Det er fuldt forståeligt at fru Ellen Trane Nørby ,trækker sig I forbindelse med europa bevægelsen.
De fleste danske EU politikere ændrer jo totalt psyke og adfærd så snart de beskæftiger sig med EU, så snart de betræder EU bygningen - så kan EU ikke lovprises nok – om det er for at beholde sit udmærkede og meget givtie job – eller om der er et eller andet magisk ved EU ,som endnu ikke er gået op for befolkningerne ,skal være usagt. ??? .

Eller kunne det være en eller andet farlig sygdom der florerer , som er blevet multiresistent - et slående eksempel er Dan Jørgensen , Jens Rohde og Morten Lykkegård - som syntes at være fuldstændigt udenfor pædagogisk rækkevidde svævende 10 fod over jorden.

EU forbereder og arbejder benhårdt for at de europæiske lande bliver et et nyt “ europas forenede stater “ ,hvor befolkningerne bliver sat udenfor indflydelse, idet EU som vi ser , har arbejdet sig op til en beaukratisk kollods af uanede dimensioner ,sammenlignligt med det tidligere USSR – Målet er helt klart et nyt EUSSR.
Jeg tror at der er mange tilhængere af et Europæisk samarbejde i betydningen en frihandelsunion, som gerne må suppleres med grænseoverskridende samarbejde om kriminalitet, flygtningepolitik m.v. - men som det går nu udvikler samarbejdet sig i en helt katastrofal retning.
 
Forudsætningen for Danmarks deltagelse bør først og fremmest være, at den politiske union lægges død for altid. De imperiebyggere der ikke kan frigøre sig fra den tanke må sættes udenfor døren. Dernæst skal det administrative monster, der har udvikler sig ,rulles kraftigt tilbage - det er blevet til en stat i staten, som lever sit eget ukontrollable liv.
Desværrre er der også en tendens til at de politikere vi sender til Bruxelles bliver så opslugt af ideerne at de nærmest ændrer personlighed.
 
Når man kan opleve en politiker som f.eks. Dan Jørgensen mere end antyde, for åben TV-skærm, at befolkningerne i EU støtter op om projektet, så er der for alvor noget galt.
Det er den gammelkendte "vi-ved-bedre" holdning, underforstået at politikerne ved at befolkningen mener noget andet, - men når de begynder at leve og agere i en parallel uvirkelighed - frigjort fra alle fakta, så er der er der grund til at råbe vagt i gevær.

EU kaster en fantastisk stor mængde af EU skatteborgernes penge direkte ned i et stort tomt hul.
 
EU-domstolen afsagde - symbolsk nok på Luciadagen – den dom, at det totalt overflødige flyttecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg, er lovmedholdeligt og ikke kan afskaffes. Det koster godt nok EU’s skatteborgere 2 mia kr. årligt, og kommer kun franske hotelejere og flyttemænd til gode.
 
Men det betyder åbenbart ikke noget. EU’s højtgagerede, udemokratiske elite og kommission har nemlig lige modtaget den fornemme Nobels fredspris. Man mener, at EU har forhindret krige i Europa. Nogle af os mener, at det er NATO, der bør æres derfor.
 
Men nu fik EU prisen, og det hed sig, at det var på alle de europæiske folks vegne. Men sandheden er, at EU-parlamentets valgte medlemmer kan stå på hænder og række tunge eller samle flertal i parlamentet lige så tosset de vil. Det nytter ikke noget. Den ikke-folkevalgte EU-ledelse er hævet over ethvert demokrati, enhver sund fornuft og folkeopinion.
 
Så Morten Messerschmidt har virkelig en pointe, når han foreslår Europaparlamentet nedlagt, og et tocifret milliardbeløb euro sparet, eftersom parlamentets medlemmer er uden reel indflydelse på udviklingen hen imod et europæisk politisk/økonomisk diktatur, som tilsidesætter medlemslandenes vilje og nationale selvbestemmelse.
 
Det er naturligvis forgæves, at man i tiden efter dommen har ventet at høre herom i Radio og Tv. Det ville tage tyve sekunder at nævne dommen omkring dette flyttecirkus, som afslører den dybe afgrund mellem reelt demokrati og elitært diktatur. Men det gør man ikke.
 
I stedet bruger man ti minutter på at høre Helle Thorning væve og argumentere for, at Danmark igen bør underkaste sig og sidde suverænitetsafgivende med omkring de fine forhandlingsborde. Og gad vidst, om ikke det endnu engang skal lykkes også den nuværende danske regering at undgå den folkeafstemning, som vil ryste alle Danmarks politiske jubeleuropæere i deres grundvold og levebrødseksistens.
 
Der er virkelig intet nyt under solen med hensyn til den såkaldte ’Europæiske nødvendighed’, der fortsat får lov at bestå som et indiskutabelt mantra, til trods for, at verden ser anderledes ud i dag, end da det danske folk blev lokket til at vælge EFTAs gode handelssamarbejde fra – til gengæld for et EU-samarbejde, der uden ophør gøres snævrere og snævrere, og som er i færd med at kvæle de sidste rester af alle europæernes frihedstraditioner og selvstændighed.