5 musikoplevelser i Hamborg

Om man er til musicals, eksperimenterende blues, eller klassiske koncerter på søndag eftermiddage, findes det i Hamborg. Her er fem til øret i den tyske storby.

Hamborg tilbyder mange forskellige scener for musik og underholdning.
Hamborg tilbyder mange forskellige scener for musik og underholdning.

1. Musicals

Full size giraffer, farvestrålende fugle og endda en elefant med sin unge baner sig vej mellem publikum og henover scenen for at opleve den gamle abe Rafiki, der præsenterer løveungen Simba for dyreflokken.

Eltons Johns musik, scenografien og de kreative kostumer er magen til Londons version, og kender man tegnefilmen »Løvernes Konge«, er det nemt at følge med, skønt der synges og tales på tysk.

Dramaet går for sig i et gevaldigt teaterhus ved floden med plads til 2.500 tilskuere. Og billetten inkluderer en kort sejltur fra bymidten til teatret på den anden flodbred. En skøn start på oplevelsen.

Hamburg er blandt verdens største musicalbyer i antal solgte billetter, hvilket skyldes en satsning på sikre succeser: Udover »Der König der Löwen« opføres »Das Phantom der Oper« – også magen til London-versionen – samt byens egen »Rocky«: En kitschet sportsmucial baseret på filmen med Sylvester Stallone, komplet med boksedrama og en sød love story. Scenografien er rå som boksemiljøet med masser af fede effekter, og musikken er pænt ovre i det rockede med et par fine ballader blandet i.

2. Ballet og opera

Balletmester John Neumeier, der koreograferer en strøm af balletter til sit afsindigt dygtige kompagni, har tralvt. Siden han etablerede balletten i 1975, har han skabt kreative nyskabelser og genfortolkninger af store klassikere, der opføres i Hamburg Staatsoper. Et enkelt, lyst og lækkert operahus med en fyrig akustik. Midt i byen.

Her er også gæstespil nu og da, men tag nu den ægte vare. Eller kom alene for musikken, for også Operaens orkester er i international liga.

»Min kone er balletfan og jeg er Händelfan, så denne aften er optimal«, forklarer naboen på række 13 om oratorium-ballet-hybriden »Messias«, hvor Neumeier udfordrer sine dansere til det yderste af neglene i sin klassisk-moderne fortolkning af Händels værk.

I orkestergraven har musikerne selskab af operakoret, mens de fire solister synger fra selve scenen sammen med danserne. Det er tempofyldt og emotionelt til trods for den enkle scenografi.

Händels tidløse ørehængere kan atter opleves 5. juli og flere gange til næste sæson.

Henover sommeren er der masser af balletmusik i huset. Og premiere på stykket »Shakespeare Dances«, der er smagsprøver på tre ting på én gang: Neumeier har omsat 3 storværker, »Hamlet«, »As you like it« og »Vivaldi or what you will« med musik af henholdsvis Mozart, Vivaldi og Tippett.

3. Eksperimenterende            

Ugegammelt skæg, sorte hatte, cool mulatkvinder og sort/hvide billeder er det, der møder en på Mojo Clubs hjemmeside.

Spillestedet Mojo Club går progressive veje i musikkens tjeneste og er hot som gå-ud sted for en aldersmæssigt blandet målgruppe. Den gode nyhed er således, at man ikke ubetinget føler sig som et fortidsdyr, skønt man måtte have rundet de 30 år. Minimumsalder er 18 år.

Døren til klubben åbner på den måde, at to buede skiver af betonfortovet på pladsen ud for Reeperbahn nr. 1 lukkes op og afslører trappen, der symbolsk fører ned i dybet under Reeperbahn til undergrundens musik, dansegulv og tjekkede barer.

Man er ikke bange for at give scenen til eksperimenterende musik: Her er »Jazz´n´soul stew« – tung og sumpet blues – og 15.maj kommer orgelspillernes enfant terrible, Cameron Carpenter, med filmmusikimprovisationer på digitalt orgel.

Her er også populære DJ´s, kreative danseprojekter og en strøm af solister med skiftende stilarter.

Varm op overfor klubben i Mojos Jazzcafé med cool cocktailstemning.

4. Klassisk

Der er hvælvede stuklofter med bladguld, og fra nicher i væggen betragter store komponister i busteversion de kaffe-nydende koncertgæster denne søndag formiddag. For på Café Brahms spilles flere koncerter både aften og formiddag.

Det snart 100 år gamle koncerthus, Laeizhalle, blev opført for testamente-midler, øremærket til et sted, der var »værdigt til opførelse og nydelse af ædel og seriøs musik«.

Salen har lagt gulv til stjerner som Prokofiev, Stravinsky og Marie Callas, og tilbyder nu koncerter med især Hamburg Philharmonic – og Symphonyc Orcestra samt NDR Symfonikerne.

Dagens koncert med Hamburg Philharmonikerne er Bachs Symfoni i es-dur og siden en koncert for klaver og strygere, hvorfor der køres et koncertflygel ind i stedet for dirigentpodiet.

Christian Zacharias kan kunsten, at dirigere med en gavtyveagtig mimik, samtidig med at han levendegør Bach på Steinway flyglet med rappe fløjlshænder. Da hele symfoniorkestret opfører Symfoni nr. 3, opus 97 af Schumann, vil klapsalverne ikke tage ende.

Der er International Musik Fest i Laeizhalle indtil 18. juni med masser af lokale toporkestre og internationale solister.

5. Jazz og verdensmusik

Elbphilharmonie er navnet på byens kolossale koncerthus, der tager prisen for forsinkelser og budgetoverskridelser i så surrealistisk grad, at det er en joke i byen.

Det maritimt inspirerede hus står ved byens historiske havnekvarter, Speicherstadt, og hævdes klar til åbning i 2017.

Men lad os nu se, siger de lokale og glæder sig i første omgang til gratis friluftskoncert på byggepladsen i weekenden 17.-18. maj med masser af stilarter fra samba til soulpop med gruppen Miu.

Indtil huset er klar, spiller Elbphilharmonien i Laeizhalle Koncertsalen, i klubber, på udendørs scener og på en romersk udseende Starbucks kaldet Kulturcafé.

Hamburgs egne Philharmonikere og en strøm af internationale orkestre præsenterer det helt store klassiske udtræk afvekslende med jazz og verdensmusik, når Elbphilharmonien deltager i årets »Musikfest Hamburg«, der indtil 15. juni er et tag selv-bord af musikalsk inspiration. Bl.a. masser af jazz 23.-24. maj, hvor en festival med over 50 koncerter på én weekend swinger på alt fra friluftsscener til småklubber.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.