5 oplevelser i Makedonien

Makedonien ligger bag Italiens støvlehæl, gemt mellem Grækenland, Albanien, Bulgarien og Serbien. Landet byder på historie, lokal stemning og ubeskrivelig smuk natur.

På vej op ad det 2.163 meter høje bjerg Medencia, der ligger i Mavrovo National Park. Luften er ren og tynd, og natur er grøn og stenet med snedækkede bjergtoppe.
På vej op ad det 2.163 meter høje bjerg Medencia, der ligger i Mavrovo National Park. Luften er ren og tynd, og natur er grøn og stenet med snedækkede bjergtoppe.

1. På toppen af et bjerg

Mavrovo National Park er med sine 730 kvadratkilometer den største nationalpark i Makedonien. Området består af 52 bjerge omgivet af grøn natur, hvilket gør parken til det perfekte ski- og hiking-område.

Guiden ser lidt skeptisk på mit outfit. Jeg har sneakers, løse bukser og en sweatshirt på. Ikke lige det, man forbinder med en hiker, men jeg forsikrer ham om, at jeg sagtens kan klare turen op ad bjerget. Hvor hårdt kan det være?

Vi har kørt et godt stykke ind i nationalparken og starter derfor vores vandring fra 1.500 meters højde. Bjerget, vi skal vandre på, hedder Medenica og er 2.163 meter højt, så vi skal kun 663 meter op ad – det klarer jeg sagtens.

Jeg står og kigger op på toppen. Luften føles tyndere og en smule koldere end nede i byen Galichnik, som vi kom fra. Men den er ren og klar. På bjergtoppene ligger der sne, men her hvor vi står, er der grønt med små buske og gule blomster imellem stenene.

Efter kort tid begynder det at gå op for mig, hvorfor sneakers ikke er det optimale fodtøj på en hiking-tur – især ikke når terrænet er fyldt med sten og ujævne overflader. Et par hikingstøvler havde klart været at foretrække.

Vi er en lille gruppe, der vandrer sammen, og selv om det er hårdt og hele tiden går opad, er det også hyggeligt. Vi må stoppe op flere gange for at vente på hinanden, men det giver også mulighed for rigtig at nyde naturen, der er ubeskrivelig smuk. Så langt jeg kan se, er der bjerge, grønt landskab, blomster og snehvide bjergtoppe.

Da vi er cirka halvvejs, begynder snebunkerne at dukke op. Flere steder bliver vi nødt til at gå igennem dem for at komme videre.

Guiden fortæller, at vi er heldige. Ugen før var der så meget sne, at man ikke kunne komme hele vejen til toppen, men varmen har gjort, at en del af sneen nu er smeltet.

Det sidste stykke er så stejlt, at kun halvdelen af gruppen vælger at gå med videre. Jeg kan godt mærke det i benene, og mine ankler er ømme, men jeg kan ikke give op nu – toppen er jo lige der. Så jeg fortsætter.

Nu skal man tjekke hvert skridt, man tager. Stenene ligger løse, og det er så stejlt, at vi nærmest må kravle af sted. Vi hjælper hinanden, og endelig, efter en hård opstigning, når vi toppen. Jeg jubler indeni. Det var hele turen værd, for selv om der var smukt undervejs, er det ingenting i forhold til udsigten fra toppen.

Luften er endnu tyndere og koldere nu, men det tænker man ikke på. Jeg står bare og ser ud over landskabet. Ingen siger noget; der er bjerge, så langt øjet rækker, og ingen mennesker i miles omkreds. Det føles næsten som at være på toppen af verden helt alene.

2. Alexander den Store i centrum

Makedoniens hovedstad, Skopje, er en by for dem, der elsker historie og kultur samt storbyferie med shopping og restauranter.

Der er cirka to millioner indbyggere i Makedonien, hvoraf omkring en halv million bor i Skopje. Byen har dog kun været hovedstad siden afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor Makedonien blev en republik under Jugoslavien. Dengang blev Skopje betegnet som en af de smukkeste byer i verden, lige indtil et voldsomt jordskælv i 1963 lagde 80 pct. af byen i ruiner, hvilket den stadig bærer præg af.

En tur rundt i Skopje giver en idé om, hvor storslået byen var engang. Der er stadig få gamle bygninger og statuer tilbage, men flest nye, som der til gengæld også er en del af. Centralt står der en stor ny statue af Alexander den Store, der var den makedonske konge fra det tredje århundrede før Kristus.

