Folketingets åbningsdebat har intet med debat at gøre.Ingen af partiernes ordførere eller statsministeren formår at føre en konstruktiv politisk debat baseret på fakta og med anerkendelse af andres argumenter.
Åbningsdebatten er alene en anledning til at fremhæve egne fortjenester og politiske sejre samt nedgøre alle andres indsats og synspunkter.
Det kan naturligvis være underholdende i en kort tid at høre folketingsmedlemmerne skose hinanden,kommentere deres fodtøj samt sammenligne dem med TV-figurer,men denne debatform virker næppe fremmende på respekten for politikerne eller deres evner til at løse landets problemer.
At åbningsdebatterne samt mange andre debatter i Folketinget har udviklet sig til et rent underholdningsshow uden indhold,skyldes sikkert at de sendes direkte i fjernsynet.Folketingsmedlemmerne ser det derfor først og fremmest som en mulighed for at blive kendt, fremfor at debattere på en konstruktiv måde med henblik på at opnå enighed.
Det er synd for folkestyret.

Den var ellers godt regnet ud, TOPskattelettelser før valget, betalingen, fedt afgift efter valget.
Selvom Venstres presse tjeneste gjorde endnu et forsøg på at manipulerer med virkeligheden, så gik den ikke.
Aben sidder på lille Lars Fedtfinger.
Han har da også æren for at et halvt pund smør nu er 200 gram.
Hykleriet stopper da heller ikke her, DF forsøger at fremstå som de arbejdsløses frelser.
Bondeanger - nej lyt til argumenterne.
DF ved ganske udemærket hvor stor `´besparelsen ``på forkortelsen af dagpengeperioden var,og hvad pengene er brugt til.
Når så Venstre byder sig til finanslovs forhandlingerne, som pigerne på Halmtorvet, trods tidligere udsagn om at hvis ikke Enhedslisten kan stemme for, kan Venstre ej heller, så er det godt at undersøge motivet.
Hvad er årsagen til denne iver?
Nogen vil nok hævde at Lars fedtfinger skylder en motorvej som han glemte at afsætte penge til.
Hvis ikke han finder pengene hertil ryger der måske en borgmesterpost.

Med Helles regering har store dele af samfundet fået større utryghed, både økonomisk og i jobbet. Den kan hun ikke tørre af på andre partier. Selvom Helle påstår, at det er den nødvendige politik, så er det regeringens valg.

er forsvundet fra politik, og når han endelig stikker næsen frem, siger han nogle småløgne eller kommer med regnestykker, hvor der mangler et par milliarder. Kunne han blive leder i det private erhvervsliv med den facon?

Det er HTS nødt til at hive frem i lyset, for uanset hendes egne problemer, så er det en gåde, at en forsvundet oppositionsleder står til 1/3 af vælgernes stemmer....

HTS har noget at se til, men at Venstre nu er begyndt at beskylde hende for deres egne fejltagelser, er ikke fair.

Venstre har ikke et reelt bud på dansk politik i fremtiden, men soler sig udelukkende i regeringens vanskeligheder - det kan vi ikke leve af.

Indtil Venstre vågner af drømmen, er HTS-regeringen det eneste vi har. De går i det mindste på arbejde hver dag...

Når man som jeg har fulgt opningsdebatten fra start til slut, er det tydeligt at vi skal være glad for at have en statsminister som Thorning.

Hun taler aldrig ned til sine politiske modstandere, hun svarer på det hun bliver spurgt om og hun er godt inde i sagerne.

Vi får ikke en bedre statsminister - hun er fremragende.

