5 oplevelser i Pennsylvania

Et besøg i staten Pennsylvania er en rejse i historien. Fra hippiefestival og Amish-kultur til indblik i borgerkrigen og storbyferie i USAs første hovedstad.

Philadelphia Folk Festival i Salford Station Road, Schwenksville.
Philadelphia Folk Festival i Salford Station Road, Schwenksville.

1. Flower power-fest

Hvad: Philadelphia Folk Festival
Hvor:
Salford Station Road, Schwenksville

Man bemærker den først rigtigt, da mørket falder på. Den overdimensionerede, lysende banjo med det storsmilende ansigt, som hænger lige over scenen. Med udsigt til skråningen, hvor publikum sidder i græsset, og er et tilbagevendende symbol på det bedste, festivalen har at byde på – god stemning og herlige toner.

Philly Folk Fest er kåret som én af de bedste festivaler i USA af magasinet Rolling Stone. Den har eksisteret i 52 år og er placeret midt i billedskøn natur, omtrent en times kørsel fra Philadelphia.

Bag scenen ligger et lille skovområde dekoreret med farvestrålende paraplyer og hængekøjer, hvor man kan smide sig og kigge op i trækronerne, hvis man har brug for et hvil. Og når den sidste banjolyd er forsvundet fra scenen, fortsætter festen på campingarealet.

Man kan også gå på opdagelse i boderne og se på alt fra hjemmelavede smykker og marinader til stråhatte og økologisk børnelegetøj. Udvalget er lige så stort som i madboderne, hvor sulten bl.a. kan dulmes med den klassiske cheeseburger eller dybstegte grøntsager.

Philly Folk Fest foregår i år fra 14.-17. august. Billetter koster ca. 1.100 kr.

Info: pfs.org/folk-festival

Gettysburg National Military Park i Gettysburg, Adams County.
Gettysburg National Military Park i Gettysburg, Adams County.

2. Slagmarkens hemmeligheder

Hvad: Gettysburg National Military Park
Hvor:
Gettysburg, Adams County

Et af de steder, man kan komme tættest på den amerikanske borgerkrig, er i den den lille by Gettysburg i den sydøstlige del af Pennsylvania.

På bare tre dage, mellem 1. og 3. juli 1863, blev op mod 51.000 soldater dræbt og såret i et af de blodigste slag, som også blev regnet for det største, der blev udkæmpet under den amerikanske borgerkrig, målt på antallet af tabte liv og størrelsen på hærene.

Slagmarkerne i Gettysburg synes næsten for smukke til at gemme på så drabelig en historie. Den blå himmel over de åbne vidder, naturens ro og udsigten fra skråningen gør det næsten umuligt at forestille sig, at de værst tænkelige scener udspillede sig lige her. Men billeder og film på det nærliggende museum bekræfter historien. Det samme gør begravelsespladsen, Soldiers’ National Cemetery, som blev indviet i november 1863.

Det var også ved denne lejlighed, at Abraham Lincoln holdt sin berømte tale, the Gettysburg Address.

Resten af byen byder på et væld af restauranter og butikker samt historiske huse, hoteller og museer. Besøg eksempelvis the Shriver House, som under krigen blev brugt til at behandle de sårede soldater og stadig er indrettet som i 1800-tallet.

 
Som den første hovedstad i USA er Philadelphia en historisk metropol på den amerikanske østkyst.
Som den første hovedstad i USA er Philadelphia en historisk metropol på den amerikanske østkyst.

3. Gadekunst og storbypuls

Hvad: Storby
Hvor:
Philadelphia

Som den første hovedstad i USA er Philadelphia en historisk metropol på den amerikanske østkyst med et gevaldigt udbud af museer og fascinerende attraktioner. Philly, som byen hedder i lokale munde, ligger kun en kort togtur fra New York og er bestemt et besøg værd, hvis man er tiltrukket af den atmosfære og puls, som kun kan findes i en storby.

