Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Tidligere departementschef: Ministrene mangler rådgivning

Danske ministre har brug for langt mere politisk rådgivning, og selv SRSF-regeringens oprustning er ikke nok. Det mener tidligere departementschef, som anser manglen på udviklingen af politik som et af Danmarks store problemer.

Mens de nuværende departementschefer i flere ministerier tilsyneladende kæmper imod regeringens mange nye særlige rådgivere, så mener en tidligere departementschef, at der nærmest er for lidt politisk rådgivning af ministrene.

Faktisk er de nye rådgivere kun et lille skridt på vejen, og der grund til at gentænke hele det danske embedsmandssystem, mener Jørgen Rosted, tidligere departementschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet.

- Det er da et skridt i den rigtige retning med oprustningen på rådgiverfronten, men det er slet ikke nok, siger Jørgen Rosted.

- Det er helt nødvendig, at det her sker. Politikerne skal have hjælp til at udvikle politik, og jeg mener ikke, at man kan overlade det til embedsfolk i det omfang, man gør i dag. Hvis man ser på, hvem det er, der udvikler politik i dag i Danmark, så er det jo embedsværket. Og det er uholdbart i længden, for der bliver udviklet for lidt. Se på regeringsgrundlaget. Det er fyldt med virkelig store systemændringer, og det kan man da ikke bede de embedsmænd om at gennemføre, som har opbygget det nuværende system, siger Jørgen Rosted.

Han mener ligefrem, at manglen på udviklingen af politik er et af de største problemer for Danmark, og at det er en af grundene til, at vores velstand falder.

- Vi har tabt 20-25 pct i velstand i forhold til lande, vi sammenligner os med, fordi politikudviklingen er gået i stå, og vi har ikke fået udviklet vores samfund. Det er et kæmpeproblem. Nu forsøger regeringen at tage lidt flere rådgivere ind, men det er slet ikke nok. Det løser ikke problemet. Det er et skridt i den rigtige retning, men man skal passe på, for det skal gøres på den rigtige måde, siger Jørgen Rosted.

Han mener, at man bør nedsætte et udvalg, som kan komme med forslag til, hvordan man finder en ny måde at udvikle politk på. Løsningen er ifølge ham ikke en model med deciderede politiske embedsmænd, som ellers ofte ses som alternativet til det danske embedsmandssystem.

- Jeg synes ikke, det er værd at efterligne den model, man har i Sverige og USA. Jeg er heller ikke meget for den centraleuropæiske model, men måske kunne man se mod England, hvor man har et system med ministre uden portefølje, som udvikler reformer i et særligt kontor, inden de bliver flyttet ud til fagministerierne. Det har betydet at England er et af de politisk set mest innovative samfund i verden, siger Jørgen Rosted.