5 eksotiske oplevelser i Afrika

Det store kontinent er fuld af rejseoplevelser, men nogle er lidt mere eksotiske og lidt mere ekstreme. Her er en håndfuld fra den kategori.

Selv om bjerggorillaerne i Rwanda og Uganda er blevet vant til turister, kan man aldrig være helt sikker på at få dem at se.
Selv om bjerggorillaerne i Rwanda og Uganda er blevet vant til turister, kan man aldrig være helt sikker på at få dem at se.

Bjerget, som sover
Hvad: Bestig Kilimanjaro
Hvor: Tanzania

Det er Afrikas højeste bjerg, og massivet hæver sin om vinteren sneklædte top 4.800 meter over den omgivende slette og grænsen til Kenya. Der er tre vulkantoppe på Kilimanjaro: Shira, som ligger 3.962 meter over havet, Mawenzi 5.149, og den højeste Kibo – Uhuru Peak – 5.895 meter over havet, hvor der stadig er fumarole aktiviteter.

Med de udsivende gasser er der stadig en mulighed for, at vulkanen kan gå i udbrud. Men den betragtes som teoretisk. Sidst det skete, var for 10.000 år siden, og eksperterne kalder vulkanen sovende.

Kilimanjaro er et de få høje bjerge i verden, som kan bestiges uden teknisk bjergbestiger-erfaring. Der er snarere tale om en trekkingtur af de vanskelige. Og den vanskeligste udfordring er for de fleste højden. Allerede ved 2.500 meter over havet kan man få symptomer på højdesyge, ved 4.000 meter er risikoen reel, og her skal man op nær 6.000 meter over havet.

En meget stor andel af de bestigere, som må opgive inden toppen, gør det netop på grund af højdesyge.

Kilimanjaros top blev besteget første gang 6. oktober 1889, hvor Yohanas Kinyala Lauwo, som var leder af en militærcamp i Marangu, Hans Meyer, der var tysk geolog, og østrigeren Ludwig Purtscheller nåede toppen.

Hvor mange, der siden har besteget bjerget, er der ingen, der har tal på. Men det er flere tusinde klatrere og vandrere, som gennem årene har stået på Uhuru Peak på Kilimanjaro.

Der er syv forskellige ruter til toppen. Marangu ruten, eller Coca Cola ruten, som den kaldes, er den mest populære med overnatningsmuligheder og salg af cola og chokolade undervejs. Turen tager fem-seks dage. Machame ruten tager lidt længere tid, seks-syv dage, men flere gennemfører den, hævder klatre-bureauerne, som også sørger for bærere til telte og andet udstyr på den rute.

Se også: På toppen af Afrika


Silverbacks i tågeskyer

Hvad: Se bjerggorillaer
Hvor: Rwanda og Uganda

Selv om bjerggorillaerne er blevet vant til turister, kan man aldrig være helt sikker på at få dem at se. Familiegrupperne ledet af den store silverback-han flytter sig dagligt mange kilometer omkring. Op til fem kilometer hver nat,

Bjerggorillaerne den eneste art af menneskeaberne, hvor antallet har været stigende de senere år. Seneste optælling fra Uganda Wildlife Authority viser 880 gorillaer i de to områder: Bwindi Nationalpark i Uganda, og Virunga, som strækker sig over tre lande, Den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Rwanda. I 2010 var der i alt 786 gorillaer.

Men bjerggorillaerne er stadig en af verdens mest truede dyrearter, og lige nu er den formenlig mere truet, end den har været længe. Den congolesiske regering har givet det britiske selskab Soco International tilladelse til prøveboringer efter olie i Virunga Nationalpark, og poltikerne har udstedt oliekoncessioner for 85 pct. af parkens areal. Boringerne foregår ikke i det område, hvor bjerggorillaerne holder til, forsvarer politikerne og det britiske selskab sig. Men miljøforkæmpere fastholder, at dyrene ikke kan undgå at blive påvirket af uro, tung trafik og forurening.

Virunga, der er Afrikas ældste nationalpark og den mest mangfoldige med over 3.000 forskellie dyrearter, er i forvejen tæt befolket af ekstremt fattige mennesker, mange af dem flygtninge efter Rwanda massakren i 1994. Og finder man olie, kan det udover forurening medføre en permanent konflikt i det i forvejen ustabile område, siger kritikerne.

I sommer forlangte UNESCO, som har givet Virunga Nationalpark World Heritage udnævnelse, at poitikerne skal trække alle koncessioner til boringer i parken tilbage.

Se også: Blandt vilde bjerggorillaer


I buskmændenes land

Hvad: Besøg Kalahari-ørkenen
Hvor: Botswana og dele af Zimbabwe, Namibia og Sydafrika

Det højtliggende ørken-område er enormt. Mere end tyve gange større end Danmark breder det sig over fire lande. Ganske vist er det kun mindre område, der er egentlig ørken, ellers kan det regne ind imellem, hvilket er nok til at give livsbetingelser for en spredt bevoksning og et dyreliv. Den grønne ørken, kaldes Kalahari også. Landet hvor buskmændene bor – San-folket, som siger, at de kan høre stjernerne synge om natten.

