Canadas endeløse vildmark

Jasper Nationalpark er en af verdens største, når det gælder vild og storslået natur. Læg Sjælland og Fyn sammen, så har du et område på størrelse med den utæmmede natur, som venter på at blive udforsket i det vestlige Canada.

Medicine Lake er det første af flere fantastiske syn på vejen fra Jasper by til Maligne Lake.
Medicine Lake er det første af flere fantastiske syn på vejen fra Jasper by til Maligne Lake.

Den flade prærie dominerer de første par hundrede kilometer fra Edmonton i vestlig retning mod Jasper i den vestcanadiske delstat, Alberta, og er mildt sagt ikke spændende at køre ad. Søvndyssende og triviel, uden spor af noget som helst opløftende i miles omkreds. Det første synlige tegn på det storslåede, som er i vente, er Rosche Miette. En dramatisk knopskydning af granit, som rejser sig brat forude. Denne gigant kan i klart vejr ses i hundrede kilometers afstand. Malere har igen og igen foreviget Rosche Mitte siden udvandringstiden i 1800-tallet, dels på grund af bjergets skønhed, dels fordi det varslede en ende på præriens monotoni. På vejen videre mod sydvest følger endnu flere af de overvældende foldebjerge, da vi når ind i Jasper Nationalpark. Vi foretager dog en mindre afstikker fra hovedvejen, op ad serpentinervejen, til Miette Hot Springs. Allerede før vi er nået frem, mødes vi af en fæl dunst af svovl, og ser solide søjler af damp stige til vejrs. I poolens varme vand sidder flere og lader kroppen berige af det helsebringende vand.

Jasper Nationalpark en del af UNESCO's verdensnaturarv

Jasper Nationalpark er den største og nordligste af de fire sammenhængende parker, der under ét benævnes The Canadian Rockies. Den er større end de tre sydligere, Banff, Yoho og Kootenay tilsammen, og takket være dens størrelse og færre antal besøgende end de andre, byder den på mest vildt. Her er store bestande af bl.a. de brune grizzly-bjørne, sortbjørne, ulve, elge, hjorte og den legendariske Big Horn Sheep med sine drabelige horn, der mere minder om en afrikansk bøffels. Endelig er her næsten 300 fuglearter. Det er bl.a. den unikke flora og fauna, som har bragt parken på UNESCO’s liste over verdensnaturarv. Med et areal på størrelse med Sjælland og Fyn tilsammen er der uendelige muligheder for at få vildmarksfølelsen helt tæt på. Hvad enten man vandrer langs nogle af de tusinde kilometer stier, kører på mountainbike ad de 300 kilometer cykelvenlige stier eller sejler i kano, kajak eller rafter på de mange større og mindre floder og søer. For ikke at glemme en isnende tur op på Columbia Icefield – en af den nordlige halvkugles største gletsjere syd for polarcirklen.

Jasper by er udgangspunktet for de fleste besøgende i parken. En sympatisk og charmerende mindre by beliggende i fabelagtige omgivelser. Her er et pænt udbud af butikker, spisesteder og hoteller i alle prislag. Byen har 5.000 fastboende, men om sommeren flerdobles antallet. Jasper by er dog langt mere ’laidback’ end den større og meget mere besøgte by, Banff, langt længere mod syd. Godt fem kilometer uden for byen ligger det elegante Fairmont Jasper Lodge lige ned til en af de mange søer, Lac Beauvert, og er omgivet af natur til alle sider. Denne tidlige morgen hviler et døsende lag af tåge over søen. Flokke af store canadiske gæs spankulerer på bredden. Nogle sætter af, og flyver i formationer lavt over søen, lige akkurat i højde til at kunne ses over den lave tågebanke. I baggrunden rejser bjergene sig. Lodgen består af en hovedbygning samt et pænt antal bjælkehuse fordelt ud over arealet. Hotellets darling er Stanley. Han er en sort labrador, som ligger foran sit lille hus i receptionen. »Stanley on duty,« står der på et skilt. Han er beundret og elsket af alle gæster, som ikke kan lade være med at klappe ham, selv om han nogle gange tydeligvis synes, det kan blive for meget. Nu og da giver han hals og bliver bedt om at tie. Det gør han så for en stund, men bjæffer snart igen.

