9. januar 2012, 15:26

Siden Det Internationale Atomagentur (IAEA) i november udgav sin rapport om det iranske atomenergiprogram er konflikten mellem Vesten og Iran skærpet stort set dag for dag. Rapporten fastslår, at der ikke er fældende beviser for, at Iran i forbindelse med sit atomenergiprogram udvikler atomvåben, men peger samtidig på nogle forhold, der kunne tolkes i denne retning. Det har givet anledning til, som det hedder i rapporten, ”seriøs bekymring”. Situationen giver store mindelser om forløbet op til Irak-krigen i 2003, hvor der i Vesten var seriøs bekymring for, at Saddam Husseins Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Nogle politikere, som f.eks. danske Anders Fogh Rasmussen, var ikke blot bekymrede, men sikre på, at Irak havde de forbudte våben: ”Det er ikke noget, vi tror, det er noget vi ved”, som den danske statsminister udtrykte det. Som bekendt var der ingen masseødelæggelsesvåben i Irak, men dengang var holdningen i de vestlige lande, at det ikke var det internationale samfund, der skulle bevise, at Irak var skyldig, men at det var Irak, som skulle bevise sin uskyld. Resultatet var som bekendt årelang krig.

Situationen med Iran i dag ligner, idet vores viden om, hvad der faktisk er tilfældet i Iran er ligeså usikker, som den var i Irak forud for krigen i 2003. Vestlige politikere og efterretningstjenester taler som om, det er et faktum, at Iran udvikler atomvåben. Men det er ikke et faktum og derfor ikke noget, de ved, men noget, de tror. Der er forhold i Iran, der kunne tolkes som tegn på udvikling af atomvåben. Som i Irak, hvor der blev sendt våbenkontrollører til landet, sender FN kontrollører til Iran, der undersøger atomenergiprojektet. Der er kameraer sat op, der 24 timer i døgnet overvåger de iranske anlæg og kontrollører har haft stor adgang til projektet. De har fundet noget, der giver anledning til seriøs bekymring, men som kunne vise sig at være harmløst. I den situationen burde den diplomatiske procedure være, at vestlige kontrollanter tog til Teheran for at få svar på de spørgsmål, der giver anledning til seriøs bekymring. Samtidig med sin sabelraslen og truende retorik har Iran officielt meddelt, at de sidder klar og venter på de vestlige kontrollører. EU siger hertil, at de venter på en invitation.

Som udenforstående kan det være vanskeligt at forstå, at diplomatiet ikke kan løse sådanne misforståelser og komme videre. Men det er ikke sket. I stedet har EU landene både som reaktion på IAEA rapporten og på iranske demonstranters angreb på den britiske ambassade i november skærpet sanktionerne og har netop meddelt, at EU på sit udenrigsministermøde 30. januar vil lægge sig op ad USA, Canada og Australien og indføre sanktioner mod den iranske centralbank samt iværksætte et stop for import af iransk olie til EU. Den franske udenrigsminister, Alain Juppé, tilføjede, at EU vil sørge for at skaffe alternativer til Irans olie, hvoraf EU, navnlig de sydeuropæiske lande, importerer 18 %. Det er selvfølgelig påkrævet, hvis f.eks. Grækenland stadig skal kunne dække sit energibehov og oven i købet få olie på kredit, hvilket det gældsplagede land er ret glad for, det får i Iran. Kan andre erstatte importen af olie fra Iran og på samme favorable vilkår? Det vil vise sig, men det bliver næppe helt let at finde erstatninger.

Hvem rammer sanktionerne?

Hvad vil sanktioner mod iransk olieeksport betyde for oliepriserne? At de stiger og holder sig pænt over 100 USD pr. tønde. Det er vel heller ikke velkomment for de gældsramte europæere og hårdt plagede forbrugere? Endelig er der stor tvivl om, hvorvidt sanktioner faktisk vil få Iran til at ændre kurs. At Iran bliver stadig mere isoleret og rammes på sin økonomi, er der ikke tvivl om. Men vil regimet finde andre veje og andre kunder? Allerede nu forhandler Indien og Iran om at bruge en tyrkisk bank til sine transaktioner. Indien har en pæn eksport af varer til Iran og køber en del af deres olie her. Det samme gør Korea og Tyrkiet har også stor handel med Iran. For ikke at tale om Kina. Vil disse lande pænt se til, at USA’s sanktioner forhindrer dem i at handle? Næppe. Hvis det virkelig skulle lykkes at sætte store begrænsninger på iransk olieeksport, mangler verdensmarkedet de ca. 2,6 mio. tønder olie, som Iran dagligt sender på markedet. Her drømmer EU om, at Saudi-Arabien som så mange gange før vil kompensere ved at sende olie fra sin overskudskapacitet på markedet. Det er imidlertid ikke ganske sikkert. Saudi-Arabien har brug for høje oliepriser til dels at finansiere deres bestikkelse af egen befolkning til ikke at blive inspireret af det såkaldte arabiske forår, dels til at have råd til at subsidiere sit eget oliemarked. I dag betaler de saudiarabiske forbrugere kun en klatskilling for olie og benzin og nogle analytikere taler ligefrem om, at Saudi-Arabien risikerer sin egen oliekrise på grund af landets stærkt subsidierede olieøkonomi. Og Saudi-Arabien er mildest talt irriteret over den vestlige begejstring for det arabiske forår. Sanktionerne vil således nok ramme Iran, men det iranske folk hårdest, mens regimet og dets håndgangne mænd nok skal sørge for at rage til sig af stumperne. Men sanktionerne vil også ramme en lang række lande i Europa og Asien, der er afhængig af iransk olie på verdensmarkedet og som i dag handler lystigt og lukrativt med Den Islamiske Republik.

Pearl Harbor i Golfen?

Iran har truet med at ville lukke Hormuz-strædet, hvis EU og USA gør alvor af sanktionsplanerne. Mange diskuterer, om Iran faktisk kan det og svaret er vel et tøvende ja. Men så har amerikanerne jo heldigvis sin flåde- og flybase i Golfen. Som i 1980’erne kan USA holde Strædet åbent. Måske. Skulle krisen skærpes yderligere, kunne Iran, som påpeget af direktøren på den Dubai-baserede tænketank INEGMA, Riad Kahwaji, reagere med et nyt Pearl Harbor i Golfen. Henover nyåret har iranerne med deres test af missiler vist, at Iran sagtens kan gennemføre et overraskelsesangreb på de amerikanske baser og ganske hurtigt sætte dem ud af spil. Det vil selvfølgelig betyde fuldbyrdet krig mellem USA og Iran, og Strædet vil være lukket for en periode, mens Asien tørster efter olie. USA vil næppe invadere Iran, som er nødvendig, hvis det skal vinde militært og Kina, Indien, Rusland og mange andre lande vil lægge et hårdt pres for at få en hurtig våbenhvile. Alt i mens vil oliepriserne stige kolossalt, det gældsplagede EU lide endnu mere, og Iran kan med en våbenhvile sætte sig tilbage til forhandlingsbordet. Hvorfor insisterer EU ikke på at starte der, i stedet for at slutte der efter endnu en meningsløs krig og en masse selvpålagte problemer, der helt sikkert vil gøre det endnu vanskeligere at redde Euroen? Europa skulle måske indse, at det er blevet for gammelt til at optræde som verdens politibetjent?