Man kan ikke undgå blive betaget af gadekunsten, der møder øjnene som noget af det første på en gåtur rundt i byen. Philadelphia er kendt for sine imponerende vægmalerier, som pryder de fleste gavle i centrum. Selv om the city of brotherly love med sine 1,5 mio. indbyggere ikke just er lille, er det ikke umuligt at opleve byen på gåben.

Drik en kaffe i den stemningsfyldte Rittenhouse Square Park og shop i de nærliggende gader. Derfra er der kort vej til museer som The Franklin Institute og Philadelphia Museum of Art.

Gå en tur ned ad den hyggelige gade South Street, som er fyldt med specialbutikker og gode barer, til du når vandet og kan nyde synet af the Benjamin Franklin Bridge. Philadelphia er desuden hjemsted for the Liberty Bell og Independence Hall, hvor både uafhængighedserklæringen og den amerikanske forfatning blev udformet. Og så er det næsten kriminelt ikke at prøve en philly cheesesteak, mens man er i byen.

Den er berømt i hele USA og består af tyndt skåret oksekød i blødt, hvidt brød, begravet i smeltet ost og bløde løg.

Longwood Gardens i 1001 Longwood Road, Kennett Square.
Longwood Gardens i 1001 Longwood Road, Kennett Square.

4. Et betagende arvestykke

Hvad: Longwood Gardens
Hvor:
1001 Longwood Road, Kennett Square,

Skønhed og ro er nøgleordene for Longwood Gardens 45 minutter fra Philadelphia. De smukke tema-designede haver er at finde indendørs og udendørs på den enorme grund, og for både børn og voksne er det lidt af et eventyr at gå på opdagelse i de fortryllende omgivelser blandt springvand og eksotiske planter – tilrettelagt med stor æstetisk sans.

Longwood Gardens er arven fra Pierre S. du Pont, som boede i den imponerende ejendom frem til sin død i 1954, og som var medlem af det stenrige Du Pont-familiedynasti, som har sine rødder i Frankrig og bl.a. har medvirket til den succes, som bilgiganten General Motors har nydt.

Longwood Gardens ligger midt i Brandywine Valley, som er kendt for sine maleriske landskaber og utallige seværdigheder for historieelskere – slå eksempelvis vejen forbi Brandywine Battlefield Park, hvor George Washington ledte sine tropper i krig under den amerikanske revolution i 1777.

Det koster ca. 100 kr. at komme ind og haverne er åbne året rundt. I december bliver her afholdt et spektakulært jule­show.

Info: www.longwoodgardens.org

Amish i Lancaster County.
Amish i Lancaster County.

5. Hvor tiden går baglæns

Hvad: Amish
Hvor:
Lancaster County

Mellem bilerne på de idylliske landeveje i Lancaster County dukker der pludselig en hestevogn op, som får alle i moderne køretøjer til at sænke hastigheden.

På parkeringspladserne er der afmærkede båse til biler og træbomme til at tøjre heste fast til. Og så er der de kolossale farme, hvor ensfarvet tøj er hængt op på tørresnore og blafrer i vinden, og hvor landmænd med langt skæg og simple redskaber arbejder i marken. Og så opdager man, at de fleste huse ikke er forbundet til elmaster.

Amish-folket er også kendt som »plain people«, altså simple mennesker, og de lever netop det enkle liv. Men som fremtidige generationer vokser op og bliver fristet af den moderne verden, får Amish-samfundet sværere ved at holde fast i traditioner og omsætning. De lokale har for længst luret, at omverdenens fascination er en lukrativ forretning.

Nysgerrige besøgende kan derfor komme helt tæt på i områdets mange butikker, og særligt er byerne Intercourse og Bird-in-hand fyldt med aktiviteter, restauranter og håndlavede souvenirs i små, fine forretninger.

Info: www.lancasterpa.com/amish

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.