Statsrevisorerne svarer igen på skatteministerens kritik

Skatteministeren forsøger at tale alvoren og omfanget af fejlene med ejendomsvurderingerne ned, mener Statsrevisorernes formand.

Når skatteministeren kritiserer Rigsrevisionen og Statsrevisorerne for at lange ud efter ministeriets fejlagtige ejendomsvurderinger på et for tyndt grundlag, så falder det tilbage på ham selv og hans embedsmænd.

Sådan lyder responsen fra Statsrevisorerne, efter skatteminister Jonas Dahl (SF) beskylder dem og Rigsrevisionen for at have rettet en hård kritik, »som Rigsrevisionens analysegrundlag ikke i tilstrækkelig grad giver belæg for«.

»Man forsøger fra Skatteministeriets side at bagatellisere noget af det, der var fremme i beretningen i august måned,« siger Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), til Berlingske Nyhedsbureau.

I en beretning i august kritiserede Rigsrevisionen Skatteministeriet for den ringe og svingende kvalitet i de offentlige ejendomsvurderinger, hvoraf 75 procent var enten skudt over eller under salgsprisen i 2011.

Hvis grundlaget for den kritik er for tyndt, så burde Skatteministeriet selv have gjort opmærksom på det i høringsprocessen, fastslår Peder Larsen.

»Og det har de undladt,« konstaterer Statsrevisorernes formand og understreger:

»Det falder tilbage på Skatteministeriet selv, og så burde de have leveret nogle flere og bedre oplysninger til Rigsrevisionen på det tidspunkt«.

Skal der så laves en ny undersøgelse, hvor Rigsrevisionen har de nødvendige informationer?

»Det tager en masse tid og koster en masse penge, og konklusionen vil sandsynligvis ikke blive meget anderledes, så det er der for lidt mergevinst ved,« siger Peder Larsen.

Han vil dog sammen med resten af Statsrevisorerne stadig holde et vågent øje med sagen.

»Jeg er ikke sikker på, at sagen er lukket i den forstand, at vi afslutter den. Vi vil følge det med opmærksomhed i årene fremover,« siger Peder Larsen.

Skatteminister Jonas Dahl skriver i et svar på kritikken af ejendomsvurderingerne til Statsrevisorerne, at »Skatteministeren tager overordnet Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik til efterretning«, men at der altså er punkter, hvor ministeren finder, at kritikken er givet på et for tyndt grundlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.