Cuba før det er for sent

Kombiferie. Med sine kridhvide sandstrande er den caribiske tropeø oplagt til badeferie. Men Cuba er også et kaotisk virvar af sanseindtryk, dans, alkohol, glæde og ophidselse, og vil man opleve det autentiske Cuba, inden amerikanerne invaderer, er det om at komme afsted.

Man får sig hurtigt en lang snak, hvis man er interesseret i  cubansk tobak.
Man får sig hurtigt en lang snak, hvis man er interesseret i cubansk tobak.

Tran·qui·lo: Rolig, fredelig, ubekymret. Vi er taget til Cuba, og allerede i hovedstaden Havana, med godt to millioner indbyggere, får vi et solidt indtryk af Cuba og den cubanske mentalitet.

Heden, der holdes i skak af mojitoer, kolde øl og de antikke loftsventilatorer, ligger som en tung, men behagelig dyne over lobbyen. Jeg befinder mig på Hotel Sevilla i Havana. Salsamusikken fylder det store rum og får flere af gæsternes fødder til at vippe op og ned, og en gæst på vej fra elevatoren til receptionen, kan ikke lade være med at vrikke hofterne blidt i takt til rytmen fra bandet, der synger og spiller klassikere med lethed og udadvendt glæde.

»Vi finder os ikke i sexchikane,« kan man næsten høre de fem sangere i lobbyen synge, da de fremfører Miriam Makebas kendte hit Pata Pata, der senere blev et Shubidua-hit. Velkendte melodier gjalder ud af de velformede, brede læber på salsabandets sangerinder. »Toms karameller, vi vil ha’ Toms karameller,« fortsætter de fem. Eller, det er jo »Guantanamera«, en af Cubas mest kendte ballader. En sang om en pige fra Guantanamo – byen, der efterhånden kun er kendt for den amerikanske flådebase og fængslet. Mændene i sort skjorte og bukser og kvinderne helt i leopardmønster fortsætter skønsangen med den amerikanske klassiker »Stand by me«.

Fra hotelværelset på femte sal kan man se ud over Havana Vieja – det gamle Havana – og den lange havnefront, Malecón, hvor cubanere samler sig, når dagen går på hæld. Når der ikke er andet at lave end at danse, drikke, tale (højlydt) og nyde hinandens selskab med udsigt til Havanas havn. Det er »tranquilo« – den cubanske afslappethed, der hersker her.

Hotellet Sevilla er bygget i 1908, og indtil revolutionen brugte adskillige amerikanske gangsterbosser hotellet som base, når enten sol, rom og damer eller FBI fik dem til at søge sydpå. Al Capone var her, Lucky Luciano var her senere – og hotellet har ikke ændret sig synderligt siden dengang.

Attituden mod amerikanere virker ikke fjendtlig her i Cuba på trods af fordommene. I 2015 genåbnede den amerikanske ambassade på Cuba da også, efter at have været lukket siden 1959. Amerikanerne vil helt sikkert flokkes om at få turistvisum til ø-nationen i det Caribiske Hav, når det bliver tilgængeligt, så det er om at skynde sig, hvis man vil nå at opleve det autentiske Cuba, inden amerikanernes indtog.

I hovedstaden Havana kan man både få oplevelsen af, hvad Cuba var, og hvad Cuba vil blive. Her er kommunistiske rytterstatuer flankeret af beton. Mondæne bygninger, der blev bygget kort efter Cubas selvstændighed i 1902, står stadig, men har i dag krakelerede facader pga. mangel på midler til renovering. Chevrolet, Chrysler og Pontiac-biler fra 50ernes USA deler de brede, men lettere hullede, veje med Lada’er fra 70erne og nyere sydkoreanske og kinesiske biler. Det er et specielt syn, som minder gæster i landet om tidslinjen for nogle af de mest skelsættende begivenheder, der har formet Cuba.

Da uafhængigheden fra spanierne kom, begyndte man at bygge, investere og opbygge det samfund, man mente, spanierne havde nægtet befolkningen.

I 1959, efter otte år med diktatoren Batista, fik cubanerne igen nok af deres styre, og Fidel Castro gennemførte en socialistisk revolution. Ironisk nok er det mest iøjnefaldende ved Castros store Revolutionsplads i Havana et monument for José Martí, som var uafhængighedskrigens store helt. Ellers er der ikke megen romantik eller charme over den store plads, og hvis man har begrænset tid i Havana, kan pladsen sagtens springes over.

Siden årtusindskiftet – og især siden Fidels bror Raul Castro er kommet til magten – er landet blevet mere liberaliseret, og cubanerne bliver tilladt en højere grad af økonomisk frihed. Det ser man på de private restauranter, der dukker op overalt, men også på de mange små butikker, hvor de lokale sælger elektronik, tøj, håndværk og andet uden om de store statslige firmaer. Cubanerne sælger med stor glæde deres varer, uanset om det er kopi-mærketøj eller friturestegte churros tilberedt i en lille, blå blikvogn på et travlt gadehjørne. Men selv om Cuba er blevet en kende mere moderne, er internet alligevel langt fra allemandseje. Internetadgang kan nemlig være en luksus i Cuba, som man betaler knap 14 kr. for pr. time. Og i et land, hvor den gennemsnitlige månedsløn er lidt over 2.000 kr., er det langsomme og ustabile internet en luksus, man ikke altid kan få råd til, når der skal købes mad og betales husleje. Regeringen har oprettet Wi-Fi-zoner, og det får især unge, men også ældre, til at stimle sammen foran hoteller og museer med deres smartphones i håb om at fange internetsignal og komme på Facebook eller Google, inden deres tidsbegrænsede internetkort udløber. Der går en time, så skal der købes nyt. Som turist kan det være en god anledning til at koble helt af, men på de fleste nyere hoteller er der dog mulighed for Wi-Fi-tilslutning.

