Det bør være muligt at fornærme Dronning Margrethe uden at blive dømt for det, mener venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby.
6. marts 2011, 21:23
Det bør være muligt at fornærme Dronning Margrethe og andre medlemmer af kongefamilien uden at blive dømt for det, mener venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby.
I en opdatering på Facebook gør den 31-årige politiker op med straffelovens paragraf 115 om majestætsfornærmelse.
- Majestætsfornærmelse, det er en paragraf i straffeloven, der hører feudalsamfundet til. Selvfølgelig skal man kunne sige sin mening om såvel Gud, Konge og Fædreland. Demokratiet adskiller sig præcis fra repressive samfund ved at folk kan tænke frit, skriver Ellen Trane Nørby på sin Facebookprofil.
Greenpeaceaktivister tiltalt
Kritikken fra Ellen Trane Nørby kommer på foranledning af sagen mod to Greenpeace-aktivisterne, der er blevet tiltalt for majestætsfornærmelse - en paragraf fra 1930, der aldrig tidligere har været brugt. Aktivisterne er blevet tiltalt, fordi de under COP 15 topmødet forstyrrede en middag med alverdens statsledere i Drabantsalen på Christiansborg.
Hvis aktivisterne bliver dømt for majestætsfornærmelse, kan den straf, de ellers står til for ulovlig indtrængen, blive forhøjet.
Med kritikken af paragraffen om majestætsfornærmelse går Ellen Trane Nørby stik imod de konservatives formand Lars Barfoed, der i sin egenskab af justitsminister personligt har givet tilladelse til, at loven om majestætsfornærmelse kan bruges mod aktivisterne.
Barfoeds kontroversielle valg om at bruge den gamle paragraf bliver af kommentatorer set som et desperat forsøg på at puste liv i Det Konservative Folkeparti ved at vende tilbage til gamle dyder om Gud, Konge og Fædreland.

































