Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Søvndals strategiske ægteskab skal stå sin prøve

Det har kostet på den traditionelle SF-værdikonto at indgå alliance med Socialdemokraterne. Nu skal det vise sig, om kompromiserne bærer frugt for Villy Søvndal.

Partiformand i Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal, skal op til en afgørende eksamen ved valget. I lang tid har han kørt parløb med Socialdemokraterne, og nu skal makkerskabet stå sin prøve.

Villy Søvndal har valgt at lægge sig så tæt op ad Socialdemokraterne, at der nærmest ikke er dagslys mellem de to partier. Villy Søvndal lagde linjen for at maksimere chancen for at vinde valget og komme i regering.

Samarbejdet har betydet, at SF er rykket tættere ind mod midten, blandt andet på udlændingeområdet, hvilket i vid udstrækning er blevet tolereret af partiets medlemmer. Men spørgsmålet er så nu, hvordan deres reaktion bliver, hvis - som meningsmålingerne forudser - oppositionen vinder valget, og SF skal danne regering med Socialdemokraterne.

Vil den venstreorienterede del af baglandet, som har holdt vejret så længe, kræve at blive hørt igen?

Villy Søvndal stod i spidsen for SF’s massive fremgang ved valget i 2007, hvor partiet gik fra 11 til 23 mandater i Folketinget. Blandt alle Folketingets partiledere er han den mest populære - ikke bare i sit eget parti, men i hele den danske befolkning.

Helt så populær er partiet ikke for tiden. Alliancen med Helle Thorning-Schmidt har kostet Villy Søvndal et par mandater, og en del af venstrefløjen føler, at der er blevet gjort køb på SF-værdier og -identitet.

Billedserie: Du kan se billeder af Villy Søvndal her.

Mogens Lykketoft (S) har engang sagt i en sarkastisk bemærkning, at SF havde det store problem i den økonomiske politik, at de altid havde det med at bruge bruttonationalproduktet to gange.

Det kan blive en opgave at løfte for Villy Søvndal at neddysse den gamle opfattelse af, at partiet ikke rigtigt har nogen økonomisk politik.

Thomas Larsens bud på Søvndals styrker

B.dk har bedt Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, præsentere en række styrker og svagheder ved hver politisk leder.

- Villy Søvndals styrke er, at han meget systematisk har været i stand til at give SF en bredere politisk profil, som har gjort, at partiet har kunnet appellere til nye vælgergrupper - også nogle af midtervælgerne - og det har gjort partiet farligt for blå blok.

- På det personlige plan er Villy Søvndal en dreven debattør. Han er en af de meget få partiledere, som også kan bruge humor som våben i debatterne, altså bruge humor til at udstille sine modstandere. Det er et rimeligt stærkt kort, han kan spille med.

- Her har vi også at gøre med en gammel rotte i faget. Villy Søvndal har været med i mange år og kender dansk politik ud og ind. Det er helt klart en af hans styrker.

- Selvom fagfolk ikke er enige i SF’s økonomiske politik, er det klart, at så længe Villy Søvndal kan alliere sig med de mange vælgere, der er imod reformerne, så har han også en styrke.

Thomas Larsens bud på Søvndals svagheder

- Villy Søvndals svagheder er meget lig Helle Thorning Schmidts. På det saglige plan er han handikappet af, at landets økonomer vurderer, at store dele af S og SF’s økonomiske politik er utilstrækkelig.

- Der har været en vis tendens til, at SF også er blevet lidt slidt. Det er ikke det samme friske pust, og I nogle situationer skal SF kæmpe mere for at holde fast i de vælgere, som de har erobret i de senere år.

- En svaghed kan også være, hvis danskerne kommer i tvivl om, om SF’erne er tilstrækkeligt rustet til at kunne træde ind i en regering. Det kan blive et problem.

- Hvis udlændingepolitikken bliver et stort tema i valgkampen, kan der sidde nogle i SF’s bagland, som mener, at SF har drejet sig for langt til højre de senere år. Så risikerer Villy Søvndal en splittelse i partiet.

For at kunne se WebTV kræves den seneste udgave af Adobe Flash Player installeret, den kan hentes på http://get.adobe.com/flashplayer/