Noget, der ikke bør springes over, når man er i Havana, er en tur rundt i Havana Vieja. Havanas gamle bydel har, på trods af et fortjent stempel som Unesco Verdensarv, bestemt set bedre dage, men det er alligevel her, Cubas og Havanas charme er størst. Gadebilledet er præget af gamle, amerikanske og sovjetiske biler, imponerende, men forfaldne, kolonitidsbygninger og små, charmerende, familiedrevne restauranter, paladares, hvor man kan få en smagsprøve på noget af den lokale mad. Cubas køkken er ellers ikke kendt for at være en specielt fantastisk oplevelse. Stegt flæsk, ris, bønner, citron og hvidløg er nogle af de primære ingredienser i det køkken, der ikke er femstjernet gastronomi, men solid arbejder- eller bondekost, der ligger tungt og godt.

Mange følger også i fodsporene på Ernest Hemingway i Havana. »My mojito in Bodequita del Medio and my daiquiri in the Floridita,« som han skrev. Det samme gør jeg. Jeg drikker Daiquri på Hemingways stambar Floridita og tager forbi hans favorithotel, Ambos Mundos, i det gamle Havana, men stederne er overrendt, og charmen er ikke overvældende, så når man har gået i de obligatoriske fodspor, kan det anbefales at træde ud af dem og gå ad sidegaderne og finde de mindre åbenlyse barer i stedet. Næsten overalt kan man få fremragende cocktails med rom, og stemningen er ofte mere afslappet lidt uden for den store forfatters skygge.

Ud over rom, revolution og gamle amerikanerbiler er musik en essentiel del af Cubas identitet. Siden Columbus kom i 1492, har der været mange etniciteter og nationaliteter forbi den caribiske ø. Slaver blev hentet fra Afrika i stort tal til Cuba for at arbejde i sukkerrørsplantagerne, og også i dag bærer Cuba præg af, at både spaniere, portugisere, kinesere, syd- og mellemamerikanere og afrikanere har været forbi og bosat sig. De udgør det, som vores lokale guide kalder ’det cubanske mix’, som også har skabt grobund for den cubanske musik og dans.

Den musik og dans bør man opleve på det legendariske Tropicana, inden man forlader Havana til fordel for bountystrandene. Kort efter vi ankommer til vores pladser i teaterbygningen, sidder vi med både cigarer og rom, og danserne, der skal gennemgå ufatteligt hårde prøver for at få lov til at danse på nationens største scene, fremfører et af de mest ekstraordinære sceneshows, jeg har været vidne til. Aftenen kulminerer i en eksplosion på scenen af farverige kostumer, fjer, hatte, spændte muskler, hurtige dansetrin og store sangstemmer.

Fra Havana bevæger vi os – som mange gør – de 150 kilometer mod strandparadiset Varadero for at kombinere kulturferien i Havana med badeferie på nordkysten. Her er cubansk autenticitet byttet ud med en mere moderne tilgang til turismen. Her er der palmer, klart, blåt vand og hvide strande, som udgør en markant del af specielt den cubanske nordkyst. Store europæiske hotelkæder har bygget tietagers All-Inclusive hoteller eller mere eksklusive hoteller med lejligheder og service, der muliggør den totale afslapningsferie under den caribiske sol. Med andre ord minder denne del af Cuba i høj grad om sine caribiske naboøer.

På resortet Paradisus Varadero kan man vælge flere niveauer af luksus, men uanset om man har 24-timers butler tilknyttet en af de store lejligheder med jacuzzi og udendørs brusebad, eller om man har en lidt mindre ferielejlighed, er solen, stranden og varmen den samme. Der er tæt på solgaranti, og det azurblå vand lokker gæster til både svømme- og sejlture.

Sidstnævnte prøver vi. En hvid og blå katamaran sejler os ud over det nogle gange blå, nogle gange grønne vand på Varadero-halvøen, og efter 45 minutter når vi ud til et koralrev, hvor flere i selskabet hopper i vandet og snorkler med hovedet nedad, og øjnene fikseret på de fine koraller, der eksisterer på bunden af det to til tre meter dybe vand. Solen gemmer sig bag en sky på ganske ucubansk manér. Der er nemlig sol cirka 330 dage om året i Cuba. Pelikaner flyver lavt over vores hoveder, dykker ned og flyver graciøst op igen. Flyvefisk dukker hidsigt op til havoverfladen, svæver et kort øjeblik og forsvinder hurtigt igen i skjul og sikkerhed under det klare vand. Også en flok mindre charmerende skarver gør os selskab, da katamaranen svæver hen over det lave vand ud for Cubas nordlige kyst, men de forsvinder hurtigt igen. Vi når frem til Cayo Blanco, en stor ø ikke langt fra kysten, med mangrovetræer og en lækker, hvid sandstrand. Her spiser vi hummer og spankulerer ned ad den hvide sandstrand. Der er nemlig ikke meget andet at lave. Men en gåtur i vandkanten, en hummer og en kold romdrink er også noget af det smukkeste ved den her del af Cuba. Det er afslapning og ferie, det er tranquilo, det er Cuba.

Berlingske var inviteret til Cuba af Spies

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.