Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vestager har genskabt radikal midtermagt

Margrethe Vestager, den nye økonomi- og indenrigsminister, har placeret De Radikale centralt i dansk politik efter 10 års ørkenvandring under Fogh og Løkke.

Når Margrethe Vestager tager fat på arbejdet som økonomi- og indenrigsminister, fejrer hun ikke kun en stor personlig triumf.

Den 43-årige cand.polit. har samtidig placeret De Radikale i magtens midte efter 10 år udenfor centrum af dansk politik, hvor partiet hører hjemme i egen selvforståelse.

Margrethe Vestagers svendestykke troede de færreste på, da Socialdemokraterne og SF fremlagde deres fælles udlændinge- og skattepolitik, hvor hun ikke kunne få lov til at rette et komma.

S-SF blev smerteligt klogere, da hun først indgik efterlønsreformen med regeringen og siden i valgkampen hårdnakket fastslog, at hun ville gennemføre reformen med blåt flertal efter valget. Hun satte trumf på med sin valgsejr, som gav Villy Søvndal baghjul i magtkampen.

Vestager har modsat ham og statsminister Helle Thorning-Schmidt erfaring som kirke- og undervisningsminister fra 1998 til 2001 i Nyrups SR-regeringer. Allerede dengang udpegede De Radikales leder Marianne Jelved hende som sin politiske efterfølger.

Derfor er det en stor tilfredshed for Vestager, at hun fuldfører Jelveds projekt: Ikke som statsministerkandidat, men ved at genskabe Det Radikale Venstre som det centrale midterparti, der sidder med nøglen til magten i dansk politik - både til højre og venstre side.

/ritzau/