Danskerne holder flere korte ferier

Halvdelen af danskerne bruger typisk feriedagene på flere korte ferier, viser ny undersøgelse. Husk også den længere ferie, råder ekspert

Smæk fødderne op og slap af i mindst to uger. Det skaber rum for personlig udvikling og kreativ energi, ifølge lektor i arbejds- og organisationspsykologi. Foto: Andre´s Nieto Porras
Smæk fødderne op og slap af i mindst to uger. Det skaber rum for personlig udvikling og kreativ energi, ifølge lektor i arbejds- og organisationspsykologi. Foto: Andre´s Nieto Porras

Hold tre ugers sammenhængende sommerferie. Sådan har rådet fra stress-eksperter lydt gennem flere år. Men rådet har tilsyneladende klinget hult hos mange danskere. En ny undersøgelse fra rejsebureauet Expedia.dk, der er foretaget blandt 1.024 danskere, viser nemlig, at halvdelen af danskerne typisk bruger deres feriedage på flere korte ferier i løbet af året.

Og det ser lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet, Einar B. Baldursson, som et udtryk for, at danskerne har mistet troen på det, han kalder ‘den berigende’ ferie.

»Danskerne opgiver den ferieoplevelse, som ellers har været så central i dansk feriekultur, hvor man har tid til at blive overrasket og beriget gennem fælles familieoplevelser. Flere og flere befinder sig i en situation, hvor de ikke længere kan overskue at afsætte meget tid til ferie og familie, men kun kan overskue at arbejde,« forklarer han og fortsætter:

»Den ‘berigende’ ferie kræver minimum to uger, for de første tre dage skal man som regel bruge på at have det ad helvedes til og falde ned i ferietempo.«

Dropper lang sommerferie

Flere undersøgelser peger på, at danskerne dropper den lange sommerferie. I sommer viste en undersøgelse fra Ingeniørforeningen, at 40 pct. af danskerne slet ikke holdte de tre ugers sammenhængende sommerferie, som man ellers er berettiget til.

»Det er sådan set fint at dele feriedagene op i portioner. Det er med til at mindske stress, fordi det giver en umiddelbar lettelse og aflastning at holde nogle forlængede weekender. Men det må ikke blive på bekostning af en længere ferie, hvor man gearer helt ned,« siger Einar B. Baldursson og forklarer, at det typisk hænger sammen med et presset og intenst arbejdsliv, når man deler sin ferie op i mange små bidder.

Direktør og psykolog i Center for Stress og Trivsel, Jeanett Bonnichsen, der rådgiver om psykisk arbejdsmiljø og behandling af stress, mener dog, at man skal være forsigtig med at dømme, hvad der er den rigtige måde at holde ferie på.

»På den ene side kan de mange små ferier være et udtryk for, at man er meget positivt optaget af sit arbejde og sin hverdag, og at man kun har brug for små åndehuller. Omvendt er det stensikkert en god idé at trække stikket i en længere periode, hvis man i dagligdagen ikke kan trække vejret,« forklarer hun.

​Vælg din ferietype

Og selv om Jeanett Bonnichsen mener, at det i bund og grund er danskernes eget ansvar, hvor meget ferie, de tager, og hvordan de afholder den, så råder hun alligevel til, at man grundigt reflekterer over, hvilken type ferie, man kan lide og har brug for.

»Vil jeg have god, dyb kvalitetstid med familien? Eller vil jeg en lille uge på kursus? Den gode og rigtige ferie er relativ,« siger hun.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.