Riverrafting på Athabasca-floden

Bjælkehusene i Fairmont Jasper indgår i en  vidunderlig symbiose med vildmarken.
Bjælkehusene i Fairmont Jasper indgår i en vidunderlig symbiose med vildmarken.

Oplevelserne omkring Jasper er mange og alsidige. Det giver sig selv, at naturen bærer overskriften for aktiviteterne. Også for det eventyr, vi nu skal ud på sammen med Jeff – en mand i midten af 30erne. Hans armmuskler er solide, og det er også nødvendigt, når han skal styre vores gummibåd igennem flodens hidsige strømhvirvler. Athabasca-floden er som skabt til riverrafting. Den er bred med et passende antal forhindringer og en kraftig strøm, som giver tilpas med spænding.

»Jeg var en af de mange, som tilbragte mine ferier her, men siden tog jeg skridtet fuldt ud og slog mig ned permanent. Om aftenen arbejder jeg som bartender i en af Jaspers barer. Så kan jeg stå på ski om morgenen, og midt på dagen føre gæster i en af vores mange både igennem noget af det flotteste natur, som Canada kan frembyde. Herefter et par timers hvile, inden jeg står bag bardisken om aftenen. Det elsker jeg,« fortæller Jeff med overbevisning.

»Er der nogen, der kan hjælpe mig med at styre dette fartøj,« udbryder han så, efter at have lavet en kunstpause imellem at styre og fortælle.

Hans gimmick er indstuderet, for det er netop, hvor vi passerer endnu et af disse barske stenrev, der skal manøvreres uden om. Vi otte passagerer er rådvilde, for hvordan gør man lige det. Hurtigt tager han dog styringen tilbage i sine hænder. Ikke så sjældent kommer en pæn sjat vand ind over rælingen og rammer dem, som sidder forrest. Selv om sne har klædt bjergene i hvidt, er temperaturen i floden lun, så lidt vand på kroppen føles bare forfriskende. Udsigten fra båden er til alle sider vanvittig flot. Mest imponerende fremstår Pyramids og Whistler-bjergene med deres bratte klippevægge. Op til Whistlers går en kabelbane fra Jasper by, og udsigten derfra er selvsagt ganske vidunderlig, hvis ellers vejret samarbejder.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/det-har-aldrig-vaeret-mere-sikkert-at-flyve

Vandring ved Maligne Lake

Langs Maligne Lake’s bred er der fine afmærkede kortere og længere vandrestier. Vil man helt ind til bunden af søen, er det også muligt.
Langs Maligne Lake’s bred er der fine afmærkede kortere og længere vandrestier. Vil man helt ind til bunden af søen, er det også muligt.

Et af de helt store trækplastre nær byen Jasper er Maligne Lake. Søen kan nås fra Jasper på reelt blot en halv times kørsel. Men for de fleste ender det med mindst et par timer. Konstant er der fantastiske syn at beundre og fotografere. Som her ved Medicine Lake, hvor bjergene i baggrunden spejler sig i det klare vand.

Maligne Lake er dog ikke for ingenting det store trækplaster. I bunden af søen ligger en lille klippeø med høje nåletræer og danner en perfekt forgrund til de vældige bjerge. Et par kilometer fra søen udgår flere afsindigt smukke vandrestier.

Nogle af dem tager guiden Rick Buck os med ud på. Maligne Valley, hvor vi vandrer, er et vildt, skovrigt område i to tusinde meters højde, hvor der fra de mange udsigtspunkter ikke er kig til noget, som kunne minde om menneskelig aktivitet. Ingen bygninger, ingen veje, blot natur – men hvilken natur. Panoramaet af nåleskove og søer breder sig i det uendelige. Vi er på vej op ad endnu en af de smalle stier, hvor en voldsom, men herlig larm af fossende vand gradvist tager til i styrke. Rick stopper op og peger ned i et dybt hul. Nederst i afgrunden ser vi årsagen til natur-larmen. En hvirvel af vand er presset ind i et smalt hulrum af granit og cirkulerer hidsigt og endeløst dernede.

»Et helligt område for mine forfædre for ikke så lang tid siden,« fortæller han i sit beroligende, langsomme stemmeleje. Med sin lyse ansigtskulør, canadiske accent og nutidige påklædning er der ikke synlige tegn, som bekræfter, at Rick Bucks far var fuldblodsindianer, og at moderens gener var et miks af inuit og skotte.

