Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Thomas Larsen: Løkke skal stoppe grænsesag nu

Grænsesagen har nået et punkt, hvor VKO-alliancen kan blive skadet, hvis den ikke bliver stoppet nu. Det vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Hvis flere politikere fra Venstre og Konservative begynder at kritisere Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, kan Lars Løkke Rasmussen hurtigt komme til at stå med et stort problem, hvor der vil blive sat spørgsmålstegn ved regeringens sammenhængskraft.

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter at Birthe Rønn Hornbech (V) i dagens udgave af Berlingske retter otte anklager mod Dansk Folkepartis leder.

- Mange tillidsfolk i V og K begynder at røre på sig og give udtryk for deres protester over for Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Der er mange, som mener, at Dansk Folkeparti har fået for lang snor, og mange er dybt betænkelige over for Pia Kjærsgaards udfald mod EU og Tyskland de seneste par dage, siger Thomas Larsen, som vurderer, at det er afgørende for Lars Løkke Rasmussen, at der ikke begynder et opgør fra VK-regeringens egne rækker.

- Indtil nu er det kun en lille gruppe, som har givet udtryk for deres kritik, og det er ikke så skadeligt for regeringen. Men hvis der kommer der flere angreb, så bliver det et stort problem for Lars Løkke Rasmussen. For så kommer sagen til at handle om regeringens sammenhængskraft, og det har Lars Løkke Rasmussen ikke råd til så tæt på et valg, siger Thomas Larsen, som vurderer, at både Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard vil arbejde på, at sagen ikke eskalerer de kommende dage.