Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Thomas Larsen: Thorning fanget af sit eget spin

Sjældent er en ny regeringschef blevet så hårdt presset på sit første pressemøde – og regeringschefen havde ikke gode svar på, hvorfor så mange løfter er skrottet.

- Det er tydeligt, at Helle Thorning-Schmidt kæmper en desperat kamp for at undgå, at mærkatet ”løftebryder” klæber sig fast. Men det bliver svært at undgå, for statsministeren står ganske enkelt med en dårlig sag. Der dukker hele tiden nye eksempler på løftebrud op, og målingerne taler deres tydelige sprog om, at danskerne ikke godtager statsministerens forklaringer, siger Thomas Larsen.

Bedømmelsen fra Berlingskes kommentator kommer efter Thornings første møde med pressen efter tirsdagens ministermøde i Statsministeriet. En kampberedt regeringschef ville gerne sætte en ny dagsorden – bl.a. med annonceringen af finanslovsforslaget i næste uge og en kommende tilbagerulning af VKO-alliancens pointsystem – men hun blev gang på gang konfronteret med de mange og konkrete løfter, som S og SF har skrottet.

Intet triumftog

- På den baggrund blev det første pressemøde ikke et triumftog for den nye statsminister. Seancen blev snarere endnu en understregning af, at regeringen og statsministeren er kommet ualmindeligt dårligt fra start. Selv om Thorning stiller op til mødet med journalisterne – bevæbnet med pointer fra sine rådgivere – er hendes udgangspunkt i debatten om de mange løftebrud ganske enkelt for dårligt og for defensivt, siger Thomas Larsen.

På pressemødet pointerede Thorning gang på gang, at den nye SRSF-regering har måttet revidere sine valgløfter, fordi dansk økonomi er hårdt ramt, ligesom hun understregede, at S og SF jo ikke fik 90 mandater alene, men har måttet indrette sig efter de Radikales krav.

Skabte selv garantier

- Problemet for Thorning er, at hun inden valget så skråsikkert garanterede vælgerne, at politikken fra S og SF ville blive gennemført. Først forlød det, at de Radikale ikke kunne ændre et komma i politikken fra de to partier, og dernæst introducerede hun i Berlingske en ny ”løftepolitik” i et forsøg på at profilere sig på bekostning af Lars Løkke Rasmussen, siger Thomas Larsen.

- Derudover er det naturligvis svært at overbevise danskerne om, at S og SF har måttet slagte deres løfter til vælgerne, fordi dansk økonomi er dårlig. Alle ved – og har vidst det længe - at dansk økonomi er trængt, og at vi kører med store underskud. Det var også en kendsgerning inden valget.

Ude af samklang med vælgerne

- Thorning udtalte på pressemødet, at hun havde svært ved at forstå diskussionen om løftebruddene. Den tilgang til debatten er næppe klog, for her er hun ude af samklang med alle de vælgere, som er skuffet over S og SF’s ageren efter valget, siger Thomas Larsen.

Han hæftede sig også ved, at Thorning mente, at den nye regering var ”kommet godt fra start”.

- Den bemærkning er svær at forstå – især set i lyset af, at ingen regeringer i den nyere Danmarkshistorie så hurtigt har sat sit flertal over styr og så tidligt har oplevet en massiv vælgerflugt.

I dag viste en ny måling fra Voxmeter, at Socialdemokratiet har fået en historisk øretæve af vælgerne og kun får opbakning fra 20,5 procent af vælgerne.