5 perler i Barcelona-bydelen Poblenou

Kun ti minutter med metro fra centrum finder man bydelen Poblenou – en smuk bydel, der både byder på det gamle Barcelona, men også på nye strømninger.

3
3

1. Natur og økologi


Hvad: Isidro cosmetic shop
Hvor: Carrer Maria Aguilo 83, Poblenou
Info: facebook.com/isidrocosmeticshop

Det er svært at forlade Isidro cosmetic shop, når man først er kommet indenfor. Butikken er en duftende oase af ro, som får skuldrene til at sænke sig, og i en smuk patio kan man nyde køligheden og et glas koldt vand.

Inde er der metervis af hylder med et stort og specielt udvalg af naturligt baserede og økologiske plejeprodukter til kvinder og mænd: fra sæber og ansigts- og kropspleje til alskens lækkert barbergrej.

Man kan fornemme, at alt er udvalgt med viden og omhu, og snakker man med indehaveren Isidro Torrecilla, er det præcis sådan, det er. Her tages ingen hurtige beslutninger. Han kigger på designet og detaljerne, og først når alt går op i en højere enhed, kommer det på hylderne.

Butikken åbnede i 2014 og forhandler i dag 26 mærker fra hele verden, blandt andet Danmark, USA, Frankrig, Palæstina, Portugal og selvfølgelig Barcelona og Catalonien.

Hans assistent, Hanna Hartikka, har været med fra begyndelsen og er også en guldgrube af viden. Hun taler engelsk, så bare spørg.

Som de siger: »Det er vores privilegie at få lov til at hjælpe.«

2. Cocktails i skyggen

Hvad: Madame George, Lounge Bar
Hvor: Carrer Pujades 179
Info: facebook.com/madamegeorgebar

Når man har vandret byen tynd, kan det være skønt at finde en bar og sætte sig i skyggen og nyde en kold drink. Det kan man for eksempel hos Madame George, der slår parasollerne op kl. kl. 18. Mens man nipper til sin drink, kan man følge livet, der udfolder sig på gaden: Mødre med legende børn, møder i gaden med klap på skulderen og kyssen på kinder, de gamle, hvis ansigter fortæller historie.

Baren er en drøm, som indehaverne Mel Ramirez og Darogh O’Donnell, gjorde til virkelighed i 2014. Indenfor er der prismelysekroner og salonmøbler i barokstil. Det er ikke en indretning, som de lokale er vant til, men den afslappede stemning og det flinke værtspar har alligevel fået lokket de lokale til – og i dag er Madame George blevet manges stambar. Alle er velkomne, unge, ældre og familier med børn.

Barens speciale er cocktails til rimelige priser, og er man glad for en god rom eller whisky, er det her, man skal nyde den, da udvalget er langt bredere end mange andre steder. En af stedets specialiteter er pisco sour, som Mel, der er fra Peru, mixer til perfektion.

Ugen hos Madame George går sin rolige gang. Fredag og lørdag er der mere gang i den med f.eks. livemusic, DJ’s eller dragshows.

3. 130 år med vin

Hvad: La Pubilla del Taulat Bar Bodega
Hvor: Carrer Maria Aguilo 131
Info: 0034 93 22534 20

Et glas vin på hotelbalkonen er skønt, og et fantastisk sted at købe den er i Bar Bodega Pubilla de Taulat, som har eksisteret siden 1886. På hylderne ligger store tønder fyldt med vin og vermouth, lige til at tappe af. Nogle af tønderne er lige så gamle som bodegaen. Her er også flaskevin i lange baner, overvejende lokal, cava og spiritus. Kigger I opad, ser I en udstilling af støvede flasker med over 100 år gammel vin. Flasker, som i dag er fredede.

Man bliver modtaget med åbne arme af indehaveren Jesus Lopez, når man ankommer. Han er stolt af sin bodega og dens traditioner, og han er et unikum, når det gælder om at finde frem til en vin efter din smag. Et par famlende ord om sød eller tør, så er han sporet ind. Gå ikke glip af en tøndevin. De fås fra ca 10 kr. for en flaske, og er af god kvalitet. Medbring en tom vandflaske eller spørg Jesus. Han gemmer flasker til det samme.

Er I blevet sultne, ligger der en tapasbar i lokalet ved siden af med udendørs servering. Den har samme navn som bodegaen, og indehaveren er Jesus’ bror, Miguel Angel.

Læs også http://www.b.dk/rejseliv/5-fortryllende-togture-i-schweiz


4. Spis som catalanerne

Hvad: BitaCora Bar Restaurante
Hvor: Carrer de Ramon Turru 240
Info: facebook.com/bitacorapoblenou

Begynder sulten at melde sig, byder den nyåbnede bar og restaurant BitaCora på hjemmelavet mad og tapas til gode priser med et menukort afstemt efter årstiden og det lokale markeds dagsudbud. Fisk indgår i mange af retterne – oplagt, når man bor ved havet.

Stemningen i restauranten er uformel og hyggelig, og man føler sig meget velkommen. Her er aviser, magasiner og legetøj til utålmodige børn, og bag baren står dygtige folk, der ved, hvad service er og som nyder deres job. Gennem de åbne døre ud til køkkenet kan man fornemme den samme entusiasme og glæde ved at lave god mad af gode råvarer.

Indehaveren Fernando Iturra har fået samlet en stab af kolleger, som arbejder godt sammen, og som alle gør deres, for at deres gæster går glade herfra.

Endnu et plus er terrassen med borde og parasoller, hvor man kan nyde en drink, et par tapas eller måske en ’menu del del dia’, som består af en forret, en hovedret, dessert, kaffe og et glas vin – til 10 euro (75 kr.). Men man kan selvfølgelig også bestille a la carte.

5. Kæmpemæssigt marked

Hvad: Palo Alto Market
Hvor: Carrer Pellaires 30
Info: paloaltomarket.com

Folk fra hele Barcelona strømmer til, når Palo Alto Market den første weekend i hver måned slår portene op til 150 stande, der byder på alt fra musikoplevelser, madboder, kunsthåndværk, design og sågar hippe frisørsaloner i det fri. Også omgivelserne er helt fantastiske – en grøn oase med et væld af eksotiske træer, planter og blomster. Man kan bruge timer på bare at nyde frodigheden og skønheden.

»Mange af udstillerne er faste, men hvert marked byder altid på nye udstillere og kunstnere,« fortæller Paula Mariscal, der er marketingdirektør og en af initiativtagerne.

»Det kan f.eks. være dygtige gademusikanter eller unge designere, der her får chancen for at komme ud til mange mennesker. En del af konceptet er nemlig at skabe nye muligheder for alle slags unge talenter, der har kvalitet og originalitet i fokus,« forklarer hun.

Konceptet fungerer, og stemningen er fantastisk – alle hygger sig, kærester kysser, børn leger, der bliver spist god mad og drukket kolde øl.

Det første marked løb af stablen i december 2014. Spændingen var stor hos initiativtagerne, der havde kalkuleret med 4-5.000 besøgende. Der kom 15.000, og det er, hvad området kan bære. Så det er en god idé at komme i god tid – markedet har åbent fra kl. 11 til 21. Entré koster tre euro (22,5 kr.).

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.