Asiatisk eventyr– med hele familien

Thailand, Vietnam og Cambodia. Familien Friis Rønne rev to måneder ud af kalenderen og rejste rundt i Asien med deres piger på 5 og 8 år uden den store planlægning. Her beretter de om deres forberedelser, tanker og turen – ikke mindst.

Familien havde ingen faste planer, så der var god tid til at dase og lege på de lækre strande.
Familien havde ingen faste planer, så der var god tid til at dase og lege på de lækre strande.

Det krævede en dyb indånding at bestille de fire enkeltbilletter til Bangkok. Det er åbenbart ikke så nemt at holde pause fra hverdagen i otte uger.

Der var et eller andet, der fik vores vægelsind til at galopere. Var det mon længden på den rejse, vi havde under opsejling, eller var det det store ukendte? Det kunne i hvert fald ikke være vores valg af destination - for det er da ikke en pind unikt at rejse til Thailand, tænkte vi.

Vi havde i længere tid spekuleret på, hvordan vi som børnefamilie kunne stoppe op og træde ud af hamsterhjulet. Vel en ganske klassisk børnefamilie-tanke; Stoppe op og give sig tid til noget andet end madpakker, hente/bringe-rutinen og arbejde om aftenen.

Så hvad skulle der dog være galt i at fylde sine dage med rejse i en periode? Ikke en uge eller to, men et par måneder for at udfordre rutinen, føle os bare en lillebitte smule modige og ikke konstant skulle balancere mellem at have en nagende dårlig samvittighed over for enten børnene eller arbejdspladsen, men bare kunne holde fri og være sammen om et projekt, der handler om oplevelser, nye mennesker og inputs hver dag.

 

Det blev en lappeløsning, der gjorde det muligt for os at bruge otte uger i Asien. En kombination af en forstående arbejdsplads, noget restferie, selvbetalt fri fra job, opsparing og udlejning af vores københavnerlejlighed på Airbnb i hele perioden. Men det krævede altså et mentalt tilløb. Da billetterne først var købt, var det straks en anderledes, befriende følelse.

Vores research begyndte på nogle af de utallige danske rejseblogs, som findes derude i blogland. Vi fandt hurtigt de børnefamilier, der var i gang med deres livs rejse og bloggede om det. Det så eksotisk ud. Nogle var gået all in, havde revet alt op hjemme og levede på en sten, men skribenterne lød næsten stressede over at have SÅ meget tid på en strand. Andre bloggere virkede semi-sponsorerede af diverse firmaer og hoteller og rejste efter madkurser, designhoteller eller noget sponsoreret selvrealisering på et aloe vera-resort.

Selv ville vi meget gerne rejse uden nogle forhåbninger om at selvrealisere os i en spa, men vi ville gerne finde en komfortabel mellemløsning, så vi selv kunne styre tempoet og ruten, sove længe, møde nogle lokale, andre rejsende og spise godt. Simple pleasure.

Og jo, forhåbentlig også genskabe lidt ro og give børnene en kulturoplevelse.

Vi søgte bevist uden om de børnevenlige resorts, hvilket gjorde, at vi var hinandens legekammerater hele vejen igennem. Vi valgte Thailand som et godt udgangspunkt. Der er velfungerende infrastruktur, en smilende befolkning og statsgaranterede palmestrande.

Vi vidste godt, at Thailand har ændret sig markant, siden vi selv backpackede derude i midt-90erne. Det var omkring den tid, hvor Alex Garland udgav The Beach (Stranden, red.), og hvor vi selv levede på en blanding af Redbull i medicinflasker, Mekong Whisky, breve fra mor på poste restante og Pad Thai-ris.

Denne gang endte vi med en tur, der ikke var planlagt mere end et par dage frem. Det var ikke backpacking, men vel nærmere ‘flashpacking’. Stadig uafhængige og frie til at rejse som backpackere, uden faste bookinger på hoteller og fly, men alligevel afhængige af en vis standard. Vi havde gadgets med, kunne godt lide steder med wifi og boede også på underspillede boutique-hoteller. Men rejste også med nattog ned gennem Thailand på 3. klasse, sov med kakerlakker, rodede rundt i Lonely Planet-bøger og lokale kort og kørte fire personer rundt på en motorcykel uden kørekort. Det lugtede af eventyr.

Da vi landede i Bangkok, mødte den stikkende varme os. Fugtigt! Dunsten af olie. Et trafikalt helvede. Mega storby. Helt perfekt, faktisk. Et eventyr kunne begynde.

På stranden på Koh Ngai i Thailand.
På stranden på Koh Ngai i Thailand.

 

Over de næste otte uger rejste vi dag til dag. Friheden skabte lidt logistiske problemer undervejs, men med tid nok var det først og fremmest en befrielse at kunne forlænge og forkorte ophold, som det passede os. De første 10 dage var dog planlagt hjemmefra. Først et par dages eventyr i Bangkok med de utrættelige gadesælgere, smalle gyder, buddhistiske templer, markeder, Chinatown og Khaosan Road. Børnene fik madmod og spiste sågar insekter. Meget sjovere end pølsemadder.

