Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, er fortørnet over, at S skal have sortlistet embedsfolk.
23. marts 2011, 08:58
Et regulært berufsverbot.
Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, hiver koldkrigsretorikken frem, når han skal beskrive oplysninger, som kommer frem i bogen "Javel, hr. minister", der snart udkommer på Gyldendal.
Her beskriver forfatterne Peter Mose og Susanne Hegelund, at Socialdemokraterne har udset sig en række regeringstro embedsfolk i ministerierne, som de vil af med, hvis de overtager regeringsmagten efter næste valg.
Det får Kristian Jensen til at rase.
- At lave et berufsverbot, hvor man siger, at man skal forflyttes eller fyres, fordi man i Socialdemokraternes optik har været for langt fremme, det er helt sindssygt og meget udansk, siger han.
- I Danmark har vi tradition for, at embedsmænd er uafhængige, upolitiske og at de i øvrigt også deltager aktivt i rådgivningen - uanset hvilken regering, der måtte sidde, fortsætter Venstre-gruppeformanden.
Han kalder listen "et anslag mod de ansattes ytringsfrihed og et anslag mod embedsmændenes uafhængighed".
Kristian Jensen har tidligere stået i spidsen for Skatteministeriet. Han forklarer, at der her sad embedsmænd, han var politisk uenig med.
- Det betød da ikke, at jeg ikke ville tage imod deres rådgivning og arbejde. Tværtimod mener jeg, at de var velkvalificerede, fordi de kunne se en sag fra en politisk modstanders side, siger Kristian Jensen.
Før VK-regeringen kom til magten i 2001, kritiserede den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i skarpe vendinger, at socialdemokraten Karsten Dybvad var blevet ansat som departementschef i Finansministeriet.
Men sagen kan ikke sammenlignes med Socialdemokraternes liste, mener Kristian Jensen.
- Hvad skete der her? Dybvad blev forfremmet, siger han med henvisning til, at Dybvad endte som departementschef i Statsministeriet under Fogh.
Over for Berlingske afviser Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ethvert kendskab til listen. Han indrømmer dog en vis skepsis over for dele af embedsværket.
/ritzau/

































