Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Venstre blæser til kamp mod projektmageri

Tidligere integrationsminister Søren Pind lancerer nu et kontroversielt forslag: Han vil nedlægge samtlige danske integrationsprojekter.

Tidligere integrationsminister Søren Pind (V) vil have nedlagt alle integrationsprojekter i Danmark. I stedet foreslår han, at der for de kommende ti år opstilles klare mål for integrationen. Det skal ske via kontante krav til indvandrere samt videnskabelige resultatmålinger af, hvordan integrationsindsatsen virker.

Forslaget kommer, efter at Berlingske i går beskrev, at det vrimler med projekter, som ingen har overblik over eller kender effekten af.

»Man skal på objektiv, videnskabelig basis kunne dokumentere, hvad der virker. Og spørger I mig, hvad der virker, så er det at gå fra massivt hærværk til nul hærværk. Fra dårlige skolekundskaber til gode skolekundskaber. Fra ikke særlig pænt sprog til pænt sprog. Fra at man ikke klarer sig selv, til at man klarer sig selv,« siger Søren Pind og understreger, at de, der arbejder med integrationsprojekter, skal kunne søge deres bevillinger igen ud fra nye krav.

Han klandrer samtidig regeringen for at »pakke integrationsområdet så langt væk som muligt«: »Regeringen har spredt ansvaret ud til alle mulige ministre. Der mangler koordinering og handling.«

Meldingen har opbakning i Venstre, bekræfter integrationsordfører Inger Støjberg. Også Dansk Folkeparti bakker op:

»Man forsøger i øst og vest at påvirke tingene i positiv retning, men meget tyder på, at det er penge ud ad vinduet. Integrationen er en mammutopgave, hvor der skal investeres kroner i det, der virker,« siger partiets næstformand, Peter Skaarup. Han kalder nu de ansvarlige ministre i samråd for at få regeringens løsning på en fremtidig integrationsindsats.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) vil kulegrave området for at finde ud af, hvilke integrationsprojekter der virker.

»Alt det, man ikke har gjort gennem de seneste ti års borgerlige regeringer. Vi kan ikke længere tillade os at skalte og valte,« siger hun.

Ifølge arbejdsmarkedsordfører Mai Henriksen (K) giver det dog ikke mening at nedlægge alle projekter, fordi dette også vil ramme de velfungerende.