Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Søren Pind støtter ambassadelukning

De interesser, Danmark har tilbage i Irak, kan godt håndteres via andre EU-landes repræsentationer, mener Venstres udenrigsordfører.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) får ikke problemer med Venstre på grund af beslutningen om at lukke den danske ambassade i Irak. Tværtimod. Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, bakker beslutningen op.

- Det er altid ærgerligt, når vi skal lukke en ambassade. Men så stærke interesser har vi altså ikke mere i Irak, og derfor er det i orden at lukke ned i Bagdad, siger Søren Pind.

- De interesser, vi har tilbage i Irak, kan godt håndteres via andre EU-landes repræsentationer, fastslår Venstres ordfører.

Ifølge Villy Søvndal sker lukningen af ambassaden i Bagdad som led i den løbende tilpasning af Danmarks udenrigstjeneste. Danmark bilaterale bistand til Irak har således gennem en årrække været uden udfasning, og den er nu ved at være tilendebragt.

Men lukningen af ambassaden i Irak – samt to i Afrika – er også en konsekvens af, at Udenrigsministeriet er blevet pålagt besparelser lige som resten af centraladministrationen.

Kontorer i Libyen og Myanmar

Lukningen af de tre ambassader sker samtidig med, at Villy Søvndal og udviklingsminister Christian Friis Bach har besluttet at åbne danske kontorer i Libyen og i Myanmar (Burma).

Der bliver altså ikke tale om egentlige ambassader, men om et såkaldt repræsentationskontor i den libyske hovedstad, Tripoli, og et programkontor i Myanmar.

De to kontorer ventes at være billigere i drift end ambassader, og også den beslutning bakkes om af Venstre.

- Det giver god mening. I Libyen skal vi nu for alvor i gang med at støtte den demokratiske udvikling, og i Burma er der lagt op til store danske bistandsbidrag, siger Søren Pind.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten