5. september 2011, 06:00

Stipp og hendes forskerteam hjælper med at opklare spørgsmål som: Hvordan kan vi rense forurenet drikkevand? Hvordan kan nanoteknologi hjælpe til at få olie op fra genstridige kalklag? Og var askepartikler fra den islandske vulkan virkelig så farlige, at Europas luftrum måtte lukkes i dagevis? Samtidig borer hun sig ned i forståelsen af grundlæggende kemiske processer. Det er grundforskning på højt niveau, som en række virksomheder har fundet så interessant, at de støtter den massivt. Også selvom resultaterne ikke altid giver gevinst på kort sigt.

Så skulle man tro, at Susan Stipp tæller godt med, når universitetet udarbejder den årlige måling af værdien af sit erhvervssamarbejde til Videnskabsministeriet. Men nej. Det Stipp kan og gør tæller ikke alverden. Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler.

Det mener vi er udtryk for gammeldags tankegang. At måle på antal patenter og indtjening er at tænke forskning og forretning som en for simpel fødekæde: Først producerer forskeren viden, så bliver viden til en opfindelse, der tages patent på – og dernæst køber virksomheden opfindelsen, og forsker og erhvervsmand slutter med et håndslag på en vellykket forretning. Der kan være gode grunde til at måle på denne måde, og Københavns Universitet (KU) kan sagtens være med. Siden 2007 har KU produceret over halvdelen af alle licensaftaler indgået af danske forskningsinstitutioner baseret på patenterede opfindelser.

Men bliver forskerne og universitetet groft sagt kun belønnet for kvantitet i form af antallet af samarbejdsaftaler, opfindelser, solgte licenser og indtjening ved salg af licenser til virksomheder, skygger man for andre større og vigtige aktiviteter, som understøtter det, både vi og ministeren gerne vil opnå: At universiteterne i samarbejde med erhvervslivet bidrager med vækst og kvalitet i form af reel ny viden.

Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten. Vi efterlyser et opgør med den lineære fødekædetænkning for i stedet at få et system, hvor både erhvervsfolk og forskere får flere incitamenter til at frembringe ny og banebrydende viden – sammen.

Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer.

Set i denne måleoptik ville arbejdet fra en forsker som Stipp tælle væsentligt mere. I hendes laboratorium er der nemlig mange samfinansierede ph.d.-studerende, og der står noget af verdens mest avancerede udstyr til eksperimenter med nanopartikler. Det koster en formue, og er købt og betalt af samarbejdsvirksomheder. Stipp bruger udstyret til grundforskning, og den nye viden bliver publiceret i toptidsskrifter. Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding. En ren win-win situation. Susan Stipps erhvervssamarbejde er verdenskendt og et trækplaster for unge, talentfulde forskere fra hele verden.

Med tiden kommer der forhåbentlig også patenter ud af forskergruppens arbejde. Men for at nå dertil, kræves både tålmodighed og et samarbejde, hvor erhvervsliv og universiteter belønnes for sammen at stræbe efter ny viden. Samarbejdet undervejs er vigtigt for den fælles idéudvikling og innovation, og det bør tælle med hele vejen fra start til mål. Som i Susan Stipps tilfælde kan den virkeligt banebrydende nye viden kun produceres, hvis begge parter deltager aktivt fra starten af projektet.

Fremtidens løsninger skabes i fællesskab med aktører i og uden for universitetet. Det skal vi understøtte, også gennem den måde, vi måler værdien af erhvervssamarbejder på.