5 oplevelser i San Franciscos North Beach

De italienske immigranter bliver færre, men i North Beach føles det stadig lidt som at være i Støvlelandet – tilsat beatpoesi, boho-shopping og stive cocktails.

1. For solslikkeren

Hvad: Washington Square Park

Hvor: Mellem Columbus Avenue og Union Street

Hvor meget: Gratis

Se: sfrecpark.org/destination/ washington-square

Washington Square Park er North Beachs oase. Ældre mænd sidder på de grønne bænke og ser livet passere langsomt forbi, mænd og kvinder fra Chinatown mødes til fællesdans og Tai Chi om morgenen, og folk flader ud med en bog i græsset eller nyder et glas vin og en picnic.

Bagkulissen udgøres af den højtrag-ende kirke Saints Peter and Paul Church, der er som klippet ud af et postkort fra Italien. Og her på kirkens trappetrin poserede baseballstjernen Joe DiMaggio i 1954 for fotograferne med sin nye brud, Marilyn Monroe, ligesom katedralen ses i Clint Eastwoods film-klassiker »Dirty Harry«.

I dag er parken flankeret af restauranter og fortovscaféer. Knurrer maven, er det blot at krydse gaden til Liguria Bakery, der har friskbagte focaccia, som de kun laver dem i hjemlandet. Kvarterets bedste pizza findes i parkens modsatte hjørne, hvor Tony’s Pizza Napoletana ligger.

2. For den kaffeafhængige

Hvad: Caffe Trieste

Hvor: 601 Vallejo Street

Hvor meget: Fra 3 dollar (ca. 20 kr.)

Se: caffetrieste.com

Hvis North Beach har et forsamlingshus, må det være Caffe Trieste. Her har de lokale siden 1956 ladet de gestikulerende fagter få en pause og fået pulsen ned med en kop espresso.

Caffe Triestes grundlægger »Papa Gianni« var lidt af en espresso-pioner og den første, der bragte hjemlandets kaffevaner til den amerikanske vestkyst. Måske er det den afslappede stemning, hvor man kan få en snak med sidemanden, der gør, at Caffe Trieste altid har tiltrukket digtere, forfattere, musikere og kunstnere. Det var iøvrigt ved disse borde, at Francis Ford Coppola sad og skrev dele af manuskriptet til »The Godfather«.

Caféen tiltrækker en fin blanding af turister og lokale. Mens gamle mænd tager et slag skak ved et af de bagerste borde, og unge studerende sidder bøjet over bøgerne, falder turisterne i staver over de mange familiebilleder, der fortæller historier på væggene.

Deres bagværk i form af cannoli, gulerodskage og kokosmakroner samt bradepandepizza fortjener højst et skuldertræk, men til gengæld forstår de sig på kaffe, især hvis man foretrækker den så stærk, at den kan stå på bagbenene. Af og til har de livemusik såsom jazz, opera, harmonikaspil og sange fra Støvlelandet.

3. For shopaholikeren

Hvad: Upper Grant shopping

Hvor: Grant Avenue mellem Columbus og Filbert St

Hvor meget: Varierende priser

I nyere tid har North Beach til tider haft et dårligt ry som en turistmagnet bugnende af rødternede duge og kopistatuer blandet med et højrøstet utilpasset natteliv, men det er nye tider.

Upper Grant Street er bevis på, at kvarteret ikke sidder fast i fortiden. På denne smalle gade finder man lækre delika-tesseforretninger, fikst genbrugstøj, eksklusivt lingeri, sjældne jazz-LP’er, hippe barberer og designertøj. Her er adgang forbudt for store butikskæder.

I stedet spirer små, lokale designere og håndværkere frem. Som Al’s Attire, der med sine gamle Singer-symaskiner og ruller med stof ligner en herreekvipering fra 50erne. Her bliver der fremstillet håndlavede jakkesæt, skjorter, sixpences og støvler i vintage-stil.

Butikken Therapy henvender sig til den moderne boheme med sin blanding af tøj, smykker og alle de løjerlige nipsgenstande, du ikke anede, du havde brug for, såsom kranieformede cykellygter, en læderlommelærke og en hammer, der også er en schweizerkniv.

4. For den tørstige

Hvad: Tosca Cafe

Hvor: 242 Columbus Avenue

Hvor meget: Hovedretter 16-31 dollar (ca. 110-210 kr.), cocktails 12 dollar (ca. 80 kr.)

Se: toscacafesf.com

Tosca Cafe er en institution i North Beach og har siden 1919 været stedet, hvor politikere, kunstnere, skuespillere, forfattere, modeller og drukkenbolte samledes, og blandt klientellet har været navne som Michael Douglas, Mikhail Baryshnikov, Coppola-familien, Kid Rock, Lars Ulrich og Sean Penn. Da caféen for få år siden var konkursen nær, trådte sidstnævnte til og var med til at finde nye ejere, der skulle føre arven videre.

Tosca har fået en mindre overhaling og byder nu på en sofistikeret menu af italiensk-inspirerede retter med et californisk pift såsom bucatini med grønkålspesto eller grillet sværdfisk.

De solide cocktails hældes indenbords som altid - prøv House Cappucino med armagnac, bourbon, chokolade og mælk. Og jukeboxen med operaklassikere står der stadig sammen med klaveret, sølv-espressomaskinen og de mørkerøde læderbåse under falmede italienske malerier.

I weekenden kan det være næsten umuligt at møve sig op til baren på Tosca, men heldigvis befinder du dig i en hellig treenighed af drukbuler. Ved siden af Tosca ligger den finurlige brune bodega Specs’ Twelve Adler Museum Bar, og på den anden side af gaden finder man Vesuvio Cafe, hvor beatikonet Jack Kerouac engang brændte sin medforfatter Henry Miller af i en ordentligt portvinsbrandert.

5. For læsehesten

Hvad: City Lights Bookstore

Hvor: 261 Columbus Avenue

Hvor meget: Typisk 15-30 dollar for en bog

I 1950erne var North Beach for en kort stund verdens navle, og det var her beat-generationens forfattere og digtere hang ud.

En af dem var Lawrence Ferlinghetti, der grundlagde City Lights Bookstore i 1953 og udgav Allen Ginsbergs berømte skandale-digt »Howl«, hvorefter Ferlinghetti blev anholdt for uanstændighed. (Han vandt den efterfølgende retssag, hvilket ansås som en stor sejr for ytringsfriheden.)

City Lights Bookstore er stadig en uafhængig boghandel, og de tre etagers snørklede, labyrintiske lokaler er proppet med bøger fra gulv til loft. Få et par anbefalinger af det velinformerede personale og slå dig ned i en gyngestol, mens du fordyber dig i litteraturen. Der er selvfølgelig en sektion dedikeret til beatlitteratur og poesi, ligesom der er samlinger af bøger om jazz, grøn politik, anarkisme, klassekamp og homostudier. Det er vel San Francisco.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.