Troels Lund Poulsen har aldrig afsluttet sin uddannelse. Nu skal han være undervisningsminister.
8. marts 2011, 13:04
Der er på mange måder skæbnens ironi i, at Troels Lund Poulsen (V) i dag udnævnes som ny minister på et område, der har som hovedopgave at få de unge til at gennemføre deres uddannelser hurtigere.
Tilbage i november 2007, da den nu 34-årige politiker første gang blev tilbudt en ministerpost, sagde han nej tak til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens forslag om at blive videnskabsminister. I stedet tilbød Fogh ham senere på aftenen jobbet som miljøminister.
Det forklarede Troels Lund Poulsen selv, da han under ministeroverdragelsen i fjor forlod Miljøministeriet til fordel for Skatteministeriet, som han senere på dagen overdrager til partifællen Peter Christensen.
Begrundelsen var, at han frygtede, at det ville give ham politiske problemer at blive videnskabsminister, idet han ikke havde afsluttet det historiestudium på Københavns Universitet, som han påbegyndte helt tilbage i 1996.
Men nu har Troels Lund Poulsen altså ifølge en pressemeddelselse fra Statsministeriet takket ja til Lars Løkke Rasmussens tilbud om at blive undervisningsminister.
Her bliver han tovholder på to store opgaver, nemlig forhandlingerne om såvel en SU-reform som folkeskoleforhandlingerne, som stort set har ligget brak siden jul. Begge dele har ikke mindst til formål at få de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.
Danske Studerende Fællesråd ser imidlertid med stor forståelse på, at regeringen har valgt en minister, som ikke selv er blevet færdig og ønsker ikke 'at være fordømmende' over for den nye minister.
- Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med, at man har en lidt alternativ vej gennem studierne. Troels Lund Poulsen tager jo netop en lidt alternativ vej og får sig nogle andre erfaringer under sit studieforløb. Det er mere absurd, at han sidder i en regering, som f.eks. har skåret ned på antallet af kvote to-optag, siger Magnus Pedersen, formand, Danske Studerendes Fællesråd.
Troels Lund Poulsen har selv flere gange givet udtryk for ærgrelse over, at han aldrig er blevet færdig med sin kandidatuddannelse, og har bebudet at han fortsat ønsker at blive kandidat en dag. Han er ikke den første undervisningsminister i VK-regeringen uden afsluttet uddannelse. Det samme gjaldt for Ulla Tørnæs, der var undervisningsminister i regeringens første år.

































