8. oktober 2011, 12:00

Receptionisten i det nye Sundheds- og Forbyggelsesministerium på Holbergsgade er fortsat ansat i Integrationsministeriet, selv om det ikke findes længere. På den nye ministers kontor er en orkidé stadig pakket ind i cellofan, og hylderne strækker sig tomt uden en eneste bog.

Det er kun fjerde dag, at SFeren Astrid Krag sidder i sin nye ministerstol. Og det må hun minde om flere gange under det følgende interview, hvor det viser sig, at et af S og SFs mest profilerede sundhedsvalgløfter ikke bygger på fakta og ikke kan indfries. Sundhedspakken »Tryghed om Sundhed« lovede som et af fem punkter at afsætte 100 millioner kroner til at nedbringe ventetiden på landets skadestuer til en halv time.

Den halve time, som optrådte i valgkampen, er den ikke nagelfast mere?

»Nej, den målsætning baserer sig på nogle tal i et S-SF-udspil, der viste sig ikke at holde stik. Men det optager mig som ny minister at få nedbragt den her ventetid. Behandling til tiden handler både om de mennesker, der har en livstruende sygdom og kræver behandling, men også om dem, der skal behandles akut. Det duer ikke, at man for eksempel venter 11 timer med et hofteskred og ender med at dø af blodpropper. Det er fuldstændig uacceptabelt og meget ulykkeligt. Derfor vil jeg også tage kontakt til regionerne og få sagt til dem, at det er en bunden opgave at få nedbragt ventetiderne,« siger Astrid Krag.

Det tal, som ikke holdt stik, var, at 90 pct. af skadestuepatienterne i Region Midtjylland allerede i dag kommer i behandling inden for 30 minutter - og at det dermed skulle være realistisk at hæve andelen til 95 pct. i hele landet, som S og SF lovede i deres fælles sundhedsudspil op til valget.

Men det viser sig nu, at det formentlig kun er 70 pct. af skadestuepatienterne i regionen, der kommer til inden for den halve time. Dermed er det også urealistisk at indfri løftet i sundhedsudspillet, fordi det bliver alt for dyrt, lyder analysen i dag i Sundhedsministeriet.

Samtidig med de 30 minutter lovede I også 100 millioner kroner til at indfri det mål. Er det fortsat planen?

»Vi er i gang med at lave et kasseeftersyn. Og det er ikke penge, den her regering vælter sig i. Det er de forhold, jeg opererer under. Men når det er sagt, så har jeg tænkt mig at gå til finanslovsforhandlingerne både i år og de kommende år med et ønske om, at vi lever op til de målsætninger, vi har. Og når vi var ude at snakke om at begrænse ventetider i valgkampen, så er det selvfølgelig fordi, vi mener, det er vigtigt. Det står højt på min ønskeliste. Jeg synes også bare, man skylder danskerne den ærlighed at sige, at vi ikke har råd til alting med det samme.«

Vi hører dig trække i land både i forhold til tidsgrænsen og løfterne?

»Jeg ved ikke, om jeg trækker i land. Jeg siger jo, at det stadig er vigtigt for os. Jeg erkender blankt, at tallene i udspillet fra S og SF viste sig ikke at være rigtige. Det ændrer forudsætningen. Men den politiske ambition for en tidsgrænse ligger fast.

Men er det ikke lidt af en brøler at melde 30 minutter ud, når du nu ikke kan gennemføre det?

»Det er da vildt ærgerligt, at de tal, man har lagt til grund, viser sig ikke at holde stik. Det er derfor, jeg er lidt forsigtig med at melde ud nu. Det første, man må gøre, er at sætte sig ned med regionerne og finde ud, hvad status er. Jeg kunne også forstå på Bertel Haarder (forhenværende V-sundhedsminister) under valgkampen, at han ikke havde noget samlet overblik. Og når man som minister ikke har det, så er det svært at lave en realistisk vurdering af, hvor hurtigt man kan gå frem.«

Kan du forholde dig til Venstres gamle målsætning om maksimum to timers ventetid for alle typer skadestuepatienter?

»Umiddelbart tror jeg, de fleste vil have det sådan, at hvis man er så skidt, at man tager på skadestuen, så er to timer lang tid. Men samtidig med at man sætter nogle ambitiøse mål op, skal de også være realistiske.«

Men det er jo fire gange så lang tid som den halve time, I startede med at love?

»Ja, og jeg synes også, det lyder som lang tid. Men hele den grundtankegang, der hedder behandling til tiden, den skal også have en frihed. For laver du en snæver fælles grænse for alle, så kan det jo betyde at der ikke er rum for at foretage de lægefaglige vurderinger, der skal være. Men jeg vil ikke lægge mig fast på noget, før jeg har haft et møde med regionerne. Det er fjerde dag, jeg sidder i den her stol.«