Vi rejste herefter med toget sydpå om natten og endte på Koh Ngai næste morgen. Toget bumlede afsted, og vi sov ikke så meget, men spillede spil i de interimistiske ’sove-hylder’ og faldt i snak med thai’er , der var på vej hjem til landsbyen eller på vej mod strandene som os.

Efter at have boet i luksus-bambushytte med perfekt bountystrand satte vi med speedbåd kursen mod Koh Lanta. En stor ø. Lanta er ikke Krabi, Phi Phi og ikke Phuket, men en stor ferieø, hvor de store fastfood- og hotelkæder endnu ikke er skudt op. Vi bookede vores hoteller med hjælp fra TripAdvisor-app’en hele vejen rundt. På Koh Lanta er der både en nationalpark, lækre madkurser, et ’Animal Welfare-hjem’, som er perfekt med børn. Vi lejede knallerter og dykkede i foruroligende varmt vand ved Koh Haa-revet.

Vores rejse fortsatte mod Bangkok igen, hvor vi strandede. Vi havde ikke kalkuleret med Songkran - den thailandske nytårsfest - og alle busser og tog ind og ud af byen var udsolgt i dagevis. Så vi hang ud i storbyen igen.

Efter et par dage fik vi os presset ind i en minibus mod grænsen til Cambodia. Vi endte med at gå over den, da buschaufføren og et par medsammensvorne ville have op mod 200 dollar (ca. 1.350 kr.) for at hjælpe med et visum. Det nægtede vi og kom op at skændtes. Vi begyndte, godt vrisne, at gå de få kilometer mod grænseovergangen. Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle gøre.

 

Grænseovergangen til Cambodia er et hedt inferno af støv, kasinoer, smuglersmøger, dårlig sprut, thai-politi-pickups fyldt med cambodianske grænseoverløbere og mennesketrukne kærrer med varer. Vi kom sikkert igennem en grundig grænsekontrol, og efter en times tid mødte en ny virkelighed os på den anden side. Dårlige veje og en befolkning, der er bombet generationer tilbage under Pol Pot. Opholdet blev en stærk oplevelse og nok dét af de tre lande, som har sat sig de største spor.

I Siem Reap var vi rundt for at udforske de magiske Indiana Jones-templer ved Angkor Wat. Et ubeskriveligt sted i junglen uden for tid og rum. Børnene tænker fortsat på ‘Cambodien’, som de kalder landet. De var selv dagligt i fokus hos de lokale, som ville have billeder med de lyshårede piger.

I hovedstaden Phnom Penh besøgte vi - uden børn - Killing Fields og torturfængslet Tuol Sleng og dykkede ned i historien. Landet er stadig præget af korruption, og den blodige historie står ikke øverst på skoleskemaet. Man har i det hele taget ikke travlt med at bearbejde det folkedrab, som i dag betyder, at medianalderen i befolkningen er på bare 25 år. Flere går i skole, men landet halter stadig langt bagefter. I byerne går det dog stærkt, og den fremstormende, asiatiske økonomi har også her boostet udviklingen.

Vi kørte videre mod Kampot i syd. Her besøgte vi de berømte Kampot-peberfarme og spiste de mest fantastiske krabber, som blev hevet op foran os på et lille marked i Kep. Alt i Cambodia koster omkring 1 dollar, virker det til. I syd er der de mest fantastiske, forfaldne bygninger fra den franske kolonitid, og området er langtfra overrendt af turister.

Herfra gik turen, med en minibus, indover grænsen til Vietnam. Vi gik igen over grænsen og mødte det kommunistiske bureaukrati. Vi brugte en uge på øen Phu Quoc, som er vietnamesernes up-and-coming svar på thai’ernes superturistede Phuket. Dejlig ø, men her var mange lokale turister. Der er ufatteligt mange vietnamesere i Vietnam!

 

Vores rejse fortsatte op gennem Mekong Deltaet i minibusser, og hele den sydlige del af Vietnam ramte os som noget af det smukkeste, vi havde set.

Vi landede pladask i hverdagen igen, da vi nogle uger senere fløj hjem via Ho Chi Minh City. Vi syntes, vi var lykkes på vores egen måde med at lave et eventyr ud af en mindre orlov, og det gjorde os alle sammen ret stolte og ikke mindst taknemmelige over, at det lod sig gøre.

Vi fik slet ikke læst alle de bøger, vi havde med, eller nået vores lange tjekliste med afslappende ting og hjemmeundervisning af børnene. Faktisk blev alle de forestillinger, vi havde haft på forhånd om, hvad der skulle til for at optimere os frem til den perfekte tur, hurtigt droppet. At droppe forventningerne til os selv og til dagene, gjorde det hele meget afslappende trods kaos og små udfodringer. Vi fik skrevet en lang dagbog og vist børnene, hvor smuk verden faktisk er, når man rejser ud og griber fat i den på egen hånd, og det var det vigtigste.

De otte uger fløj afsted, mens vi var fuldt til stede. Og så gjorde det slet ikke så meget at komme hjem til karriere, gode venner, en punkteret cykel og en rugbrødsmad igen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.