Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SRSF: Slut med kongemagt i grundloven

Der er behov for en gennemgribende modernisering af grundloven, mener Socialdemokraterne, de Radikale og SF. Oppositionen vil helst ikke ændre et komma.

Regeringspartierne lægger op til en omfattende revision af grundloven.

Regeringen har besluttet at nedsætte en kommission, der skal komme med et bud på en moderniseret version af Danmarks Riges Grundlov, som senest er blevet revideret i 1953. Og nu løfter de Radikale, Socialdemokraterne og SF sløret for sine ambitioner for en ny grundlov. De europæiske menneskerettigheder skal skrives ind i grundloven, kongehuset skal have en langt mindre central placering, der afspejler virkelighedens danske demokrati, og sproget skal være langt mere tidssvarende, foreslår de tre regeringspartier.

Særligt de Radikale er passionerede omkring en grundlovsrevision. Partiets nyvalgte grundlovsordfører, Zenia Stampe, mener, at grundloven er fuld af utidssvarende formuleringer, og at der i stedet er behov for en »grundlov for folket«.

- Mit parti er et republikansk parti. Og for os er det helt naturligt at skrive store dele af kongehuset ud af grundloven. Men det vigtigste er, at vi nu tager en debat om det, siger Zenia Stampe.

Menneskerettigheder skal med

Et andet centralt krav fra de Radikale er, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bliver implementeret i grundloven.

- Det mest oplagte er, at vi skriver de europæiske menneskerettigheder ind i grundloven. De er vedtaget som almindelig lov og kan dermed også blive ophævet ved almindelig lovproces. Derfor ville det være smukt, hvis de bliver slået fast i en grundlov, som er noget svære at ændre, siger Zenia Stampe.

Også Socialdemokraterne er klar til at ændre flere af de mest centrale elementer i grundloven.

- Vi er i dag i en situation, hvor det, der står i grundloven, ikke er det, der reelt sker. Hvis man læser grundloven, skulle man ikke tro, at vi har demokrati i Danmark. Lad os få skrevet teksten, så den afspejler virkeligheden, siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S).

Han mener, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er langt tydeligere med hensyn til værdier som f.eks. ytringsfrihed, og at det er derfor vil være en fordel at skrive menneskerettighederne ind i den 162 år gamle grundlov.

SF er helt på linje med sine to regeringspartnere.

- Vi er med på en modernisering af sprogbrugen i grundloven. Vi er med på en revidering af alle de steder, der står kongen. Det er også helt fint at få menneskerettighederne skrevet ind, siger SFs grundlovsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Regeringen lover »brede drøftelser med alle Folketingets partier om et kommissorium for nedsættelse af en grundlovskommission«, men hverken V, K eller Dansk Folkeparti mener, at grundloven er utidssvarende.

- Hvis Venstre bliver indbudt til forhandlinger, så kommer vi naturligvis, men vi har ikke noget behov for at ændre den nuværende grundlov. Den har vist sig at være både stærk og rummelig nok til at klare de forandringer, der er i samfundet, siger Venstres næstformand og grundlovsordfører, Kristian Jensen.

Dansk Folkeparti vil slet ikke forhandle om et kommissorium for grundlaget.

- Det vil vi under ingen omstændigheder være med til. Vi mener, at grundloven absolut er levedygtig, sprælsk og letlæselig, siger DFs Søren Espersen.

Selv om regeringen drømmer om et bredt flertal for en ny grundlov, er det ikke et krav, at alle Folketingets partier stemmer for den, mener Socialdemokraterne.

- Vi vil ikke give Dansk Folkeparti vetoret om grundloven. Men ønsket er at få det bredest mulige flertal for en ny grundlov, siger Magnus Heunicke.