Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Søvndal vil fyre i Udenrigsministeriet

Forud for det danske EU-formandsskab lægger udenrigsminister Villy Søvndal (SF) op til at svinge sparekniven over de ansatte i Udenrigsministeriet. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) kalder det "uklogt".

En større fyringsrunde er under opsejling i Udenrigsministeriet, erfarer b.dk. Hvor mange ansatte udenrigsminister Villy Søvndal (SF) helt præcist lægger op til at afskedige, vil hverken han eller Udenrigsministeriet kommentere. Søvndal vil ikke stille op til interview, men Klavs A Holm, Ambassadør for public diplomacy i Udenrigsministeriet, bekræfter på en mail til b.dk, at der er fyringer i farvandet.

 - Som led i en mere effektiv administration i hele staten er vi også i Udenrigsministeriet i færd med at forberede en tilpasning af både ude- og hjemmetjenesten. Der er endnu ikke truffet endelig beslutning om den konkrete gennemførelse herunder på personalesiden, udtaler Klavs A. Holm.

Socialdemokraterne, SF og de Radikale kritiserede ellers så sent som i september 2011 i et fælles udenrigspolitisk udspil VK-regeringen for at skære ned i antallet af diplomater.

- Danmarks internationale gennemslagskraft svækkes af den reduktion af staben i Udenrigsministeriet med en fjerdedel, som VK-regeringen har iværksat. Danmark er i dag langt efter Norge og Sverige i antal ambassader. Derfor er der behov for på ny at styrke den danske diplomatiske tilstedeværelse, hed det.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) kalder det "en kovending" i forhold til, hvad de nuværende regeringspartier sagde inden valget.

- Det er ikke klogt. Vi har formandskabet og skal helst være så mange steder i verden som muligt. Der er en kritisk masse, som man ikke kan komme under. Så bliver man nødt til at lave for mange aftaler med andre lande, siger Per Stig Møller (K).

Men noget tilsvarende skete faktisk i 2002, da VK-regeringen skar 120 stillinger væk i udenrigstjenesten og blandt andet beskar antallet af ambassader kort før det danske EU-formandskab dengang.

- Jeg kom også til med en sparerunde, men jeg fik det bygget op igen, siger Per Stig Møller.