Hans passion for at stå på ski om morgenen og spille golf om eftermiddagen i området bidrager yderligere til vores oplevelse af paradokset om hans etniske ophav. Men Ricks tilhørsforhold til sine aner er intakt, trods den moderne livsbane med god uddannelse og et tidligere job i byens forvaltning:

»Jeg er en del af det samfund, som kalder sig First Nation, og jeg benævner mig selv indianer, uagtet at denne etniske betegnelse af nogle er politisk ukorrekt. I vores ’reservations’ betaler vi ikke skat og har selvstyre, om end det stadig er den canadiske regering, som i sidste ende kontrollerer os. Nogle fordele er der, for som nordamerikansk statsborger kan jeg krydse grænsen til USA ligeså meget, jeg vil,« fortæller han og fortsætter:

»Ikke alt i vores ’reservations’ fungerer dog godt. Der er høj arbejdsløshed, men til gengæld driver vi selv vores skoler, sundhedsklinikker og politi. Vi er alle opdraget i og med naturen, så vi går på jagt og fisker og lever med årstiderne. Når vi har nedlagt en elg, skærer vi kollektivt kødet ud og deler det imellem os og sikrer altid, at de ældste i blandt os får nok,« beretter Rick, mens vi lytter til ham og samtidig kigger ned i det dybe klippehul.

Han slutter sin beretning om sig selv og sin tilværelse med tilføjelsen:

»Hvis I spørger mig, om jeg deltager i de oldgamle, indianske, rituelle traditioner, er svaret nej. Det er for langt væk for mig. Alligevel mener jeg, at den officielle canadiske ’undskyldning’ over for urbefolkningen er kommet for sent og blot rummer ord. Meget mere kunne og burde være gjort, for at vi kan udvide vores selvstyre i vores nations.«

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/svovl-sved-og-vaade-taeer-gennem-island-paa-cykel

The Icefields Parkway - en parade af overvældende natur

Icefields Parkway anses af mange for at være den flotteste vej i verden. Den fører helt ned til Lake Louise i den sydligere nationalpark, Banff.
Icefields Parkway anses af mange for at være den flotteste vej i verden. Den fører helt ned til Lake Louise i den sydligere nationalpark, Banff.

The Icefields Parkway er en af verdens ikoniske vejstrækninger, som nogle kalder den smukkeste vej af alle. Vejen fører sydover fra Jasper og hele vejen de knapt 250 kilometer ned til Lake Louise i Banff Nationalpark, og den fremviser en parade af overvældende natur. Alene inden for Jaspers halvdel af strækningen er der guf for sanser, benmuskler – og kameraet. Kaskader af vand fosser igennem de smalle sprækker i Athabasca Falls og Sunwapta Falls. Tit og ofte går trafikken i stå, når elge har valgt at slå sig ned på asfalten, og der, ikke sjældent, lunter en sortbjørn over vejbanen. Det er dog ikke de vilde dyr, der udgør den største risiko i trafikken, men snarere bilisternes distraktion, fordi naturen konstant udfordrer fokus på vejen. Det er som at køre igennem et galleri af sublime landskabsmalerier. Højdepunktet af Icefields Parkway, i den sydligste del af Jasper Nationalpark, er nok Columbia Icefields. Denne is-kolos fødes af hele otte store gletsjere, hvor Athasbasca-gletsjeren er den mest tilgængelige i hele verden. Alene den har et areal så stort, at hele Nordamerikas befolkning kunne stå her med en kvadratmeter plads om hver enkelt. Hele Columbia Icefields 325 kvadratkilometer bidrager med ferskvand af uvurderlig betydning for klodens miljø. Det afledte vand herfra løber ud i hele tre oceaner, Det Arktiske Ocean, Atlanten og Stillehavet.

Det er en iskold oplevelse at køre med en af de terrængående busser, med meterbrede dæk, op på gletsjeren. Selv når der på en sommerdag er 30 grader nedenfor. Ismassen er kompakt, vindene suser uforudsigelige og får kulden til at gå igennem marv og ben. Men hvilken oplevelse er det ikke at kigge langt ned på svedende personer i shorts og stå heroppe og skælve af kulde, mens man nyder den mageløse udsigt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.