, at der ofte ikke er plads tilbage i turistbrochurerne til de mindre kendte seværdigheder.

Rejseliv viser vej til tre, hvor det ikke vrimler med turister, men som er værd at opleve.

1. Den smukke og afslappede

Prags smukke haver som Wallenstein haven, Vrtbovska haven eller en række småhaver ved Prags Borg er efterhånden kendt af mange turister. Det samme kan man ikke sige om den store Kinsky haven på den sydøstlige side af højen Petrin.

Kinsky haven blev grundlagt af ægteparret Kinsky i 1827 i et kuperet teræn og strækker sig over knap 22 hektar. Den er meget velholdt og et smukt sted til gåture, skovture eller blot til at slappe af i det grønne. Udover en smuk natur, småsøer og beplantning har haven en raritet: en græsk-katolsk Sankt Michael trækirke, transporteret hertil i 1929 fra Transkarpatien, som i mellemkrigsårene var en del af det daværende Tjekkoslovakiet.

Ikke langt fra havens hovedindgang ligger Kinsky sommerresidens, som i dag huser en afdeling af Nationalmuseet med udstilling af tjekkisk folkekunst.

2. Den frække og avantgarde

Meet Factory er et international kulturcenter, grundlagt af den tjekkiske kunstner David Cerny i 2001. Det ligger i kvarteret Smichov, og arrangerer koncerter, teaterforestillinger samt kunstudstillinger. Stedet har omkring 15 atelierer, som bliver brugt af internationale og tjekkiske kunstnere, som ofte udstiller deres værker i et af stedets tre gallerier eller åbner deres atelierer for besøgende. Der er altid mindst to forskellige udstillinger i gang, og næsten hver dag en teater- eller musikforestilling.

David Cerny bliver ofte kaldt for Tjekkiets enfant terrible og er især kendt for sit værk Entropa i forbindelse med det tjekkiske EU-formandskab i 2009, samt en lang række skulpturer i Prag, for eksempel tv-tårnet.

Meet Factory er ligeså farverigt som kunstneren selv, og er derfor et sjovt og anderledes sted at besøge, også for sin udsmykning og stemning.

3. Den folkelige og mangfoldige

Kvarteret Zizkov er stedet, Prag-borgerne er flygtet til, efter byens centrum er blevet overtaget af turister og dyre restauranter. Zizkov har altid været, og er det også i dag, Prags arbejderkvarter, som på grund af de forholdsvis dyre priser i Prags centrum har fået en ny opblomstring.

Udvalget af restauranter er stort – Zizkov har ifølge uofficielle statistikker den største koncentration af restauranter og værtshuse per kvadratmeter i hele Europa. Restauranter, som serverer tjekkisk mad, er i klar overvægt, men udover gedigen tjekkisk mad som gullash eller schnitzler, kan man finde bl.a. sushi, veganmad og pasta.

Skal man kun more sig, kan man finde vej til alt fra hippe barer til flippede værtshuse med tresserstemning. Zizkov vrimler ligeledes med en del spillesteder, hvoraf den mest kendte er Palac Akropolis, hvor der er livemusik hver eneste dag. Stedet er altid velbesøgt og har udover to scener og tre barer en velbesøgt restaurant. Vil man hellere gå end at begive sig ud i Prags offentlige transportsystem, er Zizkov nemt at finde – gå blot i retning af Prags surrealistiske TV-tårn, som kan ses overalt i byen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.