Socialdemokraten Dan Jørgensen giver nu sin modstander i Europa-Parlamentet Jens Rohde (V) en benhård tackling i sagen om grænsekontrol.
11. maj 2011, 18:43
Man skulle tro, at rollerne var blevet byttet om i Europa-Parlamentet: Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, forsvarer med næb og klør regeringen og Dansk Folkepartis nybagte aftale om at indføre grænsekontrol, mens Venstres Jens Rohde forleden kaldte grænsekontrol for populisme.
Læs også: Pia K. i hårdt opgør med dansk-tyske mindretal
Og i Bruxelles går bølgerne nu så højt, at Dan Jørgensen sætter en benhård tackling ind på sin modstander.
Jørgensen er vred over, at Rohde kalder det populisme, at Socialdemokraterne går ind for grænsekontrol.
- Det Socialdemokraterne sagde i 2009 står vi ved. Der er behov for mere kontrol, flere toldere og baglandspatruljer. Det er i øvrigt præcist det Rohdes eget parti nu har lavet en aftale med DF om. En aftale vi støtter, skriver Dan Jørgensen i en udtalelse til b.dk.
Og så går han ellers til modangreb. Først med løftebrud:
- Rohde er derimod løbet så stærkt som en hest kan rende fra sine valgløfter. I 2009 lød det fra Rohde at han altid ville være loyal overfor et folketingsflertal i sin EU-politik, fordi som han udtrykte det; "jeg skal ikke sælge EU til danskerne men danskerne til EU". Nu er Rohde altså imod den yderligere grænsekontrol som både regeringen, DF og S går ind for. Det er mageløst, skriver Dan Jørgensen.
Så utilregnelighed:
- Alle ved at Rohde er et løsgående missil. Men at stå på talerstolen i EU-parlamentet og reelt svine sin egen regering til for at være populistisk er efter min mening usmageligt, lyder det fra Dan Jørgensen.
Og til slut: Landsskadelig virksomhed:
- Det ser ud til at Rohde har anerkendt at Løkke næppe vinder valget i Danmark og derfor er det måske en bedre ide at være venner med sine kollegaer i den liberale grupper hernede end at tjene sit lands interesser. Men jeg undrer mig alligevel over, at han på den måde retter sit berømte missil mod sin egen regering ved at kalde dem populister, skriver Dan Jørgensen.


































