24 timer i New Orleans

Jazzmusik, Mardi Gras med festglade, farverige lokale og et køkken, hvor der ikke bliver sparet på hverken krebs eller krydderier. »The Big Easy« er en smeltedigel af fransk, caribisk og amerikansk kultur.

Den velbesøgte jazzklub The Spotted Cat på The Frenchmen St. spiller op til dans med adskillige jazzkoncerter hver dag.  Foto: Chris Granger
Den velbesøgte jazzklub The Spotted Cat på The Frenchmen St. spiller op til dans med adskillige jazzkoncerter hver dag. Foto: Chris Granger

21.30

Der er ikke nogen vej udenom. Vi er netop ankommet til New Orleans, og turen går til det famøse og livlige Bourbon St. hvor der, blandt mange turistfælder, gemmer sig en juvel i nr. 733. Siden 1969 har Fritzel’s European Jazz Pub holdt til her, og hver dag fra kl. 21 bliver der spillet solid ’old school’ dixieland jazz. Det er gratis at komme ind på den populære og ofte proppede jazzbar, hvis vægge prydes af plakater fra diverse festivaler verden over, bl.a. Copenhagen Jazz Festival. På en god aften går de fem-seks lokale musikere på scenen intet mindre end fire gange, så hvis ikke lige der er plads i første omgang, så kig ind lidt senere, hvis du er til »Basin’ Street Blues« og »Do you know what it means to miss New Orleans.«

Hvad: Fritzel’s European Jazz Pub

Hvor: 733 Bourbon St.

Info: Fritzelsjazz.net

8.00

Morgenmad på New Orleans-måden er en ordentlig dosis sukker og en kop kaffe, så vi begynder dagen med et par beignets (morgenbrød med puddersukker på toppen, red.) og en café au lait. De traditionelle friturestegte, sukkerholdige donuts serveres 24 timer i døgnet på den berømte Café du Monde, der efterhånden har vokset sig til så stor en butikskæde, at der er intet mindre end otte kaffeboder rundt om i byen. Den originale café fra 1862 befinder sig stadig på Decatur St., ikke langt fra Jackson Square. Stedet er som regel tætpakket, så hvis ikke man er til hektisk og larmende café-miljø, kan man få kaffe og kage to go og spadsere ned til Mississippi-floden, over til Jackson Square og nyde synet af den smukke St. Louis Cathedral eller betragte de lokale gadekunstnere, der ofte optræder her.

Hvad: Café du Monde

Hvor: 800 Decatur St.

Info: Cafedumonde.com

10.00

New Orleans er med sine mange små og smalle gader ikke værd at køre rundt i i bil, og parkering kan hurtigt løbe op i 45-50 dollar (ca. 300-340 kr.) om dagen. I de seneste år har byen derfor også forbedret mulighederne for at cykle. Flere cykelstier og udlejningsfirmaer, der stiller tohjulede til rådighed, er dukket op forskellige steder. Vi vælger en guidet cykeltur rundt i byen for at komme lidt væk fra det turistprægede franske kvarter, og i løbet af få minutter står vi omringet af meterhøje og imponerende massive marmorkrypter, der troner på den over 160 år gamle kirkegård St. Louis no. 3 – ja, der er flere af dem i byen. Turen går videre ad den brede og cyklistvenlige Esplanade Avenue, forbi store og skæve huse med afstikkere til områderne Marigny og Tréme, der er arnesteder for jazzmusikken og nogle af landets ældste afroamerikanske bydele. Teddy, guiden fra det familieejede Free Wheelin’ Bike Tour, kan sin byhistorie og understreger at han, i modsætning til andre, ikke viser grunden til at flytte til byen, men grunden til, at han aldrig er flyttet fra byen. Vi mærker ikke, at vi faktisk får cyklet 16 kilometer, for tempoet er stille og roligt, og der er tilmed pause i den imponerende City Park, hvor vi får et velfortjent hvil under de gamle egetræer og nyder byens – ifølge Teddy – bedste beignets på »Morning Call-caféen.«

Hvad: Guidet cykeltur

Hvor: 325 Burgundy St.

Info: Neworleansbiketour.com

13.00

Mad og drikke fylder en hel del for ’New Orlenians’, så da det, efter en lang cykeltur, er tid til frokost, skal vi prøve noget lokalt. Vi krydser den trafikerede Canal Street for at komme over til Garden District, hvor man finder store, mondæne huse, der har ejere som den verdenskendte forfatter Anne Rice og Hollywood-stjernerne Nicolas Cage og Sandra Bullock. Overfor Lafayette-kirkegården ligger en af byens mest berømte restauranter, det traditionsrige Commanders Palace, som har eksisteret siden 1890. Siden 1969 har det store, lyseblå palads været ejet af den lokale Brennan-familie, der bestyrer flere prominente restauranter i New Orleans, og her sættes der en ære i at levere høj service og et solidt kreoler-køkken med bl.a. shrimp tasso, gumbo og østers. Commanders Palace holder fast i traditioner og etikette, så vær opmærksom på, at der, selv til frokost, er dresscode.