Efter at have fulgt med i størstedelen af "debatten" sidder jeg tilbage med en tom fornemmelse. Frustrationer, vrede og mistro kæmper om at beskrive den følelse af afmagt der gennemsyrer mit sind.
Der kom ingen konkrete svar på, hvilke aktiviteter der skal gennemføres for at standse den onde spiral, som hver dag sender virksomheder ud af landet, som i stærkt stigende tempo medfører konkurser og lukninger af firmaer og forretninger.
Ved enkelte lejligheder blev det forsøgt, at beskrive denne uhyggelige virkelighed, endda med en opremsning af navnene på de virksomheder, som enten flytter, lukker eller blot reducere i aktiviteterne i den kommende tid. Men hvad var responsen? Vi så billeder af regeringens medlemmer, som stod med ryggen til taleren i munter samtale, med de store smil klistret på deres glatte ansigter og med en total dis respekt, for taleren på podiet.
Når vi så hørte ”svarerne” fra regeringspartierne, fik vi den ene latterlige undskyldning efter den anden om, at det var den tidligere regerings skyld.
Guderne skal vide, at det ikke var alt, hvad den tidligere regering foretog sig, som var til UG. De evnede ikke at formindske det offentlige forbrug og de strøede om sig med nye afgifter. Til gengæld indrømmer de nu Deres fejltagelser og ønsker at rette dem, hvilket vel egentligt er en sjælden positive oplevelse, når vi taler politik.
Når vi konstant fik ”svar” fra regeringen om, at det er den gamle regerings skyld, og vi på intet tidspunkt kunne få reelle svar, på de alvorlige spørgsmål der blev stillet, så udstiller regeringen sig selv, som totalt uansvarlig og totalt ude af trit med virkeligheden i det omgivende samfund.
Når Dalum Papirfabrik i Odense drejer nøglen om, forsvinder der direkte en 2-300 jobs. Derudover forsvinder indtjeningen, dvs. grundlaget for en lang række underleverandører af maskiner og udstyr, service, fragt, revision, advokatbistand, lokale murere, tømre, smede mekanikere og elektrikere, tele og net udbydere, elværket, kontorforsyningen osv. osv. osv.
Den lavere indtjening for den berørte skove af underleverandører, samt de nu ledige mennesker, medfører igen lavere indtjening ude i lokalmiljøet, med nye konkurser og fyrringer som resultat.
En mistet virksomhed medfører en tsunami af uheldige følgevirkninger, som spreder sig hastigt ud i landet med meget uhyggelige konsekvenser.
Stop nu det absurde teater og fortage de reformer der er pinedød nødvendige for at hjælpe de nødlidende danske virksomheder, inden det er for sent. For hver dag der går uden handling, bliver Tsunamien bare større og større.

På den ene side er det simpel grådighed og pengebegærlighed og rod i privatøkonomien der er årsag til, at den vestlige verden og dermed også Danmark er havnet i suppedasen.

På den anden side var det de uansvarlige vælgere der stemte på Fogh Rasmussen, og dermed for den minimalstatspolitik hans regeringer førte fra 2002 til 2011. Kort fortalt: de dumsmarte nedskæringer og besparelser, strukturreformen, og ikke mindst de vanvittige skattelettelser, som kun gjorde det hele være.

Situationen i Danmark kom i uhyggelig grad til at ligne det samfund Bertolt Brecht skildre i "Laser og Pjalter"

Løkke Rasmussen og den tidligere sundhedsminister var dem der stod bag overbetalingen til privathospitalerne og de "gratis" høreapparater.

Fogh Rasmussen er ham der af kedsomhed lavede sig eget Matadorspil som barn, og som i 2003 førte Danmark i krig på et falsk grundlag. Krigen i Irak har foreløbig kostet over 650.000 mennesker livet. I dag er han generalsekretær i Nato, utroligt!

Rutsjeturen nedad blev for alvor afsløret før valget i 2011, hvor Hjort Frederiksens finanslovsforslag med et underskud på nær 100 milliarder, også ville få statens gæld til at vokse med 277 mia. kr. Et beløb der omtrent tilsvare de mange milliarder skattelettelserne kostede statskassen.

For bare få år tilbage var økonomien så god ifølge daværende finansminister Thor Pedersen (V), at Danmark kunne købe hele verden.

Thor Pedersen er ham der havde Brixtoftes Farum som forbillede, og som i 2002 ikke vidste hvor han selv boede. Senere blev han formand for folketinget, utroligt!

Hjort Frederiksen (V) er ham der har brugt det meste af sin tid på at ødelægge velfærdssamfundet, på propaganda og kontrol af de arbejdsløse. I egen begejstring overså han og Brian Mikkelsen helt kontrollen med virksomheder og banker der tilsyneladende i stor stil overførte store fortjenester udenom skattevæsnet til udenlandske banker. Vel og mærket i den samme periode, hvor statens penge siden 2008 i form af bankpakker på flere hundrede milliarder af kr., blev tilført bankerne. Helt utroligt!

Uligheden er øget, sunde virksomheder og forretninger er gået konkurs, og mange har nu mistet deres arbejde. Det er faktisk altid gået lille Danmark rigtig dårligt under de skiftende borgerlige regeringer.

Hvis det så kun er gået ud over dem - som trods kraftige advarsler – har stemt på DF og regeringspartierne, ville det være til at bære, men sådan forholder det sig desværre ikke.

Der var og er danskere i tusindvis der forudså, hvad Fogh Rasmussens samfundsdrømme og Matadorspil ville føre til, men som ville noget andet.

Morale: stem aldrig mere på en borgerlig regering. Danmarkshistorien viser det kun kan gå ad helvede til!