Netop Alexander den Store er makedonerne særlig stolte af, og derfor har de både opkaldt en motorvej, lufthavn og sygehus efter ham til stor forargelse for nabolandet Grækenland. Her mener man nemlig at, at Alexander den Store var græker, og at det er historieforfalskning, når makedonerne hævder, at han var makedoner (se boksen, red.)

En anden verdenskendt person, makedonerne er stolte af, er Moder Teresa. Hendes forældre var albanske, men hun blev født i Skopje og voksede op her.

I 2009 blev der bygget et museum til minde om den katolske nonne, der især blev kendt for sit arbejde blandt Indiens fattigste. Det ligger ved Luj Paster Park på det sted, hvor Moder Teresa blev døbt. På museet kan man blandt andet se flere af hendes personlige ejendele som rosenkrans, kors, fotos og breve. Moder Teresa – eller Agnes Gonxha Bojaxhiu, som hendes fødenavn var – blev kanoniseret i 2003 af pave Johannes Paul II.

Den største turistattraktion i Skopje er dog det store Millennium Cross. Det står på toppen af Vodno-bjerget. Det er et 66 meter højt stålkors, der blev bygget i 2002 for at fejre 2000-året for kristendommen. Det er inddelt i 33 dele, et for hvert af Jesus’ leveår. Om aftenen er det oplyst, så man kan se det nede fra byen.

Man kan sagtens vandre derop eller tage med kabelbanen Der er en fantastisk udsigt oppe fra korset og gode muligheder for at tage billeder ud over byen. På toppen af bjerget er der en restaurant og souvenirshop.

Besøg også den gamle bydel, hvor gaderne er smalle og brostensbelagte. Der er den ene finurlige butik efter den anden, hvor man finder alt fra guldsmede og skobutikker til overdådige kjoleforretninger. Her er masser af små caféer, bagerier, slikbutikker, barer og restauranter.

Besøg blandt andet det lille familieejede bageri Pntapa. Stedet er især kendt for den makedonske specialitet Padobranec. Det er en kage, der mest af alt minder om en forvokset fransk makron, bare knap så tør, men mindst lige så sød. Dagen lang kommer makedonere dumpende forbi for at sludre med ejeren og for at købe netop den kage. De får den med i hånden, og efter en kort chit-chat er makedoneren videre igen.

 

3. Ud i naturen

Uden for Skopje ligger Matka-kløften. Det er et 50 kvadratkilometer stort område, hvor naturen breder sig langs floden Treska, som løber mellem klipperne.

Vi går, og vi går, og så går vi lidt mere. Solen skinner, og her dufter af blomster, jord og blade. Landskabet er bakket og stenet. Vi går på små stier, der snor sig imellem klipperne og langs floden.

Selv om der cirka er 20 grader, ligger der sne på toppen af bjergene, som tårner sig op over os. Vi skal vandre langs dem, men der er andre ruter, hvor man kan komme op til den hvide pulversne på bjergtoppene.

Efter et par timers vandring gør vi holdt ved Sankt Andreas-klosteret. Det blev bygget i 1389 og var dedikeret til St. Andreas, den første apostel. Inde i klostret er der middelalderlige fresker, som er flot bevarede. På siden af bygningen er der et stort håndaftryk, som efter sigende er fra den daværende konges hånd, Kong Marko. Jeg kan ikke dy mig fra at placere min håndflade i aftrykket, som tusinde af andre sikkert har gjort før mig.

Tæt på klosteret ligger Canyon Matka hotel og restaurant, hvor vi spiser frokost. I Makedonien er der tradition for, at man starter med små lette salater. Dem nipper man lidt til, inden hovedretten kommer. Den serveres på flere fade, som alle tager af. Man sidder generelt længe og hygger om maden i Makedonien. At spise er en fælles ting, og det er der, man griner og hygger med familie og venner.

 

4. Et besøg hos den sidste dervish

I Tetovo ligger klosteret Arabati Baba Teke. Det er her, den sidste dervish bor.

Dervisherne tilhører forskellige sufiske broderskaber, der er en retning inden for Islam, hvor mysticisme og en asketisk livsførelse er dominerende. Ordet »dervish« betyder »fattig«, og for at blive en del af broderskabet, skal man frasige sig alt jordisk gods og ikke være afhængig af noget eller nogen.

Her lugter af tør jord og støvede sten. På min højre side står syv grønne trækister, på min venstre tre, og i rummet ved siden af, endnu en. Kisten derinde er større end de andre, for i den ligger Ali Baba, der var en osmannisk dervish. Det var ham, der i 1538 byggede klostret, hvor generationer af dervisher har boet og nu ligger begravede.

