Udenrigsministeren lukker ambassaden i Irak og to afrikanske lande og overvejer et samarbejde med andre lande om drift af de dyreste ambassader.
17. januar 2012, 06:00
I går meddelte udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at Danmark lukker sine ambassader i Irak samt Zambia og Benin i Afrika. Desuden går han videre med den forrige regerings beslutning om at lukke og slukke i Nicaragua. Her er det slut med en ambassade fra og med juli 2012.
Men Villy Søvndal arbejder sideløbende på en større omstrukturering af den danske udenrigstjeneste.
»Man kan eksempelvis udvide det nordiske samarbejde. Vi har jo allerede i dag et nordisk ambassadesamarbejde i Berlin. Og der, hvor det giver rigtig god mening at have fælles ambassader, er de steder, hvor sikkerhedsudgifterne er meget høje. I nogle lande udgør sikkerhedsudgifterne halvdelen af budgettet,« siger Villy Søvndal, der til april skal diskutere fælles ambassader med sine nordiske ministerkolleger.
Udenrigsministeren vil heller ikke udelukke, at Danmark kan dele ambassader med de andre EU-lande.
»Det er klart, at jo flere vi kan være sammen i en EU-klynge, jo flere besparelser er der på sikkerhedsudgifterne. Alt det skal vi undersøge. Den dagsorden har vi sat i søen,« fastslår Villy Søvndal.
Udenrigsministeriet skal spare penge
Det er en stærkt omskiftelig verdensorden samt kravet om, at Udenrigsministeriet skal spare penge, der får Villy Søvndal og hans embedsmænd til at kigge Danmarks 77 ambassader efter i sømmene.
For samtidig med at Danmark nu lukker ned i Irak og tre andre lande - med den begrundelse at bistandssamarbejdet er under udfasning - åbner Udenrigsministeriet i to andre lande. Ikke egentlige ambassader, men økonomisk billigere repræsentationer.
I Libyen åbnes som omtalt i Berlingske i går et repræsentationskontor for at følge op på den civile indsats efter Danmarks krigsdeltagelse. I Burma åbner udviklingsminister Christian Friis Bach (R) et programkontor som følge af, at Danmark nu fordobler bistanden til 100 mio. kroner om året.
»En tidssvarende udenrigstjeneste skal sikre, at Danmark har den rette tilstedeværelse for at sikre en god varetagelse af danske interesser globalt,« påpeger Villy Søvndal.
Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, støtter lukningen i Irak og de to lande i Afrika samt Nicaragua.
»Det er altid ærgerligt, når vi skal lukke en ambassade. Men så stærke interesser har vi altså ikke mere i Irak, og derfor er det i orden at lukke ned i Bagdad,« siger Søren Pind.
»De interesser, vi har tilbage i Irak, kan godt håndteres via andre EU-landes repræsentationer,« fastslår Venstres ordfører.
Også lektor og ekspert i dansk udenrigspolitik Peter Viggo Jakobsen er enig i at lukke ned i Irak.
»Som et lille land med begrænsede ressourcer kan vi ikke have ambassader alle steder. Vi må prioritere og være der, hvor vi har flest interesser og kan gøre en forskel, og Irak er ikke et sådant sted. Det gør ikke nogen forskel på Iraks udvikling, om Danmark har en ambassade i landet eller ej.«
Peter Viggo Jakobsen forventer, at udenrigstjenesten også tilpasser sig i Afghanistan og Pakistan, når Danmarks kampindsats på den afghanske slagmark ophører senest med udgangen af 2014.
Der bør luges ud i små EU-lande
»Danmark har ikke været god til prioritere sin tilstedeværelse rundtomkring i verden. Jeg håber, at der nu sker et skifte,« siger Peter Viggo Jakobsen, der mener, at det er på høje tid, at Danmark lukker ambassader eller i hvert fald drosler diplomatisk ned i de små EU-lande.
»Det er hjernedødt, at vi skal have ambassader i alle de andre EU-lande og i et så stort antal europæiske lande. Eksempelvis kunne vi nøjes med én ambassade, der dækker alle Balkan-landene, og Danmark kan have ambassader sammen med de andre nordiske lande,« foreslår Peter Viggo Jakobsen.


