San-folket er Afrikas ældste kultur. De var oprindelig nomader og levede i små familiegrupper som jægere og samlere, hvor mændene jagede antiloper og kvinderne samlede rødder. Der er uenighed om, hvor mange buskmænd, der er tilbage. Nogle siger 50.000 andre 100.000. Men sikkert er det, at det kun er et fåtal, som stadig lever som nomader. De fleste bor nu fast omkring vandboringer, og en del har fået indtægt ved turisme.

Når det endelig regner i Kalahari, kan jorden ikke følge med og opsuge væden. Floder opstår, men landhævning ud mod havet medfører, at vandet ender i saltsøer og indlandsdeltaer som Okavango Deltaet i det nordlige Botswana.

I det centrale Kalahari, der først for nylig er åbnet for turisme, er der overhovedet ikke overfladevand, og sandlaget er op til 200 meter dybt. Planter og dyr har tilpasset sig de ekstreme forhold. Træerne har udviklet rødder, der strækker sig mere end 50 meter ned i jorden, og områdets dyr som hyæner og løver, der andre steder er afhængig af frisk vand, kan her klare sig med morgendug og blodet fra de dyr, de dræber.

Se også: Det våde og tørre Afrika


I nærkontakt med hajer

Hvad: Dyk med hajer
Hvor: Sydafrika

Hop ind i bur, lad dig fire ned under havets overflade, og vent på, en fire meter lang hvidhaj kommer forbi.

Begrebet haj-turisme blev opfundet i Australien i 1970erne som en måde at anvende hajerne på, der betød, at de ikke blev slået ihjel for deres kød. Senere bredte det sig til andre dele af verden, bl.a. Sydafrika, der stadig den dag i dag er kendt som et af de bedste steder at rejse hen, hvis man vil helt tæt på hvide hajer i deres naturlige element. Hvidhajen er en frygtindgydende størrelse, den kan blive op til otte meter lang (men måler nu oftest 3-4 meter), og dens mund kan åbne sig op til et gab på en meter, udstyret med to rækker af sylespidse tænder. Den er et rovdyr, som befinder sig helt øverst i marine fødekæden og kan derfor spise det, de vil af havets andre levende væsener, de foretrækker dog især sæler og søløver.

Hvidhajen har ikke nogen speciel interesse i at smage på mennesker, ikke desto mindre er det for de fleste en nervepirrende oplevelse at blive firet ned i havet i et lille bur, og kun være adskilt fra hajens skarpe tænder og magtfulde kæber af et par ståltremmer.

Der er flere steder i Sydafrika, man kan (bur)dykke med hajer, bl.a. i »hajstrædet«, som man har døbt vandene mellem øen Dyer Island og Gansbaii sydøst for Cape Town. Her finder man et stort antal turarrangører, der tilbyder hajture, både for dykkere og snorklere – det sidste er muligt via en forlænget snorkel. Man er oftest op til seks personer i buret, og tiden bag ståltremmer er et sted mellem 15 og 25 minutter.

Se også: Dyk med tiger- og tyrehajer i Sydafrika

Frit fald mod Zambesi
Hvad: Bungee-jump
Hvor: Zimbabwe

Et skrig flænser den hede afrikanske eftermiddagsluft. En gazelle, der bliver nedlagt af en løve? En abe, der prøver at skræmme en konkurrende han væk? Næh, det er såmænd bare en bungee-jumper, der med et angst/begejsret skrig lader sig falde ned fra Victoria Falls Bridge og suser mod Zambesi-floden mere end 100 m nede.

Lige inden han rammer den brusende flod, svupper han op igen, så ned, så op, og efter en stund hænger han stille, så en hjælper kan blive sænket ned oppe fra broen og hente ham op igen.

Victoria Falls Bridge er - udover at være en smuk bro - en ingeniørmæssig bedrfit og et vidnesbyrd om den engelske kolonitidshistorie i det sydlige Afrika.

Et kort stykke derfra ligger de mægtige Victoria Falls-vandfald, hvor Zambezi-floden snævrer ind, og der hvert minut styrter 500 mio. liter vand ned i forrevne kløfter i brølende kaskader. I tiden omkring forrige århundredeskifte udgjorde faldende et stort problem for den sydafrikanske politiker og forretningsmand Cecil Rhodes. Han havde længe arbejdet på at skabe en nord-syd-jernbaneforbindelse gennem det afrikanske kontinent men blev stoppet af Zambezi-floden ved Victoria Falls.

Løsningen var at bygge Victoria Falls Bridge, og i 1905 – tre år efter Rhodes’ død – kunne det første tog køre over broen, der stadig anvendes og i dag udgør grænsen mellem Zimbabwe og Zambia. Og, nå ja, så bruges den også flittigt af bungee-jumpende action-freaks.

Se også: 5 aktive oplevelser i høj fart

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.