Hvad: Commanders Palace

Hvor: 1403 Washington Ave.

Info: Commanderspalace.com

15.30

Efter en solid frokost er det værd at kigge lidt nærmere på det smukke og mere eksklusive Garden District og shoppe i den fashionable gade Magazine Street, der huser fine tøjbutikker, antikvariater og adskillige gallerier. Vi tager sporvognen fra St. Charles Str. tilbage til Canal og slentrer ned ad af Royal St., hvor der også ligger et væld af små butikker. Turen i sporvognen koster 1,25 dollar (8,5 kr.), og husk mønter, for du får ikke byttepenge retur.

17.00

Happy Hour på Hotel Monteleone er populært ikke mindst pga. hotellets roterende bar. Foto: Chris Granger
Happy Hour på Hotel Monteleone er populært ikke mindst pga. hotellets roterende bar. Foto: Chris Granger

 

Når man i New Orleans siger »Laissez les bon temps rouler« (Lad de gode tider rulle, red.), så mener man det virkelig, og derfor er kl. 17 slet ikke et øjeblik for tidligt til cocktails. Og det kan godt betale sig at komme tidligt, hvis man vil have plads i Hotel Monteleones Carousel Piano Bar & Lounge, der, som navnet antyder, er en roterende bar. Et ret skørt koncept, hvor man skal være hurtig, hvis man skal have fat i et af de bare 25 sæder, der efter et kvarter, ved hjælp af 2.000 tandhjul og rør, har drejet præcis en omgang rundt om baren i midten.

Hvad: Carousel Piano Bar & Lounge

Hvor: 214 Royal St.

Info: Hotelmonteleone.com

17.45

Vi lægger vejen forbi byens ældste restaurant, Antoines, der er opkaldt efter grundlæggeren Antoine Alciatore, og desuden er en af USAs ældste familieejede restauranter. Intet mindre end 14 selskabslokaler huser Antoines, der nærmest er blevet en institution, bl.a. fordi det er stedet, hvor man opfandt Oysters Rockefeller (bagte østers toppet med en puré af diverse grønne grøntsager og krydderurter, red.). Efter orkanen Katrina ramte New Orleans i 2005, blev en stor del af Antoines’ vinlager ødelagt pga. fejl i klimaanlægget, og en svimlende sum på 10.000 dollar (ca. 68.550 kr.) blev brugt pr. uge på at genopbygge lageret, inden restauranten åbnede igen i december 2005. I dag består vinlageret af 25.000 flasker, så der er rigeligt at vælge imellem, hvadenten man er på udkig efter en vin, der passer til østers eller snegle. Inden turen går videre ud i mørket, er det i øvrigt værd at varme sig på køkkenets famøse Café Brulot, der er kaffe med kanel, nelliker, brandy, sukker og citronskal, serveret rygende varm ved bordet.

Hvad: Antoines

Hvor: 713 St. Louis St.

Info: Antoines.com

19.30

Hvad er et besøg til USA’s mest hjemsøgte by uden en spøgelsestur? Når først mørket har lagt sig over New Orleans, er det faktisk slet ikke svært at forestille sig de svagt belyste stræder danne ramme for alverdens uhyrligheder. Gå en tur gennem dunkle gader og stop ved St. Ann, hvor spøgelset fra den franske opera huserer, efter hun slog sin utro ægtemand ihjel. Gå en tur ned ad Pirate Alley, hvor piraten Lafitte stadig stjæler guldure. Og kig dig godt omkring efter legenden Jacques St. Germain, der, i det 18. århundrede, forsvandt fra sit hjem i det franske kvarter, angiveligt efter at have overfaldet og bidt en ung kvinde. Politiet gjorde efterfølgende en uhyggelig opdagelse i den unge franskmands hjem, for her var der ikke vin i flaskerne, men derimod menneskeblod! Helt frem til i dag findes der beretninger om en høj, tynd, bleg mand med næsten lysende, røde øjne, der forsvinder fra det ene øjeblik til det andet i de sene aftentimer i det franske kvarters gader…

Hvad: Spøgelsestur

Hvor: 723 St. Peter St.

Infor: Hauntedhistorytours.com

21.45

 

I New Orleans fortsætter festen ofte til ud på de meget små timer, og efter den lange gåtur rundt i mørke gader, trænger vi til en forfriskning og noget god musik, så vi finder vej til den pulserende Frenchmen St. Det er her, musikerne selv kommer, når de er færdige med at spille rundt omkring i byen, så her er der garanti for både blues, jazz, reggae og meget mere, og festen går først for alvor i gang efter midnat. Klubber som The Spotted Cat, The Blue Nile og Vilo tager som regel entré, men fordi det er Frenchmen St., er der som regel også masser af musikere, der ikke har behov for mere end et gadehjørne at spille på, hvilket betyder, at der er rig mulighed for at danse natten væk under åben himmel.

Hvor: 623 Frenchmen St.

Info: Frenchmenstreetlive.com

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.