Arabati Baba Teke er et lukket område med en stor, grøn have og flere huse. Her kunne Ali Baba bo uforstyret med sin datter, som var syg af tuberkulose. Klosteret er i dag Europas vigtigste inden for den sufisme-retning, der hedder Bektashi, og dagligt kommer der folk for at se den smukke have og høre historien om Ali Baba, men også for at møde den sidste dervish, Muttalib.

Han står ved siden af mig og fortæller om de tidligere dervisher, om Ali Baba og hans datter og om at være den sidste. Han kan ikke engelsk, så vi har en guide til at oversætte. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må være at vide, at han en dag selv skal ligger her blandt de tidligere dervisher. Men for Muttalib er det en stor ære at skulle begraves ved deres side.

Vi træder ind i det lille rum, hvor Ali Babas kiste står. Langs væggene er der tændt stearinlys, og der er lagt små gaver frem foran kisten. Ovenpå ligger der en hvid bomuldsskjorte, en sammenfoldet kappe og den hvide dervish-hat, som følger med dervishen i døden.

Muttalib forklarer, at man skal yde store ofre for at blive en dervish. Han svarer dog ikke direkte på, hvad han selv har måtte ofre, men smiler et lille smil og siger, at det er forskelligt fra person til person. Inden Muttalib blev en dervish, var han gift – og er det fortsat, men han bor ikke sammen med sin kone. Hun bor i en anden by lidt væk.

Muttalib blev dervish, da han var 42 år, og inden da var han elev under flere vise mænd og gjorde sig dermed fortjent til titlen. Hvem, der skal tage over efter ham, er stadig uvist.

Ohrid set fra oven.
Ohrid set fra oven.

5. Ohrid - Balkans Jerusalem

Hvis man hellere vil til en lidt mindre by end Skopje, er Ohrid med sine ca. 54.000 indbyggere værd at overveje. Ohrid og Ohridsøen er med på UNESCO Verdensarvsliste og har været det siden 1980.

Selve byen ligger omgivet af bjerge på alle sider og kaldes ofte Balkans Jerusalem, hvilket skyldes, at Ohrid er en af de steder i Europa, hvor civilisationen kan spores længst tilbage. Efter sigende over 3.000 år. Byen var i slutningen af det 10. århundrede hovedstad i det første bulgarske kongerige. Fra den tid stammer mange af de klostre og kirker, der i dag er med til at give byen dens historiske skønhed og charme.

Makedonien har ikke adgang til havet, og derfor er Ohridsøen, der er ca. 100 km i omkreds, et vigtigt og populært rekreativt område. Der er gode muligheder for at sole og bade på de mange strandområder langs bugten, hvor der også er flere små caféer og restauranter.

Der ligger blandt andre restauranten Taverna Momir, som er en af de ældste restauranter i byen. Stedet er familieejet, og her kan man få makedonske specialiteter som for eksempel grillede små fisk og forskellige traditionelle dips, som man kommer på brød. Som alt andet i Makedonien er et restaurantbesøg forholdsvist billigt. Taverna Momir er i den dyre ende, men et måltid for to personer koster ca. 2.000 denarer, hvilket svarer til ca. 240 kroner.

Rundt om Ohrid er der flere bjerge og masser af grøn natur. Derfor er det oplagt at tage på en hiking- eller mountainbiketur. Flere steder kan man leje en guide til en heldags- eller todagstur, men man kan også selv bevæge sig ud på de mange afmærkede vandrestier.

Hvis man hellere vil på byvandring, bør man tage ind og se St. Sophia-kirken, som er en af byens mest velbevarede middelalderbygninger. Her kan man se de mange unikke fresker, som før 1912, da Makedonien var en del af Det Osmanniske Rige, var dækket af gips. Kirken var på den tid omdannet til en moské. I dag er malerierne ikke længere dækkede, men netop gipsen har gjort, at de er utroligt velbevarede.

Fortsæt byvandringen til Zar Samuel-fæstningen, som er en af de største middelalderfæstninger i Makedonien og besøg også Orhids gamle teater, der blev opført i 200 f.Kr. Teatret blev i nyere tid opdaget ved et tilfælde og bruges til forskellige events og kulturarrangementer. Slut eventuelt af med et besøg i klosteret Skt. Naum, som ligger ved Ohridsøens bred. Det siges, at man kan høre den hellige Skt. Naums hjerte slå, hvis man lægger øret til sarkofagen i klosteret og er helt stille.

Matka.
Matka.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.