Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

VKO: Julehensyn er misforstået

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mener, at det helt forkert, når danske folkeskoler undlader at holde julegudstjenester og synge bestemte salmer af hensyn til ikke-kristne elever. Konservative indkalder ministeren i samråd om sagen i morgen.

Landets folkeskoler tager et helt misforstået hensyn, når de undlader at afholde julegudstjenester og synge bestemte salmer op til jul. Sådan lyder meldingen fra Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti i den verserende sag om skoler, som nedtoner den kristne del af julen af hensyn til ikke-kristne elever, herunder navnlig de muslimske elever.

- Det er et helt misforstået hensyn at tage. I Danmark har vi nogle meget stærke traditioner omkring jul, og dem skal vi blive ved med at have. Hvis man fortsætter ad det spor, begynder man at bevæge sig imod det multikulturelle samfund, og det ønsker Venstre ikke. Vi er i Danmark, og her er det danske traditioner, vi lever efter, siger Venstres integrationsordfører Inger Støjberg og fortsætter:

- Selvfølgelig har man ret til at tage sine egne traditioner med, ligegyldigt hvilket land man kommer fra, men der skal stadigvæk være plads til de traditioner, vi har i Danmark, siger hun og påpeger, at eleverne altid har mulighed for ikke at deltage i en eventuel gudstjeneste eller anden religiøs undervisning.

»Det her er vores tro og vores kultur«

Samme holdning deles af Dansk Folkepartis uddannelses- og kulturordfører Alex Ahrendtsen:

- Folkeskolens ansatte og skoleledere tager et misforstået hensyn til et lille mindretal, som åbenbart ikke vil have noget med julen at gøre. Det er misforstået hensyn, fordi der er masser af muslimer, som sagtens kan tåle, at deres børn deltager i sådanne arrangementer, siger han og fortsætter:

- Lærerne og skolelederne er helt galt afmarcheret. Vi skal bare stå fast og sige: Det her er vores tro og vores kultur. Det er sådan vi fejrer jul. Hvis I ikke vil med hen i kirken, har I lov til at lade være, men det er sådan her, det foregår, siger Alex Ahrendtsen.

Også Konservative er bekymret over udviklingen.

- Hvis vi skal vedblive at være et åbent samfund, som bygger på tolerance, respekt og de demokratiske værdier, som vi kender, så handler det om, at man skal holde fast i de traditioner, som vi har. Jeg mener, at det er misforstået godhed, når man vælger at gå på kompromis med de kristne traditioner i den her sag. Det står jo enhver frit for at undlade at deltage i de her arrangementer, men det er vigtigt at vide, hvor vores samfund kommer fra. Danmark bygger på den kristne kulturarv, og det skal vi også gøre i fremtiden, siger Mai Henriksen, som er uddannelsesordfører for Konservative.

Mai Henriksen erklærer sig ”forundret” over, at undervisningsminister Christine Antorini (S) ikke har reageret stærkere på sagen med henvisning til Christine Antorinis kommentar til Jyllands-Posten om, at hun ikke vil blande sig i, om skoler fravælger salmer og enkelte salmevers, siger hun til Jyllands-Posten. Derfor vil hun i morgen indkalde ministeren i samråd om sagen, da hun mener, at det er vigtigt at sende et politisk signal om de kristne værdier i det danske samfund.

Traditioner skal holdes i hævd

Samme holdning deles af integrationsordfører Inger Støjberg (V):

- Ministeren skal ikke bestemme alting fra Christiansborg, og det må være op til de enkelte skolebestyrelser at tage affære i den her sag. Men det ændrer ikke på, at man godt kan sende et klart politisk signal om, at vi har nogle traditioner her til lands, og som politiker kan man give udtryk for, at det er nogle traditioner, som skal holdes i hævd, lyder det fra Inger Støjberg.

Det er børne- og undervisningsminister Christine Antorini enig i, og kalder folkeskolernes julehensyn for misforstået tolerance. Men hun vil ikke gå ind og lovgive på området, da det vil betyde, at man fra Christiansborg skal bestemme, hvilke sange der skal synges i folkeskolen. 

 - Jeg synes, det er noget pjat at gå ind og sortere i salmerne og versene, fordi de er en del af vores sangskat, men vi vil og kan ikke gå ind og lovgive om, hvad der skal synges i skolen. Derfor er det godt, at vi har denne værdidiskussion, og så må man tage det op på den lokale skole. Men min holdning er klar, jeg synes, det er et udtryk for misforstået tolerance og et forkert signal at sende, siger Christine Antorini (S).