13. februar 2012, 06:00

Gymnasiereformen fra 2005 rummede på indholdsdelen et reformpædagogisk opgør med kundskabsskolen og i strukturdelen et liberalistisk fremstød for fri konkurrence mellem offentlige institutioner. Et led i det såkaldte New Public Management.

Efter nogle år med reformen er der nu ved at blive gjort op med den frie konkurrence, og politikerne begynder at detailstyre skolerne. Det første eksempel er klasseloftet på 28 elever.

Dette er forhåbentlig første skridt frem mod en styring af markedskræfterne på et område, hvor markedskræfterne ikke gør noget godt. For det kan være nødvendigt at binde de enkelte skoler, så de ikke bruger den frihed, de fik forærende i 2006 til at sænke niveauet - tilsigtet eller utilsigtet. Forhåbentlig bliver næste skridt et opgør med indholdet i reformen.

Strukturreformen medførte, at gymnasierne i 2006 gik fra at være amtslige til at blive deres egne. De overtog ansvaret for egne bygninger og blev en virksomhed, der lever af elever. Forstået på den måde, at staten betaler for hver elev, der sidder i klasserne - ca. 70.000 kr. pr. år pr. elev samt 14.000 for hver studenterhue, der udleveres.

Et gymnasium havde tidligere to herrer - staten, med et kompliceret sæt af regler og love, og så amtet, der finansierede. Derfor kunne der være stor forskel på gymnasiernes økonomi, og der kunne være bøvl og konflikter om finansieringen. I dag har gymnasierne stadig to herrer - for staten er der naturligvis endnu, men amterne er blevet erstattet af markedet, der sikrer de offentlige betalinger alt efter, hvor mange elever skolen kan tiltrække, fastholde og få sat hue på. For at mindre populære gymnasier ikke skal blive helt tømt for elever - og dermed bydele eller landsdele for gymnasier - er der dog stadig nogle geografiske bindinger på gymnasiernes optag, så en vis procent skal være lokalt optaget.

Men der er indført konkurrence om eleverne i gymnasiesektoren - naturligvis i en forventning om, at konkurrencen ville give højere kvalitet. Men den nødvendige forudsætning er her, at elever tiltrækkes af høj kvalitet, og at skolen satser på at tiltrække via høj kvalitet. Hvis vi levede i den bedste af alle verdener, ville det sikkert også være tilfældet - men faktisk er det ikke let for 15-16 årige unge at gennemskue, hvad der er ægte kvalitet. Og ofte er det desværre ret let for rektorer at regne ud, hvad 15-16-årige godt kan lide, - for fester, udlandsrejser, computere, indbydende studieretninger osv. lyder ofte bedre i unge ører end lektier, hårdt arbejde og høje krav. Nogle gymnasier optager i vidt omfang også elever, der ikke er blevet anbefalet til gymnasiet af deres vejledere (Politiken 25/11).

Da der er et stort frafald på nogle skoler, skal man ikke være professor for at regne ud, at de fleste gymnasier er interesserede i at fylde så mange elever i 1.g som overhovedet muligt. Ellers bliver det svært at tjene penge. Man skal heller ikke være professor for at regne ud, at rektorerne på de gymnasier, der har en dårlig økonomi, har meget lidt lyst til at smide elever ud på trods af et stort fravær eller manglende studieaktivitet. Ligeledes har det været svært at dumpe elever. 47 procent af gymnasielærerne har i en undersøgelse oplyst (JP 25/5 - 2010), at de har oplevet, at der blev lagt pres på dem for at lade elever bestå, som ikke burde bestå. Og Gymnasielærerforeningens formand fortæller, at han får at vide fra lærerne, at der lægges pres på dem for at fastholde elever, der ikke burde gå på skolen (JP 2/7 - 2010). Lærerne tør af angst for deres videre ansættelse ikke at sige dette offentligt.

For øjeblikket er det knap 65 procent af en årgang, der vælger en gymnasial ungdomsuddannelse, men der er en politisk målsætning om, at endnu flere skal igennem, for at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse. Så der er også et politisk pres om kvantitet. Hvad mon der sker med kvaliteten i denne proces?

Mon den er faldet eller steget? Hvis man spørger universiteterne - der aftager eleverne - er niveauet faldet. Det siger 38 procent af de adspurgte i en Politiken-rundspørge i oktober 2011, mens kun otte procent mener det modsatte. Det er meget svært at måle, om universitetslærerne har ret, da karakterskalaen blev ændret samtidig med reformen, og man ikke altid kan være helt sikker på, at lærerne giver karakter efter fortjeneste. For ifølge en rundspørge i JP fra maj 2010 har hver sjette lærer ladt en elev få højere karakter, end vedkommende burde pga. pres fra ledelsen eller angst for skolens økonomi. Men mange universitetslektorer påpeger, at de må ændre deres begynderkurser for de studerende.

Hvordan kan det undre, at det er svært at fastholde kvalitet, når man belønner kvantitet? Det er næsten som at forvente, at vand skal begynde at løbe opad på grund af en politisk beslutning. Derfor er det en god idé, at friheden til at konkurrere på kvantitet nu indsnævres. Første skridt bliver altså loftet på de 28 elever i hver klasse. Det næste bliver formentlig hue-prisen på 14.000 kr., der fjernes og laves om til et »socialt taxameter«. Det har jo nemlig vist sig, at det koster mere at uddanne en anden generationsindvandrer i Ishøj end et akademikerbarn i Allerød. Den første har brug for mere lektie- og sprogstøtte og er i større risiko for at falde fra undervejs. Der er derfor opstået en idé om, at taxameter pr. elev skal gradueres sådan, at de skoler med det svære befolkningsgrundlag får flere penge og dem med lette får færre. De kan man kun hilse velkomment.

For ser vi på, hvordan det går med den enkelte elevs kvalitet i undervisningen afspejlet ved fravær i gymnasiet, så er det et trist skue. Der er tale om et meget stort fravær, som det på trods af kampagner ikke er lykkedes at nedbringe. (Rambøll-undersøgelse fra 2008).

Kunne det mon hænge sammen med, at eleverne ved, at det ikke har konsekvenser, at de pjækker eller ikke laver opgaver? Der er der meget, der tyder på, at vi vil se en stor kvalitetsspredning i sektoren i fremtiden, hvis vi ikke gør noget. For hør her, hvad en modig (og rig) rektor kan formå med konsekvenspædagogik: Ørestadens Gymnasium - der er et af de mest søgte gymnasier, (og derfor har en god økonomi) - indførte i august 2011 konsekvenspædagogik angående manglende afleveringer af skriftlige opgaver og fravær.

I gennemsnit havde eleverne i 3.g ikke afleveret 25 procent af deres opgaver, og der var et højt fravær. Skolen fastsatte en otteprocentsgrænse for fravær. Hvis man rammer den, skal man til samtale, og fortsætter det, skal man op i alle fag. Kommer fraværet op på 25 procent (heri indregnes også manglende afleveringer), smides man ud. Fraværet er halveret, og opgaver afleveres som aldrig før, og kun otte elever er smidt ud. Elever, der nok i virkeligheden havde bedst af at finde noget andet at lave, siger en person på skolen. Det er da en fremragende indsats, og mon ikke den indsats har højnet kvaliteten? Men man kan nok kun forvente sådanne løsninger, der hvor der i forvejen er en god økonomi pga. en stor søgning til gymnasiet. Hvis det sociale taxameter indføres, bør alle skoler have økonomi til at indføre en fraværsgrænse, der giver konsekvenser. Derfor bør det stilles som et krav for alle, i stedet for som nu, hvor hver enkelt skole selv beslutter, hvad de vil tolerere. Vi har i Danmark ingen interesse i, at der skabes store kvalitetsforskelle mellem de forskellige gymnasier i landet. Det er bedst med en høj, national standard, så man altid ved, hvad en studentereksamen er værd.

Gymnasiet er altså fanget i et krydsfelt imellem frihed til at skabe bundlinje ved at få flest muligt elever igennem og en begyndende detailstyring, der skal forhindre dem i at lægge alt for megen vægt på kvantitet frem for kvalitet. Det er godt, at opgøret med reformens liberalistiske sider kommer nu, for så kan vi samle kræfter til det kommende opgør med den kulturradikale, reformpædagogiske del af reformen og dermed få genskabt en kundskabsskole